Fiesole, antikkens Faesulae, italiensk by NØ for Firenze i regionen Toscana; 14.100 indb. (2001). Byen ligger på en høj med udsigt over Firenze; hovederhvervet er turisme. Fiesole var oprindelig en etruskisk by, der i 283 f.Kr. blev erobret af romerne og stærkt ødelagt under Forbundsfællekrigen. Den var en vigtig støtte for deltagerne i den catilinariske sammensværgelse i 63 f.Kr.
Fra byens etruskiske periode stammer en del grave. Bymuren og det ældste tempel er fra 200-t. f.Kr.; dog er templet ombygget efter Catos ødelæggelse i 90 f.Kr. De velbevarede rester af teatret og termerne stammer fra augustæisk tid.
Fiesole kom under goterne i 405 og blev indlemmet i Firenze 1125. Byen er bispesæde og har en romansk domkirke (påbegyndt 1028) med klokketårn fra 1213. Den opr. domkirke, Badia Fiesolana, har bevaret en ældre, berømt marmorfacade fra 1000-1100-t.; det tilhørende tidligere benediktinerkloster rummer i dag Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Dominikanerklosteret San Domenico di Fiesole, grdl. 1406, og den tilhørende kirke har malerier af Fra Angelico, der en periode var klostrets prior.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| ud_a_129605.mp3 (7.32 kB) Ingen beskrivelse | Admin 30/01/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki