gley

gley, (eng., af russ. glej 'ler'), farvemæssig marmorering af jordbunden forårsaget af reduktions- og/eller oxidationsprocesser skabt af højtstående grundvand. Der skelnes mellem egentlig gley og pseudogley. Egentlig gley er udviklet i lavtliggende enge og moser med permanent højtstående grundvand. Pseudogley optræder i lerjorde, der er langsomt gennemtrængelige for vand. I perioder med nedbørsoverskud, dvs. i Danmark om vinteren, dannes et temporært grundvand i og oven på det langsomt gennemtrængelige lag.

Gleyprocessen omfatter reduktion af Fe³⁺ til Fe²⁺ og af Mn⁴⁺ til Mn²⁺, hvorved disse ioner bliver bevægelige. Efter at have bevæget sig til områder med mere ilt genudfældes de i deres oxiderede form og farver jorden i brunlige, rødlige og sorte farver. Jorde med egentlig gley er ofte blålige med rustrøde partier omkring rodgange og andre grove porer, mens jorde med pseudogley er brunlige med afblegede partier omkring rodgange. Specielle gleyfænomener er myremalm og dannelsen af mineralet jarosit ved pyritforvitring. Jorde med gley i rodzonen må afvandes før dyrkning, da de fleste afgrøder kræver ilt omkring rødderne.