Farvandet har et tempereret klima, der syd for linjen Kaliningrad-Öland har et oceanisk præg. Nord herfor findes mere kontinentale forhold, hvilket bl.a. muliggør badeliv i det nordlige Sverige. Omvendt bevirker kombinationen af kolde vintre og ringe saltholdighed i havet, at store dele af Den Botniske Bugt og Finske Bugt fryser til hver vinter; således isdækkes farvandet ud for Haparanda midt i december for først atter at blive isfrit midt i maj. Det medførte tidligere, at Finske Bugt i fem måneder hvert år og Den Botniske Bugt i seks til syv måneder ikke kunne besejles, hvilket var medvirkende til, at den nordsvenske jernmalm en del af året måtte eksporteres via Narvik i Norge. Nu sørger en flåde af meget store isbrydere for, at skibsfarten kan opretholdes hele året. Tidevandet er ret ubetydeligt, men vindstuvning kan medføre store oversvømmelser, især ved storm fra nordøst, der samtidig hæmmer udløbet gennem de danske stræder. Et berømt eksempel er novemberstormen 1872, der sendte havet ind over de lave kyster omkring den vestlige Østersø. Kraftige lavtryk samt længere tids vesten- eller østenvinde kan afstedkomme skadevoldende oversvømmelser pga. stående bølger, de såkaldte seicher, der især er mærkbare i Sankt Petersborg. Den landhævning, der foregår, efter at trykket fra isen fra den sidste istid er forsvundet, overstiger især i de nordlige dele af Østersøen den samtidige havspejlsstigning; i det nordlige Sverige sker den relative landhævning med en hastighed af 81/2 mm om året, hvilket har været medvirkende til, at det har været nødvendigt at flytte havne. I de sydvestligste dele af Østersøen er landhævningen mindre end havspejlsstigningen.
Læs videre om fiskeri i Østersøen eller læs om Østersøen generelt.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki