Cypern - forhistorie

De tidligste bebyggelser på Cypern dateres til ca. 7000 f.Kr. De lå ved kysten eller ved floddale, og deres økonomi var baseret på landbrug, jagt og fiskeri. Den bedst kendte lokalitet, Chirokitia, blev forladt ca. 6000 f.Kr., og i de næste 1500 år synes øen at have været næsten ubeboet. Den efterfølgende Sotira-kultur er karakteriseret ved indførelse af keramik. I kobberstenalderen (ca. 4000-2500 f.Kr.) blev den vestlige del af øen mere tæt beboet, og man begyndte at fremstille miniatureskulpturer og anvende metal i begrænset omfang. Omkring 2500 f.Kr. tyder nye metal- og keramiktyper på, at folk ankom fra Anatolien til den nordvestlige del af øen. Denne kultur spredtes til resten af øen, men først hen mod slutningen af den mellemste bronzealder blev øens isolation brudt. Den sene bronzealder (1650-1050 f.Kr.) var en rig periode især for de store byer på den østlige og sydlige del af øen, som kontrollerede de betydelige kobberforekomster og var i tæt kontakt med den græske verden, Nærorienten og Egypten. Ca. 1200 f.Kr. menes bander, der er kendt fra de skriftlige kilder som "folkene fra havet", at have forårsaget omfattende ødelæggelser. Øen kom dog hurtigt på fode igen, og det antages, at immigranter fra den græske verden slog sig ned her i det følgende århundrede.

Vor viden om forholdene på øen i jernalderen indtil ca. 850 f.Kr. er sporadisk. Fønikierne havde etableret sig i Kition, og øen synes at have været opdelt i selvstændige kongedømmer. De første optegnelser om kongedømmerne findes i assyriske indskrifter fra ca. 700 f.Kr. Heraf fremgår det, at Cypern måtte betale tribut til assyrerne, og i 570 f.Kr. menes Egypten at have besejret øen. I slutningen af 500-t. f.Kr. indlemmedes øen i Perserriget, og heller ikke Cyperns deltagelse i de østgræske byers oprør mod denne overmagt i 498 f.Kr. medførte selvstændighed. I den følgende periode var øen genstand for interne uoverensstemmelser og stridigheder mellem Grækenland og Perserriget. I 478 f.Kr. sendte Athen en flåde, som befriede de byer, der havde overgivet sig til perserne, men snart genvandt perserne kontrollen med øen. Fra 411 f.Kr. var Cyperns politik domineret af kong Euagoras fra Salamis, som ønskede at forene øen og gøre den til en østlig forpost i et græsk forbund. I 391 f.Kr. kontrollerede han med Athens og Egyptens hjælp en stor del af Cypern, men da Athen i 386 f.Kr. anerkendte persisk herredømme over byerne på Cypern, faldt hans støtte fra Athen bort. Han blev slået i 381 f.Kr., men beholdt kongemagten i Salamis. I årene efter fortsatte kongernes indbyrdes stridigheder, og i 351 f.Kr. deltog de i endnu et mislykket oprør mod perserne. Efter Slaget ved Issos overgav de sig frivilligt til Alexander den Store, men da han døde i 323 f.Kr., blev øen slagmark for hans efterfølgere. I 294 f.Kr. blev den annekteret af Ptolemaios 1., og kongedømmerne blev afskaffet. På nær lejlighedsvise angreb fra Seleukidekongerne i Syrien var dette en forholdsvis rolig periode. I 58 f.Kr. blev øen annekteret af romerne, hvilket skete fredeligt, efter at den sidste ptolemæerkonge havde begået selvmord. Cæsar overdrog øen til Kleopatra og deres fælles søn; senere blev den selvstændig provins. I perioden indtil kejser Diokletians omorganisering af Romerriget i slutningen af 200-t. var jødeopstanden i 115-117 den mest voldsomme begivenhed på Cypern.

Læs mere om Cypern.