Vulcano, aktiv vulkanø, den sydligste af De Lipariske Øer i Det Tyrrhenske Hav nord for Sicilien; ca. 400 indb. (2000). Den 21 km2 store og op til 499 m høje ø er opbygget af flere vulkankegler, men vulkansk aktivitet forekommer i dag kun i form af udstrømningssteder for varme gasser, såkaldte fumaroler, i og ved Gran Cratera. De ældste bjergarter er 300.000 år gamle, og med større og mindre pauser har der været vulkansk aktivitet i hele perioden. I oldtiden og i 1800-t. blev der registreret en række voldsomme, eksplosive udbrud, senest 1888-90. Sammen med de øvrige Lipariske Øer blev Vulcano (gr. Hiera Hefaistou 'Hefaistos' hellige ø') koloniseret af grækerne ca. 575 f.Kr.; øerne blev da viet til Hefaistos, romernes Vulcanus, hvoraf ordet vulkan er afledt.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki