Stillehavet - historie

Handel og kolonial kontrol

© Dette billede må du ...

Stillehavet. Opdelingen i vest- og østpolynesisk afspejler koloniseringens kronologi. De vestpolynesiske sprog opstod på Tonga, Samoa eller Futuna, der ved 1. udvandring blev beboet af folk fra Fiji; her tales nu sprog, som er nærtbeslægtet med polynesisk. De østpolynesiske sprog opstod ved 2. udvandring til Marquesasøerne, men er senere blevet vidt udbredt. Ved 1. folkespredning bosatte polynesisktalende grupper sig først på Påskeøen, dernæst på Hawaii og Selskabsøerne og senere på New Zealand. Den 2. folkespredning fra Selskabsøerne til hhv. New Zealand og Hawaii er omdiskuteret.

I 1800-t. forsøgte europæerne for alvor at bringe Stillehavsområdets resurser ind i den hastigt voksende verdenshandel; man havde bl.a. behov for produkter, der kunne bruges som betaling for den eftertragtede te, som blev hentet i Kina. Det førte til en intens udnyttelse af havets og øernes rigdomme, bl.a. hvaler, søpølser, perler og sandeltræ, hvilket i nogle tilfælde først ophørte, når der ikke var mere tilbage. Handelsfolkene bragte skydevåben ind i de små Stillehavssamfund, og det ændrede ofte grundlæggende de lokale politiske styrkeforhold og førte i flere tilfælde til væbnede konflikter. Især i anden halvdel af 1800-t. greb handelsmænd, arbejdshververe og missionærer stadig kraftigere ind i øboernes liv og blev på godt og ondt forbindelsesled til den større verden.

Da kolonimagterne i århundredets slutning delte kontrollen over Stillehavet imellem sig, mistede lokalsamfundene deres selvstændighed; til gengæld blev de sikret imod de værste overgreb fra kolonister og arbejdshververe. Samtidig blev de enkelte kolonier mere afsondrede fra omverdenen.

Strategisk betydning og økonomisk udvikling

Med nye stormagter omkring Stillehavet, især Japan, Rusland og USA, voksede områdets strategiske betydning i 1900-t.; bl.a. udkæmpede USA og Japan under 2. Verdenskrig blodige kampe om herredømmet. Stillehavsfolkenes relativt lukkede verdener blev åbnet som følge heraf, og ønsket om udvikling og selvstændighed voksede i øsamfundene. Selvstændigheden blev for de fleste lande en realitet efter 1960, men USA og Frankrig har fastholdt kontrollen med nogle områder, især for at kunne opretholde baser til opstilling af missiler og til afprøvning af kernevåben. Otte medlemslande af South Pacific Forum tiltrådte i 1985 en aftale om etablering af en kernevåbenfri zone i Stillehavet; aftalen er dog ikke underskrevet af USA, Frankrig og Storbritannien.

Den stærke økonomiske vækst i mange lande omkring Stillehavet har også indvirket på de små Stillehavsøer. Kommunikation og transport over havet er vokset enormt; især det industrialiserede dybhavsfiskeri og den internationale turisme, som begge er baseret på investering af fremmed kapital og udnyttelse af lokal arbejdskraft, har givet vækst og udvikling i mange af øsamfundene, men desuden øget afhængighed af omverdenen. Se også Oceanien (forhistorie og historie).

Læs mere om Stillehavet.