ligbrænding

ligbrænding, kremation, enten foretaget over åben ild som rituel dødebefordring eller i krematorium ud fra hygiejniske hensyn. Religiøst er ligbrænding især knyttet til buddhisme og hinduisme i Indien og SØ-Asien med Japan. I Norden og store dele af Europa var ligbrænding fremherskende i en 1000-årig periode, indtil kristendommen fortrængte den (se gravskik).

Med 1860'ernes bakteriologiske erkendelse af smitte via grundvandet fik ligbrænding igen betydning. Da kremation fra 1870'erne blev forbundet med fritænkeri, vakte formen kirkens traditionstro modstand. Først fra ca. 1960 kan man tale om en indiskutabel teologisk accept. I Danmark blev en forening for ligbrænding stiftet i 1881, fra 1892 blev kremation lovliggjort, og fra 1910 havde præster tilladelse til at foretage jordpåkastelse før kremation. I begyndelsen af 2000-t. er bisættelse, efterfulgt af ligbrænding med urnenedsættelse på kirkegården, den dominerende begravelsesform i Danmark. Se også begravelse og kirkegård.