Autun, fransk by ved floden Arroux ca. 70 km sydvest for Dijon; 17.900 indb. (1990). Stedet var oprindelig hovedsæde for den keltiske stamme haeduerne. Efter Cæsars undertvingelse af Gallien grundlagde romerne omkring Kristi fødsel det oprindelige Autun under navnet Augustodunum. Byens storhedstid lå i 200-t., hvorfra omfattende rester af bymur, byporte, teater og amfiteater samt templer stadig kan ses. Byen er i dag befolknings- og erhvervsmæssigt stagnerende.
Domkirken og valfartskirken Saint-Lazare blev opført i begyndelsen af 1100-t. for at huse den hellige Lazarus' relikvier. Den treskibede basilika, der er typisk for den "burgundiske halvgotik" med spidsbuede tøndehvælv i midtskibet, blev udvidet i sengotisk tid. Kirken er berømt for sin udsmykning fra omkring 1130 af billedhuggeren Gislebertus, der har signeret vestportalens store dramatiske dommedagsfremstilling, den tidligste fuldt udviklede i romansk tid. Musée Rolin rummer bl.a. fund fra romertiden og kunst fra middelalderen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki