Perserkrigene

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Perserkrigene.

Perserkrigene.

Perserkrigene, krigene 499-449 f.Kr. mellem Perserriget under kongerne Dareios 1. (522-486 f.Kr.), Xerxes (486-465 f.Kr.) og Artaxerxes 1. (465-424 f.Kr.) og de græske bystater under ledelse af Sparta (481-479 f.Kr.) og Athen (479-449 f.Kr.).

Krigenes baggrund var persernes erobring af de joniske bystater langs Lilleasiens vestkyst i årene efter anneksionen af Lydien i 546 f.Kr. De græske bystaters tyranner var utilfredse med persernes overherredømme, og i 499 f.Kr. fik Milets tyran, Aristagoras, samlet alle jonerne til oprør. Med støtte fra Athen og Eretria på Euboia fik jonerne erobret og brændt Lydiens hovedstad, Sardes. Men de andre hellenere forholdt sig passive, og i 494 f.Kr. blev oprøret definitivt nedkæmpet. Jonernes flåde blev slået i søslaget ved Lade, Milet blev erobret og ødelagt, og byens befolkning deporteret til Mesopotamien. Kong Dareios udsendte to straffeekspeditioner mod Athen og Eretria, men begge mislykkedes: En flåde under Datis led skibbrud ud for Athosbjerget i 492 f.Kr. To år senere landsatte perserne en hær først på Euboia og derefter i Attika. Eretria blev erobret og ødelagt, men persernes hær blev slået af athenerne i Slaget ved Marathon.

Efter Dareios' død i 486 f.Kr. planlagde hans søn Xerxes at bringe hele Hellas under Perserriget. 483-481 f.Kr. fik perserne gravet en kanal gennem halvøen Akte, så deres flåde kunne undgå den farlige sejlads syd om Athosbjerget. I 481 f.Kr. samlede Xerxes en hær ved Sardes og en flåde i de fønikiske havne, og i foråret 480 f.Kr. byggedes en flydebro af skibe over Hellespont. Under Xerxes' kommando marcherede hæren over broen, langs Thrakiens kyst, gennem Makedonien og ned i Thessalien. Herodots oplysning, at hæren var på 1.700.000 mand plus tros, er næppe troværdig. Herodot skriver, at hærens behov for vand var så stort, at flere af de floder, den passerede, blev tørlagt.

Ved rygtet om Xerxes' planer byggede athenerne en flåde på 100 trierer, finansieret af sølv fra minerne ved Laurion, og i 481 f.Kr. dannede mange hellenske bystater et forsvarsforbund under Spartas ledelse. I foråret 480 f.Kr. sendte de først en hær til Tempedalen i Thessalien, men trak sig tilbage, før perserne nåede frem. Hovedforsvarslinjen blev nu bjergpasset ved Thermopylæ, der bevogtedes af en hær under spartanerkongen Leonidas, mens flåden dækkede strædet mellem Thermopylæ og Euboia. Perserne omringede og nedkæmpede hæren ved Thermopylæ. Et samtidigt søslag ved Kap Artemision endte uafgjort.

Hellenerne samlede nu deres hær på Isthmen, hvor de havde bygget en forsvarsmur tværs over landtangen, mens flåden blev stationeret ved øen Salamis ud for Athen. Athen blev rømmet og derefter plyndret og ødelagt af perserne. Uenighed mellem admiralerne Themistokles fra Athen, Eurybiades fra Sparta og Adeimantos fra Korinth var lige ved at føre til en splittelse af den græske flåde, men perserne gennemtvang i august 480 f.Kr., at det afgørende søslag kom til at stå i strædet mellem Salamis og Attika. Slaget endte med en afgørende hellensk sejr. Xerxes drog tilbage til Lilleasien med en del af hæren, men efterlod hovedstyrken under sin farbroder Mardonios. Perserne gik i vinterkvarter i Boiotien, og næste forår plyndrede de endnu en gang Attika. Det afgørende slag kom til at stå i sommeren 479 f.Kr. ved den lille by Plataiai i Boiotien. Persernes hær blev slået, og Mardonios dræbt. Resten af perserne flygtede tilbage til Lilleasien. Den græske flåde erobrede øerne i Det Ægæiske Hav og ødelagde resten af persernes flåde i et slag ved Mykale ud for Milet.

Kort efter Xerxes' angreb var slået tilbage, trak Sparta sig ud af kampene og genoptog sin traditionelle isolationistiske politik. De andre bystater appellerede til Athen, og i vinteren 479-478 f.Kr. dannedes Det Deliske Søforbund som en offensiv og defensiv alliance ledet af Athen med det formål at fortsætte krigen mod perserne og hævne Xerxes' ødelæggelser i Hellas.

Krigen trak i langdrag, og der blev stadig længere mellem felttogene. Men i ca. 466 f.Kr. vandt forbundsflåden under den athenske admiral Kimons kommando et kombineret sø- og landslag ved Eurymedonflodens munding i Lykien. Krigen blussede op for sidste gang i 451-449 f.Kr., da en forbundsflåde blev sendt mod Cypern. Den vandt et søslag ved Salamis og begyndte en belejring af byen. Fredsforhandlinger mellem perserkongen og Athens udsendte gesandt, Kallias, førte til den såkaldte Kallias-fred i 449 f.Kr., hvor perserkongen anerkendte de joniske byers frihed.

Hovedkilden til Perserkrigene er Herodots historie, som primært bygger på, hvad øjenvidner til begivenhederne fortalte Herodot 30-60 år senere. Hos Herodot fremstilles krigene som de frie helleneres sejr over de asiatiske barbarers tyranvælde; dette synspunkt har domineret den europæiske kulturtradition, især i de århundreder, hvor tyrkernes erobring af hele Balkanhalvøen kunne ses som en gentagelse af persernes angreb på Hellas.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+339204.601.svg (353.18 kB)

Perserkrigene.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Ekspert
MHH
Oprindelig forfatter
MHH
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki