ildlændere

© Nationalmuseet/Kit Weiss

Ildlændere. Kvinde med børn fra alakaluf-gruppen, der beboede den sydligste del af Chiles skærgård. Billedet, der er taget i 1923 af etnografen pater Martin Gusinde (1886-1969) på hans forskningsrejse til Ildlandet, viser, at børn normalt gik helt nøgne i det barske klima, mens kvinderne kun var sparsomt beskyttet af et skindslag.

ildlændere, den oprindelige befolkning på øgruppen Tierra del Fuego (Ildlandet) ved Sydamerikas sydspids. Ildlænderne, der nu er så godt som uddøde, blev opdaget og navngivet i 1520, da Magellan mellem øerne så bål fra ildlændernes barkbåde. Charles Darwin, som besøgte ildlænderne i 1832 på sin rejse med Beagle, beskrev dem som en rå og inferiør art; i kraft af den naturlige isolation er deres kultur oftest blevet fremstillet som bestemt af fravær af en lang række "højere" kulturtræk.

Ildlandet blev først koloniseret fra 1880, men i årene forud havde missionærer og etnografer lavet undersøgelser af især ildlændernes sprog og religion. Ildlænderne opdeltes i tre stammer, der hver bestod af et antal dialektgrupper, som igen var delt i mindre grupper på 10-15 samarbejdende enkeltfamilier (se horde). Sydligst levede stammerne yaghan og alakaluf. De ernærede sig ved fiskeri og indsamling, og deres materielle kultur var fattig; vigtigst var små barkkanoer, som i bunden havde et lerstampet bålsted. På hovedøen nord for boede en større stamme, ona eller selknam, hvis mænd drev jagt på især guanaco. Ona havde en karakteristisk social organisationsform, der integrerede familiegrupperne i de større dialektgrupper: Kvinder bragtes gennem eksogame ægteskaber til mandens territorium, og de dermed opståede forbindelser blev holdt ved lige gennem fester, specielt i forbindelse med ungdomsindvielsesritualer. Ritualerne omfattede kun drengene, som skulle gøres fortrolige med territoriet og indgives respekt for det højere væsen, der rådede over egnen, og lærdommen skulle holdes hemmelig for kvinder og børn.