Asien - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Asien. Riger og karavaneveje.

Asien. Riger og karavaneveje.

Asien betragtedes i Grækenland fra omkring 500 f.Kr. som en af de tre verdensdele. Grænserne til Europa og Afrika blev i reglen draget ved floden Don og ved Suez. Kendskabet til Asien var imidlertid begrænset til de vestligste egne; de fjernere områder var ukendte og omgærdet af myter.

Opdelingen af jordkloden i verdensdele har været fastholdt siden antikken. Det er en konventionel opdeling, der svarer til udsynet fra det østlige Middelhav, men Asien udgør ikke i sig selv en enhed med fælles historie og fælles identitet. De forskellige regioner inden for det vældige kontinent lever og har levet under vidt forskellige natur- og kulturforhold og har gennemlevet vidt forskellige historiske forløb.

Asien. Riger og karavaneveje.

Asien. Riger og karavaneveje.

Kun set udefra, dvs. fra Vesten, har man prøvet at opfatte denne mangfoldighed som en enhed og prøvet at påvise træk eller historiske erfaringer som fælles for hele eller store dele af kontinentet. Asiens historie er således både historien om de generaliseringer, der i tidens løb er formuleret i Vesten, og et nutidigt forsøg på at formulere sådanne generaliseringer.

De ældste skriftlige kilder til Asiens historie og dermed de ældste kendte skriftlige kilder overhovedet er lertavler beskrevet med kileskrift fra Mesopotamien, ca. 3000 f.Kr. Alfabetskrifter udvikledes i Mellemøsten fra ca. 1000 f.Kr., og de kom til at danne udgangspunkt for de skriftformer, der er blevet anvendt og anvendes i Syd-, Sydøst- og størstedelen af Centralasien. De kinesiske skrifttegn udvikledes fra 2000-t. f.Kr. og fik deres endelige form i århundrederne omkring Kristi fødsel. Der foreligger således et rigt skriftligt materiale, men kildematerialets beskaffenhed og overlevering er ofte en ganske anden end den, historikerne kender fra europæisk historie, og den sproglige mangfoldighed udelukker, at noget enkelt menneske kan få et direkte kendskab til kilder til hele den asiatiske historie.

Interessen rettede sig tidligst mod den ældste mellemøstlige historie, der længe blot betragtedes som et forspil til den "egentlige historie", den europæiske. Dette eurocentriske historiesyn er siden forladt. Ingen vil drage i tvivl, at asiatiske regioner, kulturer og nationer har en historie, der i sig selv er af interesse både for de enkelte folk og for forståelsen af menneskehedens samlede historie.

Den opfattelse er ligeledes forladt, at alle højere kulturer har én fælles kerne, Egypten eller Mesopotamien (Irak). Agerbrugskulturer er opstået forskellige steder i verden efter sidste istid, men blandt de områder, der i kraft af landbrug blev i stand til at bære en tættere befolkning og mere differentierede samfundsstrukturer med byer, stater, skriftsprog osv., træder nogle få frem, der i et kompliceret samspil med tilgrænsende områder og med hinanden har dannet kernen i den historiske udvikling. I Asien lader tre sådanne kerneområder sig udskille: Mellemøsten, Kina og Indien.

Agerbrugskulturerne til ca. 500 e.Kr.

Mellemøsten fremtræder ved historisk tids begyndelse i de sidste årtusinder f.Kr. som det mest komplicerede og mest differentierede område. Vekselvirkningen mellem bjerg og dal og mellem flodsletter, højland og stepper modarbejdede dannelsen af en ensartet kultur eller et samlet imperium. Landet mellem Eufrat og Tigris, det nuværende Irak, havde som følge af kunstvanding mulighed for at brødføde den tætteste befolkning, men var også mest åbent for angreb udefra, og kunstvandingsanlæggenes effektivitet beroede på en stabil statsmagt. Hvis ikke kanaler og opdæmninger til stadighed blev vedligeholdt, kunne der hurtigt ske store skader på den kunstvandede jord.

De mest stabile imperier beherskede både højland og flodslette. Store dele af Mellemøsten var mellem ca. 1200 og ca. 600 f.Kr. underlagt Assyrien, hvis tyngdepunkt var den bjergrige nordlige del af det nuværende Irak. Efter Det Assyriske Riges sammenbrud omkring 600 f.Kr. flyttede det politiske tyngdepunkt mod øst til bjergene mellem Irak og Persien og til den persiske højslette med det første persiske storrige under achaimeniderne fra 550 f.Kr. Trods angrebene fra vest efter 334 f.Kr. under Alexander den Store forblev størstedelen af Irak og Iran samlet under de hellenistiske seleukider (til 64 f.Kr.), partherne (til 224) og sasaniderne (til 643). Gennem denne lange periode skabtes en persisk (iransk) administrativ tradition, der i vid udstrækning opretholdtes eller blev efterlignet under de senere islamiske imperier i Mellemøsten og Indien.

Kinas tidligste agerbrugskulturer omkring Den Gule Flod, Huang He, havde deres økonomiske grundlag i intensiv dyrkning af hvede og hirse. Under ekspansionen i de sidste to årtusinder f.Kr. kom denne kultur i kontakt med to helt forskellige geografiske zoner. I nord og vest afløstes det land, der var egnet for agerdyrkning, gradvist af den mere regnfattige steppe, nomadernes hjemland. Mod syd, især i Chang Jiang-dalen, var klimaet varmere og fugtigere, men landet dækket af tæt skov, der måtte ryddes for at muliggøre intensiv dyrkning af ris, der efterhånden blev den vigtigste afgrøde. Ekspansionen mod syd fandt sted på bekostning af ældre folkeslag, der blev indlemmet i den kinesiske kultur eller blev fordrevet.

Under denne proces opsplittedes området i mindre fyrstendømmer; det var derfor et afgørende vendepunkt, da Kina i 221 f.Kr. med Qindynastiet samledes i ét rige under en kejser, der ikke blot var militært overlegen, men gennemførte en række reformer, der var væsentlige for den fremtidige rigsenhed — herunder standardisering af mønt, mål og vægt og ikke mindst af det kinesiske skriftsprog. Samtidig påbegyndtes den sammenknytning af ældre forsvarsværker mod nord og vest, der efterhånden skulle blive Den Kinesiske Mur.

Qindynastiet fik kun kort levetid, men under Handynastiet (202 f.Kr.-220 e.Kr.) opretholdtes rigsenheden, og den kinesiske ekspansion fortsatte, ikke kun med inddragelse af nye områder i syd, men for første gang også med erobring og beherskelse af oaserne langs karavanevejene helt til egnene øst for Det Kaspiske Hav — den handelsvej, der under navnet Silkevejen knyttede de vestligste og de østligste dele af Asien sammen.

Indien var i nordvest fra slutningen af 3000-t. f.Kr. hjemsted for en urbaniseret agerbrugskultur, Indus-kulturen, der er sammenlignelig med den samtidige mesopotamiske kultur. Måske pga. ændringer i Indusflodens løb, måske som følge af sammenstød med indoeuropæisktalende indvandrere fra nord (arierne) gik denne kultur til grunde hen mod 1500-t. f.Kr. Folkets sprog har man endnu ikke været i stand til at læse, men formentlig har der været talt et dravidisk sprog. De indoeuropæiske folk blev de ledende i rydningen af skoven, der dækkede den frugtbare nordindiske slette, især efter at de fra ca. 1000 f.Kr. begyndte at gøre brug af jernredskaber. Det var disse folk, der samlede de første stater, som man har kendskab til fra Indien, og den ældste indiske litteratur er skrevet på indoeuropæiske sprog. Ekspansionen fandt sted i stadigt samspil med ældre, overvejende dravidisktalende befolkningslag, der forblev dominerende i Sydindien, og hvis religion og kultur bidrog afgørende til udformningen af de indiske samfund.

Det var da også fra det sydindiske område, at den indiske kultur kom til at udøve en stærk og varig påvirkning i SØ-Asien. Forbindelsen åbnedes af købmænd og søfarende fra Indien, og indskrifter på sanskrit fra århundrederne e.Kr. viser stærk indisk (hinduistisk) påvirkning af de tidligste sydøstasiatiske kongeriger i det nuværende Myanmar, Thailand, Vietnam og Cambodja. Skønt SØ-Asien siden hen kom under stærk påvirkning fra nord — dels ved direkte kontakter med Kina, dels ved indvandring af folkeslag, der blev fordrevet fra Kina under den kinesiske kolonisering mod syd — er indiske træk forblevet væsentlige elementer i de sydøstasiatiske kulturer.

Nomadernes tid ca. 500-ca. 1500

De større sammenhængende områder i Asien, der især egner sig til landbrug, findes langs kysterne i vest, øst og syd. I århundrederne omkring Kristi fødsel var alle de bedst egnede områder hjemsted for tæt befolkede agerbrugskulturer. Hertil føjede sig dele af Centralasien, hvor der trods usikker nedbør kunne være grundlag for ret tætte landbrugssamfund omkring naturlige oaser, flodløb eller kunstvandede områder.

Kommunikationen mellem de tæt befolkede landbrugsområder vanskeliggjordes helt frem til 1900-t. af naturlige barrierer, bjerge, ørkener og hav, og derfor har verdens befolkning da også gennem størstedelen af sin historie levet i uvidenhed om kontinentets udstrækning og befolkning. Hvert enkelt kulturområde, hver "menneskelig myretue" levede sit eget liv. Ikke desto mindre har der til stadighed været kulturforbindelser mellem de fjerneste egne af kontinentet, om end indirekte og langsommelige. Der findes klare eksempler på spontan udvikling af vidt forskellige løsninger på samme problem i forskellige kulturer, men der findes lige så klare eksempler på, at materielle eller immaterielle kulturtræk er vandret over lange afstande og er blevet tilpasset eller optaget i fjerne områder.

Gennem historien har to muligheder stået åbne for kontakt mellem Asiens kulturer: det centralasiatiske steppeland og havet. Perioden fra ca. 500 til ca. 1500 blev frem for nogen anden periode steppens og nomadernes tid i kontinentets historie, da mennesket — især efter indførelsen af stigbøjlen i den anden halvdel af 1000-t. — lærte at udnytte alle hestens muligheder både i krig og i fred.

Det centralasiatiske steppeland

Det centralasiatiske steppeland er af klimatiske grunde kun i begrænset omfang egnet til agerdyrkning og dermed til tættere bosættelse; derimod er det egnet til kvægavl og har fra et meget tidligt tidspunkt været hjemsted for nomader. Mod nord og nordvest begrænses steppelandet af et skovbælte, mod syd af bjerge eller ørken, og kun i øst og sydvest går steppelandet uden naturlige barrierer over i de tætbefolkede landbrugsområder i Kina, i Iran og i SØ-Europa.

Mellem de kvægbrugende nomader og de fastboende bønder bestod der i vid udstrækning et symbiotisk forhold; nomaderne gjorde brug af jord, der ikke egnede sig til agerbrug, og handlede gerne med deres produkter for bondens. Nomaderne forstod sig på de last- og ridedyr, der muliggjorde kommunikation mellem fjerne egne. Ud over det symbiotiske bestod der dog også et modsætningsforhold, der afspejlede de vidt forskellige livsbetingelser. Agerbrugeren var især i områder med kunstvanding bundet til et bestemt sted og afhængig af fred og sikkerhed. Nomaden var afhængig af frihed og bevægelighed, og på stadig vandring måtte han med sine dyr følge græsningen med årstiderne og måtte være indstillet på kamp om de bedste græsgange.

Nøjagtig hvornår nomaderne lærte at udnytte hesten som ridedyr, ved man ikke. I 1000-t. f.Kr. anvendtes hesten militært, forspændt stridsvogne, og det er en militær teknik, der først og fremmest knytter sig til de mere udviklede landbrugsområder. Først fra 800-t. f.Kr. møder vi mere omfattende brug af hesten som ridedyr — endnu uden stigbøjler. Fra 600-t. f.Kr. blev Mellemøsten udsat for angreb af beredne nomader og fra 300-t. f.Kr. Kina. For Kinas historie fik disse tidlige nomadeangreb afgørende betydning, idet det var med brug af nomadernes kampteknik, at Kina samledes under Qindynastiet i 221 f.Kr.

Tidlige nomadeimperier

Et tidligt nomadeimperium, Xiongnu — formentlig tyrkisktalende — nåede sin største udstrækning under Mao-tun 209-174 f.Kr. Det omfattede på sit højeste Centralasien fra Manchuriet i øst til det nordøstlige Turkestan i vest og fremtræder som en velorganiseret stat, der trådte i diplomatisk kontakt med det kinesiske kejserrige. Ca. 50 f.Kr. havde Xiongnu udspillet sin politiske rolle. Muren og nomaderigerne lukkede imidlertid ikke af for forbindelserne mellem Kina og den øvrige verden. Forbindelsen til xiongnu åbnede for de kinesiske kontakter mod vest, og det er i disse århundreder, man først kan påvise Silkevejen, der forbandt Kina med Mellemøsten, Indien og Europa.

Efter 300 e.Kr. satte en større bølge af angreb fra steppens nomader ind mod landbrugskulturerne i øst, syd og vest. Baggrunden for denne angrebsbølge kender man ikke, idet de tidligste skriftlige vidnesbyrd fra nomadefolkene selv først foreligger med de tyrkiske Orkhon-indskrifter fra 730'erne, så man kender kun nomaderne gennem europæiske, kinesiske og mellemøstlige kilder. Det er muligt, at den naturlige befolkningstilvækst blandt nomaderne var så stor, at steppelandet i det lange løb ikke var nok for den voksende befolkning og dens hjorder. Der er imidlertid ingen tvivl om, at nomaderne ikke kom som uorganiserede røverbander. Dannelsen af større nomadestater som fx Xiongnu viser, at der allerede tidligt var en tradition for statsdannelser, der under en stærk leder og en central ledelse forenede et stort antal stammer og klaner.

I perioden ca. 220-589 e.Kr. beherskedes hele den nordlige og vestlige del af Kina af en række nomadedynastier, der ganske vist snart påvirkedes af kinesisk kultur, således som det så ofte er sket for nomadeerobrere i landbrugskulturer, men som også selv satte dybe spor i kinesisk kultur. Det er sandsynligt, at de nomadeangreb, der i 400- og 500-t. rettedes mod landene i vest og syd (hunnerne, avarerne, heftaliterne), var en del af den samme ekspansionsbølge, som ramte Kina. Persien var det område, der i kraft af sit pansrede rytteri bedst viste sig i stand til at afvise nomadeangrebene, og helt til 500-t. blev dermed også Indien beskyttet, der under Guptadynastiet (320-ca. 570) oplevede sin kulturelle guldalder.

Angrebene havde ødelæggende virkning på de sårbare landbrugskulturer, men nomadeherredømmet åbnede også mulighed for tættere kontakter mellem de forskellige asiatiske kulturer. Karavanevejene holdtes åbne ikke alene for købmændene og deres varer, men også for kulturstrømninger som buddhismen, der fra sit hjemland, Indien, i 300-500-t. ad Silkevejen gennem Centralasien nåede frem til Kina, hvor den nye tro i form af mahayana vandt vid udbredelse.

Mens Indien efter nomadeangreb i 500-t. gik ind i en lang splittelsesperiode, indtraf der i 500- og 600-t. afgørende begivenheder i Kina og Mellemøsten, der atter i nogle århundreder sikrede den politiske stabilitet.

Kina samledes under det kortlivede Suidynasti (581-618), og dette efterfulgtes af Tangdynastiet (618-907). Rigsenheden blev styrket gennem støtte til buddhismen i en form, der var tilpasset de kinesiske kulturtraditioner, og gennem et kanalbyggeri, der knyttede floderne Huang He og Chang Jiang til hinanden. Det var også i disse århundreder, at Korea, Japan og det nordlige Vietnam blev inddraget i den kinesiske kulturkreds — først med den buddhistiske mission, siden med efterligningen af kinesisk skrift og kinesiske politiske institutioner. I vest genoptog Tangdynastiet den ekspansive politik, og oaserne langs Silkevejen bragtes atter under kinesisk militær kontrol.

Under Tangdynastiet fastlagdes den administrative praksis og den rekruttering af embedsmænd gennem eksamination i klassikerne, der helt op til vor tid har sikret kontinuiteten i det kinesiske rige på trods af alle politiske omvæltninger. Efterhånden som Chang Jiang-dalens frugtbarhed i kraft af omfattende vandbygningsarbejder kunne udnyttes fuldt ud, flyttede det økonomiske og politiske tyngdepunkt mod syd. Denne forskydning mod syd fortsatte under Songdynastiet (960-1279), der i 1127 efter tabet af den nordlige del af Kina til et nomaderige fra nord i stigende grad koncentrerede kræfterne om den indre udvikling og om kontakterne mod syd og vest over havet.

I Mellemøsten blev det afgørende vendepunkt islams erobringer og udbredelse efter Muhammeds død i 632. Sasanideriget, der så længe havde holdt stand mod nomadeangreb og i kampene mod Romerriget og Det Byzantinske Rige, brød på få år sammen over for de islamiske angreb. I Indien fik de første islamiske angreb kun overfladisk betydning; derimod blev Vestturkestan — det område, der nu udgør de centralasiatiske republikker øst for Det Kaspiske Hav — snart inddraget af islam. Denne ekspansion bragte islam i kontakt med de yderste kinesiske forposter mod vest. I 751 led en kinesisk hærstyrke et nederlag til islamiske tropper ved Talas. Slaget var ikke af væsentlig militær betydning, men opretholdelsen af herredømmet over de fjerne vestlige forposter stillede i det lange løb for store krav til det kinesiske riges resurser. Fra slutningen af 700-t. beherskedes Xinjiang af de tyrkiske uighurer, mens tibetanerne, der omkring 600 var blevet forenet i et kongerige, beherskede Silkevejens østlige del.

I vid udstrækning gjorde den islamiske ekspansion en ende på den kulturelle mangfoldighed, der havde præget Mellemøsten. Gennem de følgende århundreder blev islam den altdominerende religion og arabisk det mest udbredte skrift- og talesprog, idet dog persisk bevarede sin høje status som både administrationssprog og litterært sprog.

Tyrker og mongoler

Asien omfatter forskellige, særegne kulturer uden fælles enhed og historie. Hen over dem opstod vidtstrakte nomadeimperier, som knyttede områderne sammen kulturelt og handelsmæssigt; det største af dem var Mongolerriget under Djengis Khan. I begyndelsen var han kun leder af navn over en lille, ubetydelig stamme, hvis medlemmer alle forlod ham; da han døde i 1227, beherskede hans hære Nordkina og stepperne helt til Det Kaspiske Hav i vest. Efterkommere fortsatte erobringerne, bl.a. af hele Kina i 1279, og lod sig inspirere af de fastboendes kultur. Billedet, som angiveligt forestiller Djengis Khan på falkejagt, er et senere kinesisk silkemaleri.

Den politiske enhed i Mellemøsten, der blev skabt med de islamiske erobringer, blev af ret kort varighed. Et væsentligt element i den opløsningsproces, der satte ind fra 900-t., var atter et nomadefolk, tyrkerne, der først som slavesoldater, siden som herskere skabte dynastier af kortere eller længere varighed. Tyrkerne tilførte islam en militær dynamik, der førte til erobringen af Lilleasien (1071) og gennem de følgende århundreder til etableringen af et islamisk imperium (Osmannerriget) i det gamle byzantinske område. Det tyrkiske sprog, der blev talt af de nye herskere, indtog sin plads som islams tredje store sprog ved siden af arabisk og persisk.

Det var også tyrkiske hærførere, der stod i spidsen for plyndringstogter mod Indien og for oprettelsen af et islamisk imperium, Delhisultanatet, i Indien fra 1206. Gennem det følgende århundrede underkastede islamiske erobrere sig næsten hele Indien, og deres religion vandt stigende udbredelse både i de nordvestlige territorier, hvor forbindelsen til det islamiske kerneland i Mellemøsten var stærkest, og i Bengalen, hvor rydningen af regnskov til agerland endnu stod på. Først fra ca. 1335 begyndte en hinduistisk reaktion med etableringen af det sydindiske rige Vijayanagar.

Den tyrkiske dominans blev i 1200-t. afbrudt af endnu en bølge af nomadeangreb fra Centralasien, der under Djengis Khan og hans sønner for en tid skabte det største imperium, som Asien (og verden) endnu har set, Mongolerriget. Efter Djengis Khans død (1227) deltes imperiet mellem hans sønner, der fortsatte angrebene mod øst, syd og vest. Erobringen af det nordlige Kina, som Djengis Khan havde indledt, gennemførtes i 1234. De russiske fyrstendømmer blev indlemmet i 1237-40. Allerede 1219-21 var Turkestan og Persien løbet over ende, og i 1258 faldt Baghdad, der siden 900-t. havde været den centrale by i Irak. Efter 1259 opløstes imperiet politisk.

I flere henseender fik det kortlivede erobrerrige varig betydning. Vejene gennem Centralasien stod åbne som aldrig før. Det var således i denne periode, at Europa fra opdagelsesrejsende, først og fremmest Marco Polo, fik sikre efterretninger om det fjerne Kina, og det var de åbne karavaneveje, der i midten af 1300-t. bragte pesten, den sorte død, til både Kina, Mellemøsten og Europa. Det er også muligt, om end teorien er omstridt, at mongolerstormen var årsag til tilbagegangen i den før så gode mellemøstlige økonomi i kraft af de ødelæggelser og folkedrab, der indgik i den mongolske strategi.

Som så ofte før påvirkedes erobrerne imidlertid snart af de erobrede områder. I vest overtog mongolerne tyrkisk sprog, islamisk religion og administrative sædvaner fra de erobrede områder. I øst grundlagde de efter deres erobring i 1279 af hele Kina et dynasti, Yuandynastiet, der snart påvirkedes dybt af kinesisk kultur, selvom dynastiet søgte at gøre brug af ikke-kinesiske militærfolk og embedsmænd — som fx Marco Polo.

Mongolernes verdensrige var kulminationen og begyndelsen til afslutningen på den årtusindlange periode, hvori nomaderne gang på gang havde grebet ind i landbrugskulturernes liv. Udviklingen af skydevåben og af ny infanteritaktik var formentlig afgørende i denne sammenhæng; de beredne nomader mistede det militærtekniske forspring, som deres beherskelse af hesten havde skabt. Gennem de følgende århundreder spillede herskere og soldater af tyrkisk oprindelse dog fortsat en fremtrædende rolle i Mellemøsten (Iran og Osmannerriget). Timur Lenks forsøg på at genskabe Mongolerriget, 1370-1405, blev af kortvarig betydning, men hans efterkommere grundlagde i 1526 Stormogulriget i Indien.

Samtidig begyndte karavanevejene gennem Centralasien at miste den betydning, de havde haft for kommunikationen mellem de forskellige verdenskulturer. Det var kun få varer, der var så kostbare, at de kunne bære omkostningerne ved den årelange transport over land, og silke var efterhånden blevet tilgængeligt fra andre produktionsområder end Kina.

Skibenes tid ca. 1500-1945

Forbindelserne over havet havde fået stadig større betydning. Allerede i århundrederne omkring Kristi fødsel var sømænd begyndt at krydse havet mellem Arabien og Indien og mellem Indien og Sydøstasien i de årlige monsuners rytme og i den direkte linje uden at klynge sig til kysterne. Med islamiseringen af Mellemøsten fra 600-t. synes denne sejlads at have taget et kraftigt opsving pga. arabiske købmænds deltagelse. Gennem nogle århundreder gennemførte arabiske købmænd regelmæssigt sejladser helt til Kina, men fra 900-t. afløstes denne direkte handel af mindre netværk. Arabiske købmænd fortsatte sejladsen på Indien, men sjældent længere end til Malaccastrædet. Kinesiske skibe begyndte senest fra 900-t. at sejle til SØ-Asien og nåede under Songdynastiet helt til Indiens sydvestkyst, Malabarkysten. Indiske skibe fortsatte sejladsen på SØ-Asien og formentlig også til Det Røde Hav og Den Persiske Golf.

Den interne søhandel i Asien var som den europæiske af stærkt stigende betydning i middelalderens sidste århundreder, men i modsætning til situationen i Europa påkaldte den sig sjældent de større staters interesse. En enkelt markant undtagelse danner dog de kinesiske flådeekspeditioner under Mingdynastiet, der fra 1368 afløste mongolernes Yuandynasti. Under ledelse af eunukken Zhenghe gennemførtes 1405-33 en række flådeekspeditioner, der bragte de kinesiske højsøskibe til så at sige alle betydende havne i asiatiske farvande. Det var en langt større indsats end de samtidige portugisiske opdagelsesrejser langs den vestafrikanske kyst. Teknisk var der ikke noget i vejen for, at de kinesiske skibe kunne være fortsat til Europa eller Amerika, men nomaderne pressede mod rigets grænser, og Kina vendte atter ryggen til havet. Fra 1433 forfaldt de kejserlige skibe, og private søfolks rejser fjernt fra Kina betragtedes med stigende skepsis.

Handelen i de asiatiske farvande knyttede sig til emporier, dvs. havnebyer, der havde en gunstig beliggenhed i forhold til skibsfartens afhængighed af monsunvindenes årlige rytme, og hvis fyrster sikrede købmændene den nødvendige retssikkerhed. I løbet af 1400-t. var de vigtigste emporier Aden ved indsejlingen til Det Røde Hav, Hormuz ved indsejlingen til Den Persiske Golf, Cambay på den indiske vestkyst, Kozhikode (Calicut) længere mod syd og Malacca, der beherskede det snævre farvand mellem Sumatra og Malaccahalvøen. Portugiserne mødte således efter opdagelsen af søvejen til Indien i 1498 et fuldt udviklet netværk, der nok i et vist omfang leverede eksotiske varer som peber og andre krydderier til Europa, men først og fremmest knyttede de asiatiske markeder sammen.

Med opdagelsen af søvejen til Indien indledtes den periode, der førte frem til europæisk herredømme over store dele af Asien i 1700-1900-t. Portugiserne blev i 1500-t. i kraft af deres skibes styrke og deres overlegne skyts i stand til at opkræve told af dele af den interne asiatiske skibsfart, dog nok først og fremmest, fordi ingen af de større asiatiske stater fandt det væsentligt. Politisk magt hvilede i de asiatiske stater på beherskelsen af landbrugsjorden, og transporten af varer ad floderne i Indien og Kina var langt vigtigere end handelen ad søvejen. De gamle emporier fik kun ringe støtte i deres kamp mod portugiserne — Hormuz og Malacca erobredes, Kozhikode blev isoleret og overtaget af den portugisiske erobring Goa. Om nogen fuldstændig beherskelse af den asiatiske søhandel blev der dog ikke tale. Allerede fra midten af århundredet knyttede nye ruter forbindelsen mellem Sydøstasien og Mellemøsten uden om de portugisiske blokadeforsøg.

Fra begyndelsen af 1600-t. begyndte også nederlandske og engelske handelskompagnier at handle på Asien. Kompagnierne havde til at begynde med kun politiske ambitioner i det omfang, de fandt det nødvendigt for at beskytte deres egen handel. De undlod at udfordre de større asiatiske stater og kunne således uden større vanskelighed skaffe sig befæstede støttepunkter i Indien og SØ-Asien.

Krudtimperier

Århundrederne efter 1500 var i størstedelen af Asien præget af en ret høj grad af stabilitet. Mellemøsten og Indien beherskedes af de tre "krudtimperier", Osmannerriget, Safavideriget i Persien og Stormogulriget i Indien. I Kina afløstes Mingdynastiet fra 1644 af et nomadedynasti, Manchu, der antog det kinesiske navn Qing og trods sin oprindelse i steppelandet i høj grad støttede sig til den kinesiske tradition. Også Japan og Korea stabiliseredes; det samme var trods mange interne kampe tilfældet i SØ-Asien, hvor de fleste af de stater, man genfinder på det moderne verdenskort — som Myanmar (Burma), Thailand, Cambodja og Vietnam — var ved at finde deres form. De største forandringer indtraf i det nordligste og det centrale Asien. I nord udstrakte Rusland i løbet af 1600-t. sit herredømme helt til Stillehavet ud over det tyndtbefolkede skovbælte nord for steppen og angreb Centralasien fra vest, mens Kina samtidig fra øst udstrakte sit herredømme over Xinjiang, Mongoliet og Tibet. I Manchuriet kom de to riger i kontakt med hinanden, og med traktaten i Nertjinsk 1689, den første traktat mellem Kina og en europæisk stat, ordnedes grænseforholdene mellem de to imperier.

Af grunde, som man endnu ikke kender, svækkedes de tre "krudtimperier" i begyndelsen af 1700-t. Dette fik især vidtrækkende betydning for Indien, hvor det fra midten af århundredet lykkedes det engelske ostindiske kompagni at erhverve skatteopkrævningsrettigheder over nogle af de rigeste områder. Herredømmet over Indien, der i 1858 overførtes til den engelske krone, blev udgangspunkt for opbygningen af et engelsk imperium i Asien, der efterlignedes først af nederlænderne i Indonesien og i 1800-t.s sidste årtier af Frankrig i "Indokina", de østligste dele af Sydøstasien.

Europas masseproduktion af industrivarer skabte fra begyndelsen af 1800-t. behov for nye markeder og for adgang til flere råvarer. Asien blev inddraget i den hurtigt voksende verdenshandel, og Europas teknologiske overlegenhed i 1800-t. gjorde asiatiske erobringer "billige". De ændringer i de økonomiske og politiske vilkår, der kom til Asien over havet, fremtvang nogle af de mest gennemgribende ændringer i de asiatiske kulturers historie. Både de stater, der formelt bevarede deres uafhængighed, som Kina, Iran, Japan og Osmannerriget, og de europæiske koloniområder tilegnede og tilpassede sig europæisk teknologi, retsnormer og kulturtræk, om end altid i et kompliceret samspil med ældre kulturlag.

Efter 1945

Den direkte europæiske imperialismes tidsalder afsluttedes efter 2. Verdenskrig og var næsten så kort som mongolerstormen i 1200-t., men det nutidige Asien er inddraget i den moderne verden på en måde, der måske mere end nogensinde gør det umuligt at tale om en særlig asiatisk historie. Efterkrigstidens politiske historie var længe knyttet til den kolde krig, men andre udviklingslinjer har sandsynligvis større betydning på længere sigt. Økonomisk udvikling spiller overalt en central rolle som politisk målsætning. Tidligt gennemført i Japan, men også fx i Thailand, Taiwan, Filippinerne, Sydkorea, Kina og Indien er der udviklet moderne industrikulturer, men kun sjældent som kopier af de vestlige industrisamfund. Inddragelsen i det moderne verdensmarked, medlemskabet af det moderne statssamfund, den nære kontakt med internationale idéstrømninger synes at være uomgængelige kendsgerninger i det nutidige Asien. Det har ført til dybtgående forandringer, men overalt i et originalt samspil med ældre historiske lag og ikke som mekanisk reproduktion af vestlige forbilleder. Yderpunkter som religiøs fundamentalisme og ultramoderne bymiljøer forekommer i i begyndelsen af 2000-t. mest iøjnefaldende, men mellem det traditionsbestemte og det moderne fortsætter årtusinders langsomme udvikling og tilpasning.

Politisk set har Sydasien været præget af den langvarige konflikt mellem Indien og Pakistan om Kashmir. Pakistan spillede endvidere en strategisk nøglerolle i forbindelse med den USA-ledede koalitions krig mod Talebanstyret i Afghanistan.

I Mellemøsten har terrorisme og olieresurser — sammen med den sammenbrudte fredsproces mellem Israel og palæstinenserne — haft stor betydning for udviklingen. En række lande i den arabiske verden har skullet gennemføre en svær balanceakt mellem på den ene side hensynet til amerikanske interesser, herunder den USA-ledede "war on terror" fra 2001, og på den anden side presset fra utilfredse befolkningsgrupper.

Læs mere om Asien.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Asien omfatter forskellige, særegne kulturer uden fælles enhed og historie. Hen over dem opstod vidtstrakte nomadeimperier, som knyttede områderne sammen kulturelt og handelsmæssigt; det største af dem var Mongolerriget under Djengis Khan. I begyndelsen var han kun leder af navn over en lille, ubetydelig stamme, hvis medlemmer alle forlod ham; da han døde i 1227, beherskede hans hære Nordkina og stepperne helt til Det Kaspiske Hav i vest. Efterkommere fortsatte erobringerne, bl.a. af hele Kina i 1279, og lod sig inspirere af de fastboendes kultur. Billedet, som angiveligt forestiller Djengis Khan på falkejagt, er et senere kinesisk silkemaleri.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+282313.601.svg (360.71 kB)

Asien. Riger og karavaneveje.

Admin

04/02/2009

[+290854.801.svg (4.24 kB)

Asien. Riger og karavaneveje.

Admin

04/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
17/12/2013
Redaktionen
15/12/2009
Oprindelige forfattere
Folke
29/01/2009
NSte
29/01/2009
TSeh
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki