Balkan, (tyrk. ord med bet. 'bjergkæde'), Balkanhalvøen, den østligste af de tre store sydeuropæiske halvøer; ca. 480.000 km2 med over 45 mio. mennesker og en befolkningstæthed, som er halvanden gang så stor som det europæiske gennemsnit. Halvøen omfatter området mellem Adriaterhavet, Det Joniske Hav, Det Ægæiske Hav, Marmarahavet og Sortehavet. Mod nord afgrænser man oftest Balkan ved floderne Donau og Sava og i vest af en linje mellem Ljubljana og Trieste. Den tyske geograf A. Zeune (1778-1843) anvendte i 1808 som den første ordet Balkan om området syd for Balkanbjergene i Bulgarien. Balkanhalvøen omfatter Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Albanien, Makedonien, Bulgarien, Grækenland eksklusive øerne samt den europæiske del af Tyrkiet. Slovenien, som var en del af det tidligere Jugoslavien, samt Ungarn og Rumænien regnes ofte med til Balkan.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki