Grækenland - geografi (Erhverv og beskæftigelse)

© Tom Terkelsen Kristensen

Grækenland. Basmatobaksblade bearbejdes i byen Kavala af sæson- og løstansatte kvinder på skiftehold i store tobaksvirksomheder. Når tobakken er plukket, bundtet og tørret af bønderne, pakkes den i baller og oplagres, hvorved tobakken forbedrer sin aroma og smag gennem gæring. Efter lagringen åbnes ballerne; tobaksbladene skilles ad ved håndkraft, som det ses her, sorteres og renses. Efter yderligere 6-9 måneders lagring kan tobakken indgå i cigaretproduktion.

Tysk besættelse og borgerkrigen 1941-49 lagde græsk produktion og økonomi i ruiner, men udenlandske kapitalinvesteringer og billig arbejdskraft sikrede Grækenland en af Europas højeste vækstrater i 1950-60'erne. Grækenland er fra slutningen af 1960'erne gået fra at være et udpræget landbrugssamfund til at være et service- og industrisamfund.

I 2001 udgjorde landbrugsproduktionen 8% af landets BNP og 20% af beskæftigelsen, industrien 22% af BNP og 21% af beskæftigelsen, mens service stod for 70% af BNP og 59% af beskæftigelsen. Den samlede arbejdsstyrke var på 4,3 mio. og arbejdsløsheden på ca. 10% (2001). Det karakteristiske for beskæftigelsen i Grækenland er den lille andel af lønmodtagere og den store andel af selvstændige. I 1981 var mindre end 50% af arbejdsstyrken lønmodtagere, i 2001 var dette tal steget til ca. 60%.

Landbrug, skovbrug og fiskeri. Landbrugsarealet udgør 30% af landets areal (2001); ¹/₃ er lavland og kunstvandet, mens ²/₃ er beliggende i højland. Landbruget producerer hvede, sukkerroer, tomater, majs, kartofler og andre grøntsager samt druer, citrusfrugter, ferskner, bomuld og oliven. Der er en omfattende husdyrbestand af specielt geder og får og frugt- og grøntsagsproduktionen er meget varieret, fx. solsikke, soya, linser, aubergine, squash vandmeloner, julesalat, bønner, artichoker, chili, hvidløg, okra, abrikoser, advokado, bananer, mispel, kirsebær, grapefrugt, mandler, jordnødder, pistacienødder o.a. I landsbyen Krokos nord for Kozani findes Europas største producent af safran og på øen Chios produceres mastik.

Tørt og varmt klima specielt i den sydlige del af landet og på øerne gør disse områder velegnede til olivenproduktion og vinavl. Grækenland er en af verdens førende olivenproducenter og EUs største producent af tobak; især de aromatiske, orientalske basmatobakker dyrkes på bjergskråningerne i Makedonien og Thrakien.

Bomuldsproduktionen er en af de største i Europa. Hovedparten bruges i den græske tekstilindustri, og resten eksporteres. Dyrkningen er koncentreret til kunstvandede områder i Makedonien, Thessalien, omkring Agrinio og på Evia. Dyrkningen af ferskner og nektariner er pga. kunstvanding steget voldsomt siden 1980'erne, og 90% af produktionen foregår i Makedonien; hovedparten går til eksport. Andre eksportafgrøder er kirsebær, kiwifrugter og nødder.

Landbruget har siden 1960'erne gennemgået betydelige strukturforandringer, med nedlæggelser og sammenlægninger af brug, afvandring og omfattende mekanisering. Beskæftigelsen i landbruget er faldet fra 54% i 1961 til 20% i 2001, heri er ikke medregnet en betydelig illegal arbejdsstyrke i landbruget. Udviklingen har været forbundet med nedgang i antallet af hus- og transportdyr. Reduktionen i antal kød- og malkekvæg er blevet opvejet af forædlinger, og dermed er mælke-, oste- og kødproduktionen steget i perioden 1971-2001. Desuden produceres fåreuld, skind og huder samt honning.

Pga. det gunstige klima, en stigende drivhusdrift og øget kunstvanding kan der produceres afgrøder hele året. Det græske landbrugs store udfordring i det nye årtusinde er mangel på vand, i det en stadig større anvendelse af kunstvanding finder sted.

Skovbruget er begrænset, for på trods af, at ¹/₅ af landets areal er skovklædt, ligger 90% heraf i svært tilgængeligt højland og bjerge. Kun 5% af skoven bruges intensivt til produktion af papir, tømmer, brænde og trækul.

Grækenlands fiskerflåde omfatter ca. 900 trawlere til havfiskeri primært i Middelhavet og ca. 8000 registrerede fiskerbåde til kystfiskeri. Fangsterne, der er stagnerende, omfatter bl.a. sardiner, makrel, grå og rød mulle, blæksprutter, rejer og hummer. Ca. 40.000 er beskæftiget i fiskerisektoren (2001), og Grækenland er i dag EUs største maritime fiskefarmsproducent.

Industri. Grækenlands industri er især udviklet efter 1960, med føde- og drikkevarebrancherne samt tekstil- og beklædningsbrancherne som de vigtigste efterfulgt af metalvarer, maskiner, cement og transportmidler. Konstruktion og byggeri har udgjort en central del af industriens vækst i forbindelse med stor efterspørgsel efter boliger i storbyerne. Industrien var tidligere koncentreret omkring Athen, Piræus og Thessaloniki, men er nu bredere lokaliseret i den såkaldte industrielle S-kurve fra byerne Patras og Korinth på Peloponnes over Athen, Lamia, Volos og Katerini til Thessaloniki og videre til Kavala og Xanthi. Industribeskæftigelsen faldt fra 25% i 1991 til 21% i 2001, samtidigt med at der skete en betydelig modernisering og effektivisering af produktionen.

Ved Paralia Distomo i Den Korinthiske Bugt findes det eneste aluminiumsværk i Europa, hvor hele aluminiumsfremstillingsprocessen foregår, fra bearbejdning af græsk bauxit til det færdige produkt aluminium. I Kastoria, Makedonien, er der en omfattende pelsproduktion, som for minkpels sammensyet af små skindstykker dækker 90% af verdensproduktionen og for minkpels sammensyet af hele skind dækker 50%. Den vigtigste industrieksport bestod i 2001 af fødevarer, beklædning og tekstiler, mineraler, olieprodukter og cement.

Handel og service. Mens udenrigshandelen før 2. Verdenskrig var domineret af eksport af landbrugsafgrøder og råmalm, er den fra 1990'erne domineret af industriprodukter. Fremstillingssektoren står alene for 60% af Grækenlands eksport, der primært går til andre EU-lande og Balkanlande. Servicesektoren inklusive banker og forsikringsselskaber er af stadig større betydning for græsk økonomi og beskæftigelse. I alt er over 2,5 mio. (2001) beskæftiget i servicesektoren, heraf ca. 800.000 i den offentlige sektor.

Turisme har siden 1960 været en af de vigtigste og konstant stigende indtægtskilder i det græske erhvervsliv. Sektoren beskæftiger ca. 10% af arbejdsstyrken og udgør 8% af BNP (2001). I 2001 var der 15 mio. turister, heraf 365.000 charterturister fra Danmark. Økonomisk er der satset meget på turisme, hvorved relateret infrastruktur og beskæftigelse er blevet omfattende. Der satses i stadig højere grad på velstående turister, og priserne er da også steget betydeligt de sidste ti år, ikke mindst i forbindelse med afviklingen af de olympiske lege 2004. Politisk har man bevidst søgt at knytte turistøkonomien til lokalsamfundet ved at støtte udviklingen af små lokalt ejede hoteller. De største charterturistcentre er Kreta, Rhodos, Athen, Korfu, Kos og Chalkidiki.

Handelsflåden. Grækerne har op igennem historien domineret den maritime transport ikke bare i Middelhavet, Sortehavet og Adriaterhavet, men også på de store verdenshave. Handelsflådens udvikling går tilbage til slutningen af 1700-t., da de maritime handelsøer Hydra, Spetses og Psara indtjente enorme rigdomme på pirateri og handel mellem Rusland, Mellemøsten og Vesteuropa. De maritime handelsøer og dampskibscentret, øen Siros, mistede betydning ved Korinthkanalens åbning 1893 og motorskibenes indførelse. I 1950-60'erne blev handelsflåden verdens største, og efter en nedgangsperiode i 1970-80'erne er dens førende position udviklet til at dække 17% af den samlede verdenstonnage. Den græske handelsflåde udgør ca. 50% af EUs samlede handelsflåde.

Transport og kommunikation. Jernbanens dækningsgrad er lav, det rullende materiel er af ældre dato, og den samlede længde er 2571 km, hvoraf 764 er elektrificerede (2001). De seneste år er der etableret hurtige intercitytog mellem Athen og Thessaloniki. Hovedparten af gods- og passagertransporten foregår derfor via vejnettet, hvor et udbygget intercitybussystem sikrer adgangen til bjerglandsbyerne. Ruteflynettet, der drives af det statsejede Olympic Airways, har daglige forbindelser fra Athen til alle større græske byer og øer samt til udlandet. Indenrigsflyvningen er de sidste tiår blevet suppleret med private selskaber. Siden begyndelsen af 1990’erne er store nye motorvejssystemer blevet opbygget, bl.a. den nordgræske motorvej Egnatia (670 km) og hovedstadsområdets ringmotorvej Attiki Odos (65 km).

Der er stor skibstransport mellem regionerne og øerne for både varer og passagerer. De største havne er Piræus, Igoumenitsa, Korfu, Elefsina, Patras og Thessaloniki. Godstransporten til og fra Balkanlandene er i vækst og går primært over Thessaloniki.

Læs videre om Grækenlands resurser og miljø, gå til starten af artiklen om Grækenlands geografi eller læs om Grækenland generelt.