klit

Vegetation

© Dette billede må du ...

Klit. Stærkt forenklet fremstilling af den komplicerede mosaik af plantesamfund, der karakteriserer de danske klitter. En vigtig faktor er surhedsgraden, pH. Den hvide klit tilføres til stadighed kalkholdigt materiale, fx fra snegle- og muslingeskaller; pH er her ofte over 7 (7 er neutral, over 7 er basisk). Jo længere man kommer bort fra havet, jo større bliver udvaskningen, og i den indre klithede med lyng og revling er jorden stærkt sur med pH 5 eller lavere.

Den yderste klitrække dannes inden for forstranden, der er sparsomt bevokset med salturter og tuer af marehalm. Yderst er den hvide klit, hvor den stærkt sandbindende græsart hjælme dominerer. Det er et artsfattigt plantesamfund, hvori bl.a. kan findes almindelig stedmoderblomst, agersvinemælk og strandfladbælg. Inden for den hvide klit kommer den grå klit, der er fattigere på næring, især kalk, der vaskes ud (der er mere kalk i den hvide klit, fordi den tilføres nyt fra havet). Bunden er derfor sur. Navnet grå klit skyldes, at vegetationsdækket ofte har et gråt udseende af laver (især rensdyrlav) og gråris. Det er et rigere plantesamfund med bl.a. iøjnefaldende arter som smalbladet timian, klitkællingetand, blåmunke og blåklokke. Her kan også findes den gulblomstrede klitrose, som ikke må forveksles med rynket rose (Rosa rugosa), der er indført fra Japan og mange steder er almindelig i klitterne. Den grå klit går ofte over i klithede, der er domineret af hedelyng, melbærris, revling og, i fugtigere partier, af klokkelyng, mosebølle og kæruld. Navnet grønsværsklit benyttes om klitområder inden for den hvide klit med et større kalkindhold og et frodigere, grønnere udseende. I sådanne områder vokser bl.a. havtorn. Det er et ret sparsomt forekommende plantesamfund i Danmark.

© Colourbox

Klit.

Klitplantager er klitområder, hvor man har plantet nåletræer for at forhindre sandflugt. Sådanne plantager findes i Vestjylland fra Blåvand til Skagen, langs Nordsjællands nordkyst og Bornholms sydkyst. Man anlagde de første plantager i midten af 1700-t. i Nordsjælland; store beplantninger i de øvrige klitområder fandt sted fra begyndelsen til midten af 1800-t. Der er benyttet hårdføre arter, i begyndelsen især den europæiske bjergfyr, senere de nordamerikanske arter hvidgran og sitkagran; sidstnævnte tåler bedre end andre salt fra havet. I 1900-t. vandt klitfyr, der stammer fra Nordamerikas vestkyst, indpas ikke mindst i Jylland.

Dyreliv

Det kuperede klitterræn er et kompleks af levesteder med store økologiske udfordringer og et relativt artsfattigt dyreliv. I den hvide klit kan sandoverfladens temperatur om sommeren svinge med op til 50 °C i døgnets løb; der er ikke meget vand, og vinden øger vandtabet. Som tilpasning hertil er mange klitdyr enten nataktive, eller de graver sig ned i sandet, når kårene bliver for ekstreme. Mikroklimaet er derimod ideelt for mange varmeelskende insekter, fx gravehvepse, eller tørketålende skyggebiller (Tenebrionidae). Planteædere er overvejende knyttet til den grå klit, hvor især gråpil huser mange insektarter. Klitplanternes ofte veludviklede rodnet er en vigtig fødekilde for mange insekter. I den ustabile, tørre jordbund, fattig på organisk materiale, er regnorme fåtallige.