Joachim Fest, 8.12.1926-11.9.2006, tysk journalist og historiker. Joachim Fests familie var antinazistisk, og hans far mistede sit arbejde som lærer ved nazisternes magtovertagelse. Fest, der gennem sin ungdom selv søgte at undgå medlemskab af nazistiske organisationer som Hitlerjugend, deltog kortvarigt i 2. Verdenskrig mod krigens slutning og blev krigsfange i Frankrig.
I 1973 udsendte Joachim Fest sin betydningsfulde biografi om Adolf Hitler, Hitler – Eine Biographie (1973, da. udg. Hitler – En biografi, 1974). I dette og senere værker beskrev han Hitler og nazismen ud fra en konservativ, antinazistisk vinkel, som vakte opsigt i en tid, da især marxistisk inspirerede analyser af nazismen stod i front. Af øvrige værker kan nævnes biografien om Albert Speer, Speer – Eine Biographie (1999, da. udg. Speer – En biografi, 2007) og Der Untergang. Hitler und das Ende des Dritten Reiches (2002, da. udg. Ragnarok – Hitler og Det Tredje Riges undergang, 2003). 1973-1993 var Fest tilknyttet Frankfurter Allgemeine Zeitung som kulturredaktør.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki