mongoler

mongoler, folk i Centralasien på ca. 7 mio. mennesker, heraf ca. 2,5 mio. i Mongoliet (Ydre Mongoliet), ca. 3,5 mio. i Kina, især i provinserne Indre Mongoliet (ca. 2 mio.), Qinghai og Xinjiang, og ca. 600.000 i Rusland, fordelt på 175.000 kalmykker på stepperne mellem floderne Don og Volga og 425.000 burjater omkring Bajkalsøen i det sydlige Sibirien. Desuden lever der ca. 3000 mongoler på Taiwan, i Europa (især Tyskland) og i USA. Navnet mongol var oprindelig betegnelsen på en lille nomadestamme, som i 1100-t. boede isoleret omkring Orkhonflodens øvre løb i det Ydre Mongoliet. Efter at deres leder, Djengis Khan, i 1200-t. erobrede alle tilgrænsende områder, blev mongolerne et stort og kendt folk.

Mens de nordlige og østlige mongoler har holdt til i deres område i meget lang tid, kom de vestlige mongoler (oirat) dertil ca. 1450. Senere opstod uenigheder om magtfordelingen, og torguterne forlod Altajområdet i 1630 for at slå sig ned mellem floderne Don og Volga. Pga. uoverensstemmelser med russerne forlod størstedelen af dem igen stedet i 1771 og vendte tilbage til Xinjiang, hvor de bor i Tian Shan. De efterladte torguter blev derefter kaldt kalmykker.

De ca. 2,5 mio. mongoler i Mongoliet er fordelt på flere mongolfolk, hvoraf khalkhamongolerne udgør 75%. Især langs Mongoliets nord- og vestgrænse bor der mindretal, dels de mongolsktalende som fx dariganga, darkhat, derbet, khorchin, khoton, üzemchin, dels folk (6%), som ikke taler mongolsk, men især tyrkisk som fx kasakh, tuva, tsaatan, uriankhai samt en del russere og kinesere. Mange mongoler lever stadig som nomader med husdyr (får, geder, kvæg, kameler og heste). Traditionelt var de organiseret i patrilineære klaner, og klangrupper dannede større stammeenheder. Se også Mongoliet (historie).