mongoler

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

mongoler, folk i Centralasien på ca. 7 mio. mennesker, heraf ca. 2,5 mio. i Mongoliet (Ydre Mongoliet), ca. 3,5 mio. i Kina, især i provinserne Indre Mongoliet (ca. 2 mio.), Qinghai og Xinjiang, og ca. 600.000 i Rusland, fordelt på 175.000 kalmykker på stepperne mellem floderne Don og Volga og 425.000 burjater omkring Bajkalsøen i det sydlige Sibirien. Desuden lever der ca. 3000 mongoler på Taiwan, i Europa (især Tyskland) og i USA. Navnet mongol var oprindelig betegnelsen på en lille nomadestamme, som i 1100-t. boede isoleret omkring Orkhonflodens øvre løb i det Ydre Mongoliet. Efter at deres leder, Djengis Khan, i 1200-t. erobrede alle tilgrænsende områder, blev mongolerne et stort og kendt folk.

Mongoler inddeles i tre grupper på grundlag af geografi og sprog

1 nordlige mongoler: a) khalkha, darkhat og oirat i Mongoliet; b) burjat omkring Bajkalsøen, Sibirien. 

2 østlige mongoler: stammer i det centrale og østlige Indre Mongoliet, hvoraf de vigtigste er: ordos, tümet, chakhar, sunit, khorchin, abagha, ongniud, uriankhai

3 vestlige mongoler: oirat, som er delt i fire grupper: torgut, khoshut, derbet og jungar. Nogle stammer fra Altajbjergene i nord på tværs af det østlige Turkestan (Xinjiang) til Khukhu Nor-området i Qinghai hører også til denne kategori.

Mens de nordlige og østlige mongoler har holdt til i deres område i meget lang tid, kom de vestlige mongoler (oirat) dertil ca. 1450. Senere opstod uenigheder om magtfordelingen, og torguterne forlod Altajområdet i 1630 for at slå sig ned mellem floderne Don og Volga. Pga. uoverensstemmelser med russerne forlod størstedelen af dem igen stedet i 1771 og vendte tilbage til Xinjiang, hvor de bor i Tian Shan. De efterladte torguter blev derefter kaldt kalmykker.

De ca. 2,5 mio. mongoler i Mongoliet er fordelt på flere mongolfolk, hvoraf khalkhamongolerne udgør 75%. Især langs Mongoliets nord- og vestgrænse bor der mindretal, dels de mongolsktalende som fx dariganga, darkhat, derbet, khorchin, khoton, üzemchin, dels folk (6%), som ikke taler mongolsk, men især tyrkisk som fx kasakh, tuva, tsaatan, uriankhai samt en del russere og kinesere. Mange mongoler lever stadig som nomader med husdyr (får, geder, kvæg, kameler og heste). Traditionelt var de organiseret i patrilineære klaner, og klangrupper dannede større stammeenheder. Se også Mongoliet (historie).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/03/2009
Ekspert
stilnor
Oprindelig forfatter
RGil
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki