Eben-Emael

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Eben-Emael, belgisk fort, strategisk anbragt 5 km syd for Maastricht. De oprindelige, stedlige mindre forter var bygget som forsvar mod Frankrig (indtil 1890) og derefter Tyskland (1890-1914). Efter 1. Verdenskrig besluttede det belgiske forsvar at udvide de derværende forsvarsværker med et nyt og større fort, som blev skabt 1931-1935 til en pris af 24 mio. BFR. Det består af en trekant, hvoraf den ene side er Albertkanalen, der adskiller Belgien fra Holland og Tyskland. Hver side er ca. 800 m, og fortets højde ca. 900 m. Dets besætning bestod af 1200 mand, og det blev af fagfolk anset for at være uindtageligt i mindst en måned under belejring takket være sine 6 stk. 120 mm, 16 stk. 75 mm kanoner og 12 stk. 60 mm anti-tankkanoner. Fortet skulle forhindre invasion via de tre vigtige broer nord for fortet over floden Maas og ind i Belgien.

Ved den tyske forårsoffensiv i 1940 var det vitalt for den tyske indmarch i Belgien at få fortet neutraliseret på få timer, hvorfor man valgte at udnytte fortets oversete svaghed mod en luftbåren landing. 11 tyske svævefly med tilsammen 90 mand blev kort før daggry den 10. maj 1940 bragt til området af Junkers Ju-52 transportfly. Ni af svæveflyene landede uden besvær på fortets top, hvor man straks gik i gang med at neutralisere kanonstillingerne med til lejligheden opfundne retningsbestemte sprængladninger. Aktionen lykkedes, og i løbet af blot et kvarter var fortets kanoner lammet, og 36 timer senere overgav dets besætning sig. Der var minimale tab på begge sider. Samme taktik blev med held anvendt af en britisk specialstyrke natten til D-dag (6. juni 1944), da man ville sikre sig Pegasus-broen i Normandiet.

Det helt intakte fort blev efter 2. Verdenskrig åbnet for offentligheden som museum og står med alt sit udstyr nøjagtigt, som det så ud i 1940. 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
13/08/2009
Ove Hermansen
14/07/2009
Redaktionen
14/07/2009
Oprindelig forfatter
Redaktionen
14/07/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki