Indien (Historie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Indien.

Indien.

Det kan være vanskeligt at betragte den historiske udvikling i Indien ud fra en enhedssynsvinkel. Det indiske subkontinent har stort set aldrig været behersket af kun én stat. Nogle få storriger har forsøgt at underlægge sig hele området, men alle har været stærkt tidsbegrænsede: Mauryariget (300-200-t. f.Kr.), Delhisultanatet (1200-1500-t.), Mogulriget (1500-1600-t.) og Det Britiske Imperium (1800-1900-t.). Kun briterne havde for en tid reel magt over hele Indien.

Kulturelt har der eksisteret et fællesskab baseret på hinduismen, der dog som religion er uhyre varieret og delt i mange forskellige sekter og retninger. Andre religioner, ikke mindst islam, har ligeledes sat deres præg på indisk historie. Sprog og livsformer er forskellige fra region til region og har dannet baggrund for meget forskellige identiteter og historiske udviklingstendenser.

Kastevæsenet har skabt et stærkt opsplittet samfund, om end kasterne samtidig har været knyttet sammen i gensidig afhængighed.

Historisk oversigt
ca. 30000-12000 f.Kr. Brug af avancerede stenredskaber.
ca. 3000 f.Kr. Overgang fra jæger-samler-kultur til kvægavl og agerbrug.
ca. 3000-2000 f.Kr. Induskulturen.
ca. 1700 f.Kr. Indoariernes indvandring begynder.
ca. 1000-500 f.Kr. Jernet indføres.
326 f.Kr. Alexander den Stores hære krydser Indusfloden.
200-t. f.Kr. Mauryadynastiets blomstringstid under kong Ashoka. Koloniseringer mod øst.
320-ca. 500 Guptadynastiet.
ca. 850-1278 Cholariget dominerer i Sydindien og i perioder dele af Sri Lanka.
1206-1526 Delhisultanatet.
ca. 1340 Vijayanagar-riget i Sydindien bliver dannet.
1498 Portugiseren Vasco da Gama ankommer til Calicut i Sydindien.
1526-1858 Mogulerne.
1556-1707 Mogulrigets storhedstid.
1600-t. Europæiske handelskompagnier etablerer sig i Indien.
1620 Den danske handelsstation Tranquebar oprettes syd for Madras.
1757 Slaget ved Plassey. Bengalen underlægges det britiske East India Company.
1799 Briterne besejrer Tipu Sultan ved Mysore.
1857-58 Oprør (traditionelt kendt som Sepoy-oprøret) i Nordindien, rettet mod briterne.
1858 Indien bliver britisk kronkoloni.
1885 Den Indiske Nationalkongres, INC, stiftes.
1890'erne Voksende krav om selvstændighed.
1906 Den Muslimske Liga oprettes.
1912 Hovedstaden flyttes fra Calcutta til New Delhi.
1920 Gandhi iværksætter den første ikke-samarbejdskampagne, og INC får karakter af massebevægelse.
1930 Gandhis saltmarch og civil ulydighedskampagne.
1942 "Quit India"-kampagnen indledes af Gandhi.
1947 Selvstændighed og deling. Oprettelsen af Pakistan. Store massakrer i begge lande.
1948 Mahatma Gandhi myrdes.
1950 Den sekulære republik Indien dannes.
1962 Krig mellem Kina og Indien.
1965 Indopakistansk krig.
1971 Krig mellem Pakistan og Indien fører til, at Bangladesh oprettes.
1975-77 Undtagelsestilstand.
1984 Miljøkatastrofen i Bhopal. Det Gyldne Tempel i Amritsar stormes af regeringstropper. Indira Gandhi myrdes.
1991 Reformperiode indledes for indisk økonomi.
1993 Moskéen i Ayodhya ødelægges af militante hinduer.
1998 Indien foretager atomprøvesprængninger.
1999 Kargilkonflikten med Pakistan.
2003 Våbenstilstandsaftale med Pakistan.

Arierne

I løbet af det 2. årtusinde f.Kr. trængte indoarisktalende stammer formentlig i flere bølger ned fra Centralasien og bredte sig til forskellige dele af subkontinentet. Hovedbevægelsen skete formodentlig omkring 1700 f.Kr. dvs. kort før overgangen til jernalder i området. Med bronzevåben og lette stridsvogne var de våbenteknologisk overlegne, og i mødet med den bosiddende befolkning sejrede indoarierne både militært og kulturelt i den nordlige del af Indien. Med tiden blev også Sydindien stærkt kulturelt påvirket, men her bevaredes det dravidiske sprog. De ariske stammers kultur kendes først og fremmest fra den religiøse hymnesamling Rigveda. Arierne slog sig i første omgang ned i Indusområdet, men bredte sig efterhånden mod øst på Gangessletten, hvor de brændte skovene af og etablerede landbrug. Formentlig var arierne ret få, men som samfundets øvre lag kontrollerede de den oprindelige befolkning.

De første statsdannelser

I løbet af det 1. årtusinde f.Kr. bredte ariernes kultur og religion sig langsomt til hele Indien og blev blandet med førariske elementer, der især i syd blev ved med at være fremtrædende.

I årtusindets første halvdel udviklede en række stammeterritorier i Nordindien sig til egentlige territoriale kongeriger, og større bydannelser dukkede op. I samme periode blev stridsvognene afløst af krigselefanter som den dominerende militærteknologi, hvilket gav mulighed for at samle småstater til større politiske enheder. Fra 500-t. f.Kr. blev den østlige del af Gangessletten et politisk og kulturelt centrum; her etableredes en ny type magtstat med kongen som dominerende faktor, først og fremmest repræsenteret ved Magadhariget.

I samme periode blev grundlaget lagt for en række forskellige lærdomsgrene. Mere systematiske religiøse overvejelser tog form, bl.a. samlet i upanishaderne, en gruppe religiøse tekster, som fik stor betydning for hinduismens senere udvikling. Samtidig blev grundlaget lagt for jainismen og buddhismen af hhv. Mahavira og Buddha.

Med udgangspunkt i Bihar fik Magadhariget efterhånden kontrol over store dele af subkontinentet. I det nordvestlige Indien lettedes ekspansionen af, at statssystemet var brudt sammen, da Alexander den Store i midten af 320'erne f.Kr. kortvarigt var trængt ind i Indusområdet. Få år senere etablerede Chandragupta 1. sig som hersker over Magadhariget og grundlagde Mauryadynastiet.

Ashokas rige

Ashoka, som regerede i 200-t. f.Kr., blev dynastiets store hersker, og hans rige var det første egentlige storrige på subkontinentet. Riget strakte sig ud i næsten alle hjørner bortset fra den sydligste del. Det er dog tvivlsomt, hvor effektiv statens kontrol var uden for hovedhandelsvejene, når man kom syd for bjergkæden Vindhya Range, ca. 600 km syd for Delhi.

Ashokas rige var ikke en centraliseret enhedsstat. Kerneområdet var afgrænset mht. størrelse og underlagt en centraliseret administration, og de øvre lag i de mere perifere områder, fx guvernører og militære ledere, var formodentlig under en form for central myndighed og blev holdt sammen af loyalitet mod kongen. Derimod stod de lavere niveauer under lokale myndigheder, det være sig lydkonger, småfyrster, godsejere eller store jordejere i landsbyerne. Jo længere man kom fra kerneområdet, desto mere begrænset blev statens magtmonopol. Til gengæld havde staten en betydelig rækkevidde, når det gjaldt om at intervenere eller demonstrere sin magt med militære midler.

Alt efter afstanden til centret var statens vigtigste interesse indsamling af skatter fra bønderne, tribut eller blot plyndring under krigstogter. Konsekvensen var, at de perifere områder kunne skifte tilhørsforhold eller selv forsøge at etablere sig som kerneområder i nye statsdannelser, og dette kan ses som en model for den politiske magts udvikling i Indien helt frem til det britiske kolonistyre. En stats fremgang var afhængig af, at statsstrukturen kunne finansieres, men kommunikationsmidler samt administrative og militære resurser var i reglen for svage til, at man forsøgte at integrere de perifere områders økonomi i et ensartet mønster.

Efter Ashoka

Indien. Fritstående buddhastatue fra 100-200-t., der efter hellenistisk forbillede er klædt i togalignende dragt. Statuen stammer fra Gandhara i det nordvestlige Indien og Afghanistan, som i århundrederne f.Kr. var under græsk indflydelse. Gandharastilen udvikledes under Kushandynastiet, der var stærkt påvirket af buddhismen.

Da Ashoka døde ca. 233 f.Kr., faldt riget sammen, og den følgende periode blev præget af flere bølger af indvandrere fra nordvest. Forskellige græske dynastier etablerede sig og blev senere afløst af indoskyther fra Centralasien, shakaer, og af kushaner. Indvandrerne oprettede stater, og i en række tilfælde var herskere i stand til at knytte lokale fyrster til sig og skabe større regionale kongeriger, der fungerede som kulturelle og religiøse centre. Den vigtigste af de nye herskere var kushanfyrsten Kanishka, som formentlig regerede i 100-t. e.Kr. Det politiske tyngdepunkt var fortsat Nordindien, mens det centrale og sydlige Indien endnu var præget af stammestater eller løse konføderationer.

I løbet af 300-t. dukkede et nyt storrige op i Nordindien. Guptariget, der opstod i samme område som Mauryariget, kom gennem erobringer og ægteskabsalliancer til at dominere det nordindiske flodsletteland. Riget havde nære kontakter til det centrale Indien og foretog krigstogter mod syd. I slutningen af 400-t. brød det dog sammen under pres fra nye indtrængende stammer fra Centralasien, heriblandt hunnerne. I 600-t. lykkedes det kortvarigt for kong Harsha på ny at skabe en stat over næsten hele Nordindien, men herefter blev regionen delt i mindre riger.

Guptaperioden er langt senere blevet opfattet som Indiens klassiske tid. Fyrsterne støttede et blomstrende kulturliv, og religiøse institutioner blev støttet med bl.a. jordtildelinger. Guptarigets administrative struktur og det hinduistiske kongeideal fik stor betydning som forbillede i andre dele af Indien.

I de første århundreder e.Kr. voksede handelen med andre områder, ikke mindst i Sydindien. Man havde mange kontakter både med Sydøstasien, hvortil der også var en storstilet kultureksport, og med Romerriget. Byerne voksede pga. den øgede handel, og i sammenhæng hermed skete der en religiøs differentiering, idet de store religioner, hinduisme, buddhisme og jainisme, fandt nye udtryk og spaltedes i flere retninger.

Regionale kulturer

I løbet af det første årtusinde e.Kr. udviklede Central- og Sydindien sig til lige så vigtige politiske regioner som Nordøstindien, der nu udgjorde et område for sig, og det øvrige Nordindien. Perioden 600-1200 var præget af mange regionale kongeriger og ofte ret kortlivede dynastier. Alle væsentlige politiske processer fandt sted i disse regioner, hvor der sædvanligvis kun var én hovedmagt; og ingen regionale herskere var i stand til at udøve kontrol over andre regioner i længere tid ad gangen. Militære konflikter regionerne imellem drejede sig for det meste om kontrol med grænseområder eller om blot at vinde krigsbytte.

Regionalrigerne opstod i tre trin: "Stammehøvdinge" blev til små lokale hindufyrster; en sådan fyrste blev konge omgivet af samantaer, dvs. undertvungne tribut- og loyalitetspligtige nabokonger; storfyrster opstod og kom til at kontrollere større områder. De integrerede samantaerne i rigets interne struktur.

I denne proces spillede præsteskabet, brahmanerne, en stor rolle, idet staterne i høj grad legitimeredes religiøst. Kongen var religionens beskytter. Han gav jord til religionens vogtere og byggede store kongelige tempelkomplekser som symbol på sin magt og rigets religiøse identitet; det var ikke mindst kongens rituelle overhøjhed, der bandt riget sammen.

Ofte ønskede kongens stormænd den samme, mere frie status, som samantaerne havde. Da der desuden var mangel på kontante penge til betaling af embedsmænd, og da kongens prestige afhang af antallet af tributydende fyrster, var der en tendens til, at kredsen af samantaer voksede, mens inderkredsen blev mindre. Det underminerede kongens magtbase, og hvis han blev for svag, stod større tributfyrster klar til at løsrive sig eller til selv at tage magten. Regionalrigernes voksende politiske betydning blev især i perioden 1000-1300 fulgt af en kulturel regionalisering inden for sprog og litteratur. Samtidig fandt en øget folkeliggørelse af hinduismen sted, idet lokale guddomme fik større betydning, og nye religiøse centre opstod i forbindelse med de store tempelbyer.

Cholariget (ca. 850-1278) i Sydindien udgør en undtagelse fra de kortvarige regionalriger. Riget udviklede sig fra 800-t. til et kraftcentrum, der gennem store købmandsgilder drev international handel med både Vest- og Sydøstasien.

Islam i Indien

Allerede i 700-t. havde arabere erobret dele af Sindh i det nuværende Pakistan, og i slutningen af 800-t. fandtes der både her og i Punjab selvstændige arabiske dynastier. I begyndelsen af 1000-t. destabiliseredes statssystemet i Nordindien af en lang række indfald fra Afghanistan, foretaget af Mahmud, en af Ghaznavidedynastiets herskere. Det var en af forudsætningerne for Delhisultanatet, som blev grundlagt i 1206 af muslimer fra Centralasien og i løbet af 100 år udviklede sig til et storrige.

Delhisultanatet

Det var først med Delhisultanatet, at islam fik varig indflydelse i Indien. Mens tidligere indtrængende fra nordvest temmelig hurtigt blev assimileret i indisk kultur og tog de indiske religioner til sig, fastholdt de nye muslimske erobrere deres tro og bevarede længe deres kontakter til Centralasien, hvorfra der til stadighed rekrutteredes nye medlemmer af herskerklassen. Der opstod en blandingskultur med både muslimske og indiske elementer, og med tiden blev Delhisultanerne indiske herskere, men af en anden religion end hovedparten af undersåtterne.

I begyndelsen havde islam i Indien nærmest karakter af at være den nye herskende klasses stammekult, og Delhisultanatet var i religiøse anliggender underlagt kaliffen i Baghdad. Men efter kalifatets sammenbrud i 1258 blev sultanerne selv en religiøs autoritet, og islam fik status som statsreligion. Der foregik en stor tilvandring af muslimske soldater, købmænd og håndværkere foruden af lærde og hellige mænd. De slog sig ned i byerne, men med tiden og især under Mogulriget i 1500-1600-t. var der dog også store grupper i landområderne, der konverterede. Det skete især i nordvest blandt grupper, der forlod en nomadetilværelse for at blive bofaste bønder, og i Bengalen, hvor muslimske pionerer ryddede skove til landbrug og vandt de lokale beboere for islam.

Det nye rige havde sit grundlag i en ny militær teknologi, et slagkraftigt kavaleri, og staten organiseredes som en militær feudalstat. Hærkommandanter og embedsmænd fik overdraget jordskatten i bestemte områder og havde til gengæld pligt til at stille med et bestemt antal tropper. Det blev kombineret med en forvaltning, som i princippet, men næppe i praksis var centraliseret.

Hindufyrsternes legitimitet var i høj grad funderet i den fælles religion. Dette var naturligt nok ikke muligt for de muslimske fyrster, som måtte forlade sig på evnen til at føre krig. Hele økonomien blev derfor meget afhængig af krigsførelse: Statens territorium måtte til stadighed udvides for via skatter at skaffe finansiel dækning for udgifterne til bl.a. hærlederne og krigsførelsen. Der opstod således en snæver sammenhæng mellem stat, økonomi og militær, hvilket gjorde staten sårbar over for militær fiasko, og der var grænser for, hvor stort et område man kunne beherske effektivt. Dertil kom, at herskerklassens loyalitet var nært knyttet til sultanens person, hvorfor fx tronskifter kunne føre til oprør og forsøg på løsrivelse.

Sultanatet adskilte sig fra hindustaterne ved, at samantaerne var erstattet af kavaleriførere, men på andre punkter lignede det regionalrigerne; forsøg på økonomiske og administrative reformer, der skulle give sultanen større kontrol over områder uden for kerneområdet, slog næsten alle fejl, om end nogle af de skattesystemer, som blev indført, fik langtrækkende virkninger.

Delhisultanatet, hvis statsmodel efterhånden blev den dominerende i Indien, kulminerede omkring 1330, og umiddelbart derefter begyndte det at opløses i regionale stater. Ca. 1340 blev det store hinduistiske rige Vijayanagar i Sydindien grundlagt. Det eksisterede indtil 1646 og skabte mange af de magtmæssige og økonomiske strukturer i Sydindien, som europæerne senere mødte. I det centrale Indien på Deccanplateauet, i Bengalen og i Gujarat udfyldte en række muslimske hærførere som selvudnævnte sultaner tomrummet efter Delhisultanatet.

Mogulriget

Indien. Stormogulen Akbar krydser Jumnafloden med sin hær på en pontonbro. Billedet stammer fra den rigt illustrerede Akbarnama (ca. 1597), en hofkrønike af Abu'l Fazl, som beretter om kejserens bedrifter.

I begyndelsen af 1500-t. blev grundlaget for et nyt storrige skabt. Udgangspunktet var igen en invasion fra Centralasien, og atter kunne erobrernes succes tilskrives en ny militær teknologi, nemlig et effektivt feltartilleri kombineret med det bevægelige rytteri. Mogulriget blev grundlagt af Babur, som i 1526 besejrede den sidste Delhisultan, og under hans sønnesøn Akbar iværksattes en storstilet erobringspolitik, hvorved de andre regionalriger blev undertvunget; i slutningen af 1600-t. under Aurangzeb havde Mogulriget kontrol med hele subkontinentet bortset fra sydspidsen.

Mogulriget var ligesom Delhisultanatet baseret på militærfeudalisme, men havde større central kontrol over embedsmændene, og riget var mere effektivt administreret ikke mindst med hensyn til opkrævning af skatter. Som tidligere storkonger havde også mogulerne problemer med kontrollen af riget i periferien og på lokalt niveau.

Den snævre, loyale muslimske herskerklasse blev efterhånden udvidet med hinduer, men hele tiden stod undertvungne fyrster og stormænd på spring for at frigøre sig, hvis muligheden bød sig. Staten havde vanskeligheder med at få det ofte stridbare krigeraristokrati til at fungere som embedsmænd og med at få lokale godsherrer, zamindarer, og dominerende grupper i landsbyerne til at bistå med opkrævning af skatter og afgifter fra bønderne. Dertil kom problemer med at få konger og småfyrster, som ikke var under direkte kontrol, til at acceptere mogulernes overhøjhed.

Mogulerne støttede det blomstrende kulturliv ved hoffet, hvilket bl.a. har sat sig spor i en storstilet magtarkitektur med gravmælet Taj Mahal i Agra og bygningen af hovedstaden, det nuværende Old Delhi, som de mest berømte eksempler.

Mogulrigets sammenbrud

Indien. Det Røde Fort, Delhi, opført midt i 1600-t.

Indien. Det Røde Fort, Delhi, opført midt i 1600-t.

Økonomisk var Mogulriget i høj grad baseret på den handel med europæiske sømagter, som kom i gang fra begyndelsen af 1500-t., og som tilførte Indien store mængder af sølv fra de spanske kolonier i Amerika. Sølvet fungerede som en økonomisk spore, og landbruget, der var en afgørende forudsætning for rigets magtudøvelse, oplevede formentlig en voksende produktivitet. Skattetrykket hvilede imidlertid hårdt på bønderne og førte ofte til oprør, der belastede rigets økonomi.

Også den stadige erobringspolitik tærede på resurserne, hvortil kom, at den militære elites loyalitet dels var bundet til mogulens person, dels afhang af militær succes. Det første forhold førte til tilbagevendende tronfølgekrige, det andet til forsøg på løsrivelse og selvstændiggørelse fra guvernører og lydfyrster, når riget svækkedes.

I slutningen af 1600-t. blev rigets resurser under Aurangzeb strakt til det yderste, og fra omkring 1690 var det i permanent krise. Det centraliserede rige begyndte at opløses i regionale kongedømmer, der var løseligt knyttet sammen af symbolsk tribut til mogulkejseren i Delhi. Processen tog fart i første halvdel af 1700-t., da der opstod en række egentlige efterfølgerstater med livskraftige regionale centre. Vigtigst var marathaernes konføderation med centrum i Pune, men også mogulernes øverste embedsmand, Nizam al-Mulk, skabte sit eget fyrstendømme i Hyderabad i Deccan, og det samme gjorde flere guvernører, bl.a. i Bengalen og Oudh. Samtidig blev NV-Indien igen udsat for indfald fra Centralasien. Ændringer i den militære teknologi spillede endnu en gang en hovedrolle, da Mogulriget gik i opløsning: Udbredelsen af håndvåben kombineret med let kavaleri satte modstanderne i stand til at klare sig over for mogulernes tungere udrustede hære.

Mange har anset 1700-t. for at være en forfaldsperiode i Indien, men det var det næppe. Økonomisk var det en dynamisk periode, og de nye stater skabte nye udviklingsmuligheder. Mogulernes efterfølgere blev imidlertid snart stillet over for en ny trussel.

Europæerne i Indien

Indien. Hvad der begyndte som et mytteri blandt de indfødte soldater, sepoys, i britisk tjeneste, udviklede sig 1857-58 til et stort nordindisk oprør mod briterne. De dramatiske begivenheder optog også sindene i Europa. Stormen på Delhi, mogulernes gamle hovedstad og et af oprørets centre, blev skildret således i The Illustrated London News, 1857.

Europæerne havde handlet på Indien, siden Vasco da Gama i 1498 var sejlet syd om Afrika og havde krydset Det Indiske Ocean. De skaffede sig handelsstationer på kysten, sommetider omgivet af mindre landområder, fx det portugisiske Goa og det danske Tranquebar. De europæiske interesser blev varetaget af handelskompagnier, hvoraf de vigtigste var det britiske East India Company og det franske Compagnie française des Indes. I midten af 1700-t. begyndte kompagnierne direkte at blande sig i indiske forhold for at sikre egne økonomiske interesser.

I konkurrence med franskmændene, repræsenteret først og fremmest ved Joseph François Dupleix, sikrede briterne sig efter Robert Clives sejr i Slaget ved Plassey 1757 kontrollen med det rige Bengalen. I 1765 efter Slaget ved Baksar fik de skatteopkrævningsretten i området. Dermed var et nyt regionalrige etableret, og East India Company havde et økonomisk grundlag for de følgende årtiers ekspansion ikke alene fra Bengalen, men også fra Madras (Chennai) i Sydindien og fra Bombay (Mumbai) i det vestlige Indien.

Ekspansionen var ikke resultat af en langsigtet plan. Den var snarere en utilsigtet følge af kompagniets bestræbelser på at sikre sine handelsinteresser og de allerede erobrede områder mod de konkurrerende indiske fyrster. Briterne benyttede sig af et velfinansieret og disciplineret infanteri hovedsagelig bestående af indiske lejesoldater, som i det lange løb viste sig de indiske fyrsters feudale opbud overlegent. Mysore, som i anden halvdel af 1700-t. under den muslimske hersker Hyder Ali og derefter hans søn Tipu Sultan udviklede sig til en regional stormagt, blev besejret af briterne i 1799, og fra omkring 1820 udgjorde briterne den dominerende magt på subkontinentet. Det sidste større rige, Punjab, kom under britisk kontrol i 1840'erne. Efter nedkæmpelsen af det store nordindiske oprør i 1857-58, Sepoyoprøret, var briterne den eneste tilbageværende magt. Et nyt storrige var etableret, og i 1858 overtog den britiske krone styret fra East India Company.

Det Britiske Imperium i Indien

Det britiske styre adskilte sig fra tidligere storriger ved at være i stand til at sætte sig igennem over en langt større del af subkontinentet. I praksis havde briterne kontrol med hele området, selvom store dele af det fortsat var overladt til lokale fyrsters styre. En anden forskel var, at erobrerne ikke blev en del af Indien. Hovedbasen forblev udenfor.

Britisk Indien blev det centrale led i Det Britiske Imperium. Indien blev råvareproducent (bl.a. jute og bomuld) for dele af den importafhængige britiske industri, og Storbritannien havde indtil 2. Verdenskrig et handelsoverskud i forhold til Indien, som derfor spillede en central rolle for det verdensomspændende britiske finanssystem. Endvidere var Indiens strategiske beliggenhed i Det Indiske Ocean og muligheden for at anvende indiske tropper i hele dette område vigtig for Storbritanniens stormagtsstatus. Som i sine andre kolonier havde briterne desuden et ideologisk ønske om at udbrede den vestlige civilisation.

Den britiske kompagnistat havde i begyndelsen mange lighedspunkter med fx Mogulriget og dets efterfølgerstater, hvis administrative strukturer briterne byggede videre på. Men efterhånden som samfærdsels- og kommunikationsmidler tillod det, skabtes en moderne stat med et moderne kontrolapparat og en mere effektiv skatteopkrævning. Briterne var dog samtidig, ligesom tidligere storriger havde været det, i høj grad afhængige af, at undersåtterne opfattede dem som legitime herskere. Derfor spillede lokale aristokratier og højstatusgrupper i landsbyerne en central rolle som mellemmænd og skatteopkrævere, og de indgik sammen med skriftkyndige i et netværk af indiske støtter, som kunne forestå hovedparten af det praktiske arbejde for de fåtallige briter.

Kolonien var således også sårbar over for dette netværks sammenbrud, og man kan hævde, at det præcis var, hvad nationalistbevægelsen Den Indiske Nationalkongres og især Mahatma Gandhi gennemskuede.

Nationalistbevægelsen

I slutningen af 1800-t. var der blandt uddannede indere stigende utilfredshed med de ringe muligheder for adgang til højere stillinger i administrationen og med den manglende indflydelse på de politiske beslutninger. I 1885 dannedes Den Indiske Nationalkongres, INC, der blev centrum for de følgende 60 års nationale kamp. I begyndelsen havde INC meget moderate ønsker, men efterhånden, og især efter 1. Verdenskrig, blev kravet Indiens uafhængighed.

Dermed blev der sat spørgsmålstegn ved briternes prestige og deres styres legitimitet, og de blev i stigende grad ramt af de kampagner for ikke-samarbejde og civil ulydighed, som først og fremmest Gandhi stod i spidsen for. Da de økonomiske relationer, som oprindelig have været briternes hovedargument for overhovedet at sætte sig på magten, samtidig forandrede sig, og Indien ikke længere spillede den samme rolle i det britiske imperiesystem, erkendte de, at det var på tide at trække sig ud.

I denne proces blev inderne delt efter religiøse retningslinjer, hinduer over for muslimer. Det hang dels sammen med kulturelle og sociale forskelle, dels og i lige så høj grad med en britisk del og hersk-politik, som udnyttede, at muslimske separatister, organiseret i Den Muslimske Liga med Muhammad Ali Jinnah i spidsen, stod over for det hindudominerede INC. Resultatet blev en deling ved uafhængigheden i august 1947 i et overvejende hinduistisk Indien og et todelt muslimsk Pakistan bestående af NV-Indien og Østbengalen (Vest- og Østpakistan).

Det britiske styres konsekvenser

Under det britiske kolonistyre skabtes mange samfundsmæssige strukturer, som stadig præger det moderne Indien. Nok er det tvivlsomt, hvor langt kolonimagten kunne sætte sin vilje igennem på lokalt niveau, men dens mere effektive administration og skatteopkrævning satte sine spor. I denne proces var inderne selv aktive medspillere, idet de søgte at udnytte de muligheder, der bød sig i kraft af briternes behov for partnere og manglende kendskab til det indiske samfund.

Skattesystemerne, som briterne overtog fra forgængerne, blev udnyttet mere effektivt, og sammen med indførelsen af privat ejendomsret efter europæisk mønster førte det til øget social differentiering på landet, de velstillede blev rigere og de fattige fattigere; og det var i de bedrestillede lag, briterne opbyggede deres netværk af støtter.

Handelen indrettedes efter de britiske behov og koncentreredes i britiske centre, især i havnebyerne. Tidligere regionale centre mistede betydning, og befolkningen herfra søgte mod landbruget. Britiske handelsinteresser førte sammen med den moderne stats økonomiske krav til en øget kommercialisering af landbruget. Indisk industri var længe hæmmet af hensynet til britiske interesser og var ved uafhængigheden kun svagt udviklet i få regionale centre.

Meget tyder på, at der under kolonialismen skabtes nye samfundsformer, som senere er blevet betragtet som ældgamle, traditionelle systemer. Kastevæsenet forstået som et stift religiøst hierarki, domineret af brahmanerne, er muligvis delvis et produkt af kolonimagtens ønske om at forstå og administrere samfundet i klare og håndterlige kategorier. Det kastevæsen, som briterne oprindelig havde mødt, var efter alt at dømme ganske fleksibelt og knyttet sammen med den politiske magt. Men da den nye statsmagt mente, at samfundet på et religiøst grundlag var opdelt i klart adskilte grupper, indrettede inderne sig efter denne situation, fordi det kunne være fordelagtigt, når statens resurser skulle fordeles.

Det uafhængige Indien - fra 1947

Den indiske nationalisme, 2. Verdenskrig og Storbritanniens svækkelse tvang briterne til afkolonisering i 1947. De mange hundrede indiske fyrstestater, som havde været underlagt briterne, blev indlemmet i Pakistan og Indien. I 1956 blev de få tilbageværende franske områder officielt indlemmet i Indien, og i 1961-62 fulgte de tidligere portugisiske kolonier efter, bl.a. Goa. Selvom det moderne, uafhængige Indien ikke omfatter hele subkontinentet, kan det betegnes som et nyt subkontinentalt storrige.

Kongrespartiet under Jawaharlal Nehrus ledelse satte sig fra begyndelsen på centralmagten i Delhi. Som statsform valgte man efter vestligt forbillede den sekulære demokratiske forbundsstat, baseret på forfatningspatriotisme og social reform. Indien har siden selvstændigheden haft tre hovedproblemer: national integration, økonomisk udvikling og sikringen af den nationale uafhængighed. "Enhed i mangfoldighed" har været et slagord, når det gjaldt den nationale integration, men mangfoldigheden har skabt adskillige problemer, bl.a. i spørgsmålet om fordelingen af magt mellem centralregering og delstater. Siden omkring 1970 har den politiske magt været betydelig mere omskiftelig i delstaterne end i Delhi. De enkelte regioner har kæmpet for deres sproglige og kulturelle identitet, og en række steder, bl.a. i Assam, Nagaland, Tamil Nadu og Punjab, er der opstået separatistbevægelser. Desuden har statens religiøse neutralitet været udsat for angreb fra især sikher og hinduer (se hindunationalisme). Ingen grupper har dog været stærke nok til at dominere resten af samfundet, og det har hidtil forhindret staten i at bryde sammen. Endvidere ser medlemmerne af den hastigt voksende middelklasse, som i slutningen af 1990'erne udgør ca. 1/4 af befolkningen, deres hovedinteresse i mht. uddannelse, job og sikkerhed at støtte statens fortsatte eksistens.

Hvad angår den økonomiske udvikling, har hovedstrategien været at klare sig selv med et minimum af import og at skabe økonomisk vækst. Det har man søgt at kombinere med en social velfærdspolitik med udligning af uligheder i samfundet. Men når de to strategier er kommet i konflikt med hinanden, har væksthensynet som regel vejet tungest. Det gælder således for landbrugspolitikken, hvor hensynet til øget produktion har vejet tungere end en ideologi om jordreformer.

Udenrigspolitisk har forholdet til Pakistan været hovedproblemet; spørgsmålet om Kashmirs tilhørsforhold førte til krig i 1947-48 og 1965 (se Jammu og Kashmir). En krig i 1971 blev udløst af Østpakistans ønske om løsrivelse fra den pakistanske stat og førte til dannelsen af Bangladesh. Også med den anden store nabo, Kina, har der været grænsestridigheder, som i 1962 blev til regulær krig i de nordøstlige grænseområder, hvor Kina ikke anerkendte McMahonlinjen som grænse. Forholdet mellem de to naboer har siden været anspændt, men en tilnærmelse er dog sket i 1990'erne.

Internationalt valgte Indien fra begyndelsen at stå uden for stormagtsblokkene som alliancefri stat med stillingtagen fra sag til sag. Man accepterede gerne bistand fra alle sider, men da USA, der var i militær alliance med Pakistan, efter 1965 suspenderede sit hjælpeprogram til Indien, knyttede landet sig nærmere til Sovjetunionen, og i 1971 blev en indisk-sovjetisk venskabstraktat underskrevet.

Statsoverhoveder
generalguvernører
1947-48 Louis Mountbatten 
1948-50 Chakravarti Rajagopalachari 
præsidenter
1950-62 Rajendra Prasad 
1962-67 Sarvepalli Radhakrishnan 
1967-69 Zakir Husain
1969-74 Varahagiri Venkata Giri
1974-77 Fakhruddin Ali Ahmed
1977-82 Neelam Sanjiva Reddy
1982-87 Zail Singh
1987-92 Ramaswamy Venkataraman
1992-97 Shankar Dayal Sharma
1997-2002 Kocheril Raman Narayanan
2002-2007 Avul Pakir Jainulabdeen Abdul Kalam 
2007 Pratibha Patil 

Siden 1985 har Indien været medlem af den sydasiatiske regionale samarbejdsorganisation SAARC (South Asian Association for Regional Cooperation), der bl.a. søger at løse konflikter på subkontinentet med fredelige midler.

Regeringsledere
1947-64 Jawaharlal Nehru 
1964-66 Lal Bahadur Shastri 
1966-77 Indira Gandhi 
1977-79 Morarji Desai 
1979-80 Charan Singh
1980-84 Indira Gandhi
1984-89 Rajiv Gandhi 
1989-90 Vishwanath Pratap Singh 
1990-91 Chandra Shekar
1991-96 Pamulaparti Venkata Narasimha Rao 
1996 Atal Bihari Vajpayee 
1996-97 Hardanahalli Doddegowda Deve Gowda
1997-98 Inder Kumar Gujral
1998-2004 Atal Bihari Vajpayee
2004- Manmohan Singh 

Efter Jawaharlal Nehrus død i 1964 blev Lal Bahadur Shastri premierminister, men da han allerede døde i 1966, overtog Nehrus datter Indira Gandhi embedet. Hun var valgt som kompromiskandidat, men kom snart på kollisionskurs med Kongrespartiets gamle ledere, hvilket i 1969 førte til en splittelse af partiet. Indira Gandhi beholdt imidlertid magten indtil valget i 1977, da hun led nederlag til Janata, en koalition af oppositionspartier, og blev afløst som premierminister af Morarji Desai. Baggrunden for valgnederlaget var, at hun i en politisk krisesituation i 1975 havde indført undtagelsestilstand, som varede indtil 1977. I 1980'erne genvandt Kongrespartiet magten i Delhi under Indira Gandhi; da hun i 1984 blev myrdet af sikhseparatister, efterfulgtes hun af sin søn Rajiv Gandhi, der selv blev offer for et politisk attentat under en valgkamp i 1991.

Under Narasimha Raos regering 1991-96 iværksattes en gradvis liberalisering af den indiske økonomi, ikke mindst drevet af finansminister Manmohan Singh. Op gennem 1990’erne øgedes spændingerne mellem hinduer og muslimer, hvilket bl.a. kom til udtryk ved yderligtgående hinduaktivisters nedrivning af Babri-moskéen i Ayodhya i 1992. Ved valget i 1996 blev det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party, BJP, Indiens største. Fra 1998 fortsatte en BJP-ledet regering under A.B Vajpayee liberaliseringspolitikken. I 1998 foretog Indien en serie atomprøvesprængninger, der få dage efter blev modsvaret af Pakistan. Forholdet til Pakistan nåede i 1999 og 2002 nye lavpunkter som følge af Kashmirproblemet; i 1999 kom det til regulære krigshandlinger ved våbenstilstandslinjen i de høje bjerge i Kargil. Indien beskyldte i perioden Pakistan for at sponsorere muslimske terrorangreb i Kashmir og for indirekte at stå bag et angreb på det indiske parlament i New Delhi i 2001.

I den BJP-ledede delstat Gujarat kom det i 2002 til voldsomme optøjer mellem hinduer og muslimer, efter at en togvogn med hinduaktivister blev sat i brand – mindst 800 muslimer omkom ved hævnmord. Tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 kostede ca. 12.000 indere livet – værst gik det ud over delstaten Tamil Nadu og øgruppen Andamanerne.

Som et led i valgkampen i 2004 iværksatte den BJP-ledede koalitionsregering en kampagne under mottoet India Shining, som skulle fortælle vælgerne om de store fremskridt Indien havde opnået under hindunationalisterne. Trods Vajpayees store popularitet gav kampagnen bagslag, bl.a. fordi en stor del af de senere års økonomiske fremskridt ikke i særlig stort omfang var kommet de fattige til gode. Valgkampens sejrherre var Kongrespartiets leder, den italienskfødte Sonia Gandhi, enke efter Rajiv Gandhi. Hun valgte at overlade regeringsledelsen til Manmohan Singh, der har fortsat liberaliseringen af økonomien, dog i langsommere tempo som følge af modstand fra bl.a. kommunisterne i koalitionsregeringen. Forholdet til Pakistan har siden en våbenstilstandsaftale om Kashmir i 2003 været i bedring, symbolsk markeret med etablering af direkte bus- og jernbaneforbindelser. Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier, og det har bl.a. betydet et tættere forhold til USA, ligesom relationerne til Kina har været inde i en gunstig udvikling.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Indien. Hvad der begyndte som et mytteri blandt de indfødte soldater, sepoys, i britisk tjeneste, udviklede sig 1857-58 til et stort nordindisk oprør mod briterne. De dramatiske begivenheder optog også sindene i Europa. Stormen på Delhi, mogulernes gamle hovedstad og et af oprørets centre, blev skildret således i The Illustrated London News, 1857.

© Dette billede må du ...

Indien. Det Røde Fort, Delhi, opført midt i 1600-t.

© Dette billede må du ...

Indien. Stormogulen Akbar krydser Jumnafloden med sin hær på en pontonbro. Billedet stammer fra den rigt illustrerede Akbarnama (ca. 1597), en hofkrønike af Abu'l Fazl, som beretter om kejserens bedrifter.

© Dette billede må du ...

Indien. Fritstående buddhastatue fra 100-200-t., der efter hellenistisk forbillede er klædt i togalignende dragt. Statuen stammer fra Gandhara i det nordvestlige Indien og Afghanistan, som i århundrederne f.Kr. var under græsk indflydelse. Gandharastilen udvikledes under Kushandynastiet, der var stærkt påvirket af buddhismen.

© Dette billede må du ...

Indien. Parlamentsvalgene i Indien er de demokratiske valg i verden, der omfatter flest vælgere. Her står kvinder i kø foran valgstedet i Madras ved valget i juni 1991.

Viser 1-6 af 9 billeder | Se alle

Filer

FilTilføjet af 
[+25655501.601.svg (194.02 kB)

Indien.

Admin

05/02/2009

[+25655506.601.svg (195.88 kB)

Indien.

Admin

05/02/2009

[+25655516.601.svg (233.7 kB)

Indien.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/10/2009
Ekspert
VHildebrand
Oprindelige forfattere
JCM
31/01/2009
TSeh
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki