Scipio

© AKG

Scipio. Allerede mens Scipio Africanus d.æ. levede, opstod myter om hans person. I forbindelse med erobringen af Carthago Nova (nuv. Cartagena i Spanien) var den smukke Panthea blevet taget til fange; hun var forlovet med Allucius, en ledende keltiberer. Scipio tilkaldte ham, så de elskende kunne forenes; som tak ønskede han blot, at Allucius skulle være ven af det romerske folk. En stor guldskat, som Pantheas familie havde indsamlet for at løskøbe pigen, bad de nu Scipio om at modtage som tak, men straks lod han den gå videre til Allucius som bryllupsgave. J.V. Leffdael har på denne gobelin fra 1660 skildret Scipios overdragelse af Panthea til Allucius.

Scipio, romersk familie inden for den corneliske slægt; den er mest kendt for en række hærførere. Gnaeus Cornelius (d. 211 f.Kr.) kæmpede succesfuldt sammen med sin bror, Publius (d. 211 f.Kr.), mod Hasdrubal i Spanien under 2. Puniske Krig, men blev 211 f.Kr. slået og dræbt i slag. Lucius Cornelius Asiaticus, søn af Publius og bror til Scipio d.æ., fik efter en tidlig militær karriere overkommandoen i krigen mod seleukidekongen Antiochos 3., som han i 189 f.Kr. besejrede i Slaget ved Magnesia. Efter triumftog blev han offer for politiske retssager, der bragte hans karriere til ophør.

Publius Cornelius Africanus Major (Scipio d.æ.) (236-183 f.Kr.), søn af Publius, var en af Roms mest betydningsfulde generaler. Under 2. Puniske Krig fik han samling på de overlevende romerske tropper fra Slaget ved Cannae i 216 f.Kr., og i 210 f.Kr. udstyrede folkeforsamlingen ham med en ekstraordinær kommando i Spanien, hvorfra han fordrev karthaginienserne efter fire års felttog. Han blev derefter valgt til konsul for år 205 f.Kr. og gennemtvang trods betydelig modstand i Senatet en plan om at føre krigen over i karthaginiensernes hjemland i Nordafrika. Felttoget blev vellykket, og Karthago kaldte Hannibal hjem fra Italien; men Scipio d.æ. slog ham ved Zama i 202 f.Kr. og afgjorde dermed krigen. Herefter blev han censor og princeps senatus, men efter processerne mod broderen, Lucius Cornelius Asiaticus, trak han sig tilbage til privatlivet.

Publius Cornelius Africanus Minor (ca. 185-129 f.Kr.) (Scipio d.y.) var søn af Aemilius Paullus (deraf tilnavnet Aemilianus), men blev adopteret af Scipio d.æ.s søn. Han vandt tidligt ry for sin indsats som officer og blev valgt til konsul under 3. Puniske Krig, selvom han ikke havde den påkrævede alder. Han satte med hæren over til Nordafrika, hvor han belejrede, indtog og jævnede Karthago med jorden i 146 f.Kr. Efter at have bestridt andre poster blev han imod gældende skik valgt til konsul for anden gang og drog med en hær, der overvejende bestod af veteraner fra den foregående krig, til Spanien, hvor han indesluttede de oprørske spaniere i byen Numantia, som han i 133 f.Kr. jævnede med jorden (deraf tilnavnet Numantinus). Tilbage i Rom modarbejdede han den jordlovskommission, Tiberius Gracchus havde fået nedsat, og mistede derved sin popularitet i den brede befolkning. Hans pludselige død skabte rygter om snigmord. Scipio var en benhård general, der med streng disciplin førte sine tropper til sejr. Som mange andre romerske aristokrater på denne tid nærede han stor interesse for græsk kultur og filosofi, og hans bekendtskabskreds, den såkaldte Scipionerkreds, omfattede bl.a. filosoffen Panaitios og historikeren Polybios.