pampasindianere

pampasindianere, indianske folk, der indtil ca. 1900 holdt til på den argentinske pampas. Pampasindianernes kulturelle udfoldelser og udryddelsen af dem var ligesom for de nordamerikanske prærieindianeres vedkommende et resultat af den spanske kolonialistiske ekspansion.

Før spaniernes ankomst var området meget sparsomt befolket af grupper af jægere og samlere af samme type som ona-indianerne i syd (se ildlændere), men spanierne brugte allerede i 1500-t. la Plata-regionen til opdræt af de meget efterspurgte heste til koloniseringen af Andes. Det medførte, at pampasindianerne hurtigt udviklede sig til et rytterfolk med stor mobilitet. De specialiserede sig i jagt på guanaco med bola og lasso og på nandu efter en teknik magen til prærieindianernes, hvor store dyreflokke omringedes af beredne jægere. Denne tilpasning førte til radikale ændringer i indianersamfundene, hvor det blev hensigtsmæssigt med større grupper end tidligere. Herved kom pampasindianerne til at udgøre en voksende trussel mod de indvandrede kvægavlere, og ud af stridighederne voksede en ny, militant organisering af større pampasgrupper under krigshøvdinge, caciques, valgt pga. deres personlige egenskaber.

De vigtigste grupper var puelche og querandí samt de patagonske tehuelche og charrua i det nuværende Uruguay. I begyndelsen af 1700-t. strømmede i tusindvis af mapuche-indianere (araukanere) ind på pampassletten, fordrevet fra det centrale Chile af spanske kolonister. I mere end 200 år udfoldede der sig en krigerisk, nomadisk kultur, som imidlertid var dømt til undergang.

I 1883 led pampasindianerne et endegyldigt militært nederlag, og siden da er deres kultur gået til grunde. Dele af befolkningen indgik dog i den gaucho-kultur, domineret af spanske kvægavlere, der udvikledes i slutningen af 1800-t.