Italien - historie (568-ca. 1350)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Longobardernes æra (568-773)

Jernkronen, corona di ferro, er den longobardiske kongekrone og formodentlig fra 800-t. Ifølge sagnet blev den båret af folkets konger. Karl den Store, tysk-romerske kejsere og til sidst Napoleon 1. i 1804 brugte den ved kroninger og andre ceremonier. Den 8 cm brede guldring, måske oprindelig en armring, er dekoreret med ædelsten, og ifølge legenden består den indre ring af et søm fra Kristi kors. Den opbevares i domkirken i Monza.

I 568 kom den germanske stamme longobarderne til Norditalien fra Donauområdet, hvor de havde etableret tæt kontakt til Det Byzantinske Rige. Under ledelse af Alboin besatte longobarderne Milano i 569, og snart derefter fortsatte løst organiserede bander dybt ind i landet. De kom efter få år til Calabrien, men gjorde Pavia i Norditalien til deres hovedstad.

Den longobardiske erobring bidrog i høj grad til en splittelse af landet, der resulterede i selvstændige bystater under ledelse af lokale militære ledere, kaldet duces efter romersk forbillede. Disse territorier, som med varierende tæthed lå spredt over halvøen, var omgivet af mindre enheder under byzantinsk overherredømme, hvilket medførte en mere eller mindre permanent krigstilstand.

Byen Ravenna med opland forblev imidlertid under Det Byzantinske Rige tillige med de to såkaldte fembyer (pentapolis) i Marche foruden Umbrien, Istriens kyst, Venezia med opland, Campania og hertugdømmerne Perugia, Rom, Neapel, dele af Puglia (Apulien) og Calabrien samt Korsika, Sardinien og Sicilien.

Longobardernes mest betydningsfulde centre blev Spoleto og Benevento samt Capua og Salerno, som efterhånden også blev selvstændige fyrstendømmer.

De byzantinske dele af Italien blev understøttet af militære styrker fra Konstantinopel, og deres ledere fik tildelt godser, samtidig med at både de lokale græske og latinske kirker kom i besiddelse af stadig mere jord.

Militære enheder i Ravenna og fembyerne gjorde ca. 594 oprør mod Det Byzantinske Rige og drog til Rom for at beskytte pave Sergius 1. og fordrive den byzantinske guvernør. Hertugdømmet Rom blev kirkens centrum, og omkring 600 under pave Gregor 1. den Store omfattede det allerede en anseelig samling storgodser, latifundier, fra det sydlige Gallien til Sicilien med særlig stor tæthed i de byzantinske områder.

På Sicilien, der vedblev at være knyttet til Det Byzantinske Rige, ejede kirken store domæner. Med baggrund i godsbestanden opbyggede paverne en stor verdslig magt, som i høj grad bidrog til opsplitningen af landet i mindre enheder, der blev styret af kirkens mænd.

I 643 fik de første longobardiske love kongelig sanktion, og den longobardiske konge fik således en reel autoritet (se Edictum Rothari). Dette bidrog yderligere til splittelse mellem longobarderne og paverne, og konflikten fortsatte under kong Desiderius, som invaderede kirkens besiddelser.

Frankere, normannere og arabere (773-1138)

På baggrund af disse kampe henvendte pave Hadrian 1. sig til den katolske frankerkonge Karl den Store, som i 773 indtog Pavia. Han tog Desiderius til fange og udråbte i 774 sig selv til longobardernes konge, og efter to års kamp blev landet delt i fire dele: frankerlandene mod nord, Kirkestaten i midten, det selvstændige hertugdømme Benevento samt de byzantinske områder i syd med hele øen Sicilien.

Den lille by Vicovaro i Lazio er et typisk eksempel på middelalderens befæstede italienske byer. Mange lignende borge og byer blev bygget fra 900-t. Omkring 1200 blev Vicovaros forsvarsværker kraftigt udbygget, og byen kom i tidens løb i mange forskellige herrers hænder. Bykortet viser byen, der i begyndelsen af 1500-t. blev angrebet af kejserlige tropper.

Juledag år 800 blev Karl den Store kronet til kejser af pave Leo 3., og det gamle longobardiske aristokrati blev efterhånden trængt ud og erstattet af frankiske embedsmænd, som i århundreder kom til at udgøre kernen i et feudalt magtapparat i tæt samarbejde med de kirkelige institutioner.

Kort efter den frankiske magtovertagelse blev landet truet af arabiske flåder og hære, som påbegyndte en erobring af Sicilien i 827 og hærgede flere havne og områder på fastlandet. Taranto og Bari faldt i 842, og nogle år senere belejrede araberne Rom. Den militære trussel dannede baggrund for et fremvoksende militært organiseret feudalvæsen, og opløsningen i mindre enheder fortsatte.

Da den sidste karolinger, Karl 3. den Tykke, blev afsat i 887, tiltog opsplitningen i mindre enheder inden for de områder, som nu beherskedes af Kirkestaten, af longobarderne i hertugdømmet Benevento, af byzantinerne i Puglia og Calabrien samt af araberne på Sicilien, der i 902 havde indtaget hele øen.

I 888 blev den lokale fyrste i Friuli, Berengario (1.), konge af Italien, og i 915 lykkedes det ham at slå de arabere, der truede Neapel og Rom. Arabernes tilstedeværelse bevirkede, at byerne Gaeta, Neapel, Amalfi, Pisa, Genova og Venezia opbyggede flådestyrker, som gjorde dem fri af den byzantinske dominans og yderligere bidrog til fragmenteringen af landet. Berengario 1. gav kirken store privilegier, og han gav biskopper ret til at befæste deres byer og slotte.

Afhændelsen af land gennem en mængde privilegiebreve med store friheder for de enkelte individer og korporationer prægede udviklingen i 900- og 1000-t. Det førte til anarki og til et omfattende fæstningsbyggeri, incastellamento, hvori både det verdslige aristokrati og de kirkelige institutioner markerede sig. Berengario 1. blev myrdet i 924, og tiden derefter blev præget af magtkampe mellem forskellige fraktioner, inden den tyske konge, Otto 1. den Store, i 951 blev udnævnt til konge af Italien. I 962 blev han af paven kronet til kejser af Det Hellige Romerske Imperium af Den Tyske Nation, hvilket førte til udvidede kirkelige privilegier.

Den tysk-romerske kejsermagt fik den overordnede magt i landet på trods af de politiske mål, som aristokratfamilier, byer og kirkelige institutioner søgte at realisere, ligesom den gjorde sig gældende gennem officielle besøg og krigstogter. 966-72 kæmpede Otto den Store mod byzantinerne i Puglia og Calabrien og underkuede de longobardiske hertuger i Syditalien. Hans søn Otto 2. fortsatte sin fars erobringspolitik i den sydlige del, men blev i 982 slået af araberne, som genoptog deres angreb på hele det byzantinske område i Syditalien. Kampen mod araberne førte til udbygning af kasteller og havne og til en koncentration af politisk magt til forskellige lokale centre. En ny krigerklasse, der var åben over for international rekruttering, blev knyttet til byer og lokale fyrster.

Som faderen, Otto 2., blev Otto 3. kronet til tysk-romersk kejser af paven, men efter Otto 3.s død i 1002 begyndte en strid mellem den kirkelige og den verdslige magt. Den lokale fyrst Arduin fra Ivrea udråbte sig selv til konge og blev støttet af det verdslige aristokrati, som ville hævde landets uafhængighed. De kirkelige feudalvasaller indkaldte som modtræk den tyske kong Henrik, der kæmpede mod den italienske fyrste og i 1014 i Rom blev udråbt til tysk-romersk kejser som Henrik 2. (den Hellige). Snart indtog byerne Pisa og Genova det arabiske Sardinien og begyndte kampen for at opnå herredømmet over Sicilien. Konflikten lokkede lokale fyrster, byer og kirkelige institutioner til at ansætte normannere som professionelle hærførere. De foretog angreb på det arabiske Sicilien og derefter også på Balkan og opnåede trods skarpe modsætninger til paven efterhånden hans protektion. Normannerne blev efter 1030 et vigtigt og farligt instrument i magtkampen, og de erhvervede stor rigdom og magt.

I Rom kæmpede forskellige lokale adelsfamilier om adgang til pavestolen. De beherskede byen og havde forskellige kandidater til paveembedet, hvilket på et tidspunkt resulterede i tre samtidigt valgte paver. De blev dog afsat af den tyske kong Henrik ved et møde i Sutri, der valgte Clemens 2. til pave. Clemens kronede i 1046 Henrik til tysk-romersk kejser som Henrik 3.

Byerne

I 1000-t. begyndte bybefolkningen at kræve frihed og rettigheder, bl.a. til at vælge egne ledere og beskyttere. Håndværkere og købmænd dannede korporationer og henvendte sig til den verdslige adel i Milano som modtræk mod ærkebiskoppens magt og i den hensigt at skabe en selvstændig administration med egne konsuler (borgmestre) som politiske ledere. I mange byer blev én, to eller flere konsuler valgt for kortere perioder; de skulle samarbejde med et byråd bestående af ældre tillidsmænd og embedsmænd. Erhvervene blomstrede, og handelen ekspanderede, samtidig med at behovet for investeringer til anskaffelse af råmaterialer og transportmidler, fx skibe, voksede støt. Aktiviteterne i byerne krævede administratorer og jurister uden for kirken.

Norditalienske byer som Milano, Pisa, Genova, Venezia og Firenze udviklede egne forfatninger med en velfungerende administration. På trods af, at Pisa og Genova fortsatte kampen mod araberne, var det fra disse, at nye varer, teknik og viden om fx matematik kom til de norditalienske handelsbyer. Folketallet og omsætningen af varer steg kraftigt, og især tekstilindustrien fik et stort opsving med produktion af silke, uld og linned. En borgerstand med stærkt specialiserede håndværkere opstod, og behovet for råvarer, faglærte håndværkere, låneinstitutter og jurister steg. I Bologna grundlagdes ca. 1088 et studium med henblik på uddannelse af jurister, og efterhånden indførtes en systematisk brug af jurister til udformning af traktater mellem byer, institutioner og privatpersoner. Hermed var det formentlig første universitet oprettet.

Syditalien blev domineret af normannere, og med Traktaten i Melfi 1059 blev hærføreren Robert Guiscard af paven udnævnt til hertug af Puglia og Calabrien. Dermed tog normannerne magten over de sydlige dele af landet.

Investiturstriden

Pavens ret til at salve kejseren og kejserens ret til at udnævne biskopper førte til en alvorlig magtkamp, den såkaldte Investiturstrid, mellem pave og kejser. Pave Gregor 7. proklamerede i et edikt, at pavens magt stod over alle verdslige herrer; ved et møde i Worms, indkaldt af kejser Henrik 4. i 1076, afsatte de forsamlede tyske biskopper imidlertid paven. Gregor 7. ekskommunikerede omgående kejseren, der året efter blev tvunget til at vandre i bodsgang til paven i Canossa i Toscana for at blive løst fra bandet. Som hævn drog Henrik 4. i 1081 til Italien og nedkæmpede den pavetro grevinde Matildes tropper, indtog Rom og udnævnte en modpave, Clemens 3.

De tysk-romerske kejsere var stærkt interesseret i at få kontrollen over Italien, og denne politik prægede udviklingen frem til 1250, da kejser Frederik 2. døde. I den sydlige del forstærkedes den normanniske indflydelse, og Roger 2. blev kronet til konge af Puglia, Calabrien og Sicilien. Han fordrev definitivt byzantinerne fra landet ved at indtage Neapel og Capua 1137-38.

Stor indflydelse på udviklingen i højmiddelalderen fik desuden korstogene, der gav de italienske søhandelsbyer store fordele i form af øget transithandel og ekspanderende industri.

Guelfer og ghibelliner (1138-1250)

I 1138 kom slægten Hohenstaufen i besiddelse af den tysk-romerske kejsermagt, og den første store rigssamler blev Frederik 1. Barbarossa, der forsøgte at skabe et magtområde i Norditalien. Frederik mødte kraftig modstand i de større lombardiske byer, der blev bakket op af pave Alexander 3. Kejserens fætter, den sachsiske hertug Henrik Løve, var også i alliance med kirken og modstander af hohenstaufernes magtpolitik. Henrik Løve kom fra slægten Welf, og et italiensk paveparti fik samme navn: guelfer, mens de kejsertro blev kaldt ghibelliner, opkaldt efter kejserfamiliens slot Waiblingen i Østrig; partikampene mellem disse to fraktioner kom længe til at præge udviklingen.

Samtidig blev aristokratiet mange steder angrebet af håndværkere og købmænd. I 1143 gjorde de to grupper oprør i Rom og grundlagde en kollegiestyret regering. Rom blev dog i mangel af handel og opland aldrig en by af betydning, og udviklingens centrum kom til at ligge i de norditalienske byer, hvor man skabte raffinerede republikanske eller oligarkiske forfatninger med indviklede valgsystemer. En rig købmandsklasse, der var afhængig af den øvrige handel og håndværket, skabte enorme formuer.

Frederik 1. Barbarossa mistede grebet om udviklingen, da de lombardiske byer atter gik sammen i 1167 og dannede Den Lombardiske Liga. Kejseren belejrede forgæves Milano, og ved freden i Konstanz i 1183 blev han tvunget til at anerkende kommunernes selvstændighed, hvilket blev startskuddet til en merkantil og politisk blomstring.

I 1211 kom tyske fyrster til Palermo og tilbød den tysk-romerske kejserkrone til kongen af Sicilien, hohenstauferen Frederik (2.). Han besejrede guelferne og blev i 1220 kronet til kejser i Rom. Frederik 2. genopbyggede den kongelige administration på Sicilien 1220-25 og indførte bl.a. en organiseret socialpolitik og lempede livegenskabet. Han kæmpede imidlertid også for et samlet Italien og førte en langvarig kamp mod paven, først og fremmest mod de lombardiske byer. Til trods for Frederik 2.s mange initiativer gik det tilbage for de tidligere blomstrende handelsbyer Messina, Gaeta, Bari og Salerno. Pisanere og genovesere varetog handelen i konkurrence med købmænd fra Aragonien, og tekstilindustrien gik tilbage. I Syditalien opstod altså ikke bystater; området forblev under én kongemagt, der med Karl 1. af Anjous søn Karl 2. og hans søn igen Robert 1. den Vise som herskere uden succes forsøgte at genetablere kontrollen over Norditalien.

Tiggermunkeordener

I tæt sammenhæng med byudviklingen opstod tiggermunkeordener. Frans af Assisi påbegyndte et missionerende liv i apostolisk fattigdom og erhvervede så mange efterfølgere, at hans franciskanere, de små brødre, i 1223 blev godkendt af paven med en egen ordensregel. Sammen med dominikanerne kom de til at spille en stor rolle i de italienske byer, hvor de oprettede mange klostre, der efterhånden erhvervede stor rigdom, og de byggede store kirker. Deres virke kom til at sætte sit præg på de fleste større og mindre byer. Til trods for tiggermunkenes ivrige prædiken og øvrige indsats gik pavens politiske magt tilbage, og forskellige kætterske bevægelser opstod.

Bystaternes dominans (1250-ca. 1350)

Da Frederik 2. døde i 1250, var hohenstaufernes rolle udspillet. Efter blodige magtkampe gav paven i 1265 kongeriget Sicilien til Karl 1. af Anjou, der med hård hånd ville gennemføre sin politik, men ved Den Sicilianske Vesper i 1282 blev franskmændene fordrevet fra Sicilien, og Peter 3. af Aragonien tog magten. Kejser- og pavemagtens tilbagegang åbnede vejen for selvstændiggørelsen af de norditalienske byer, der var i hænderne på guelfere eller ghibellinere. Byernes økonomiske opgang fortsatte i stigende tempo. Firenze og især Milano udviklede sig til europæiske storbyer med titusinder af indbyggere, og fx Firenzes uldindustri krævede import af råvarer fra Brugge, senere fra Spanien og England; de florentinske klæder blev kendt over hele Europa for deres høje kvalitet. Langsigtede investeringer gav basis for en udvidet pengeøkonomi. Firenze og Venezia prægede guldmønter (floriner og dukater) og udviklede et bankvæsen med kreditter, veksler og statslån til udlandet, især England. De florentinske banker gik i spidsen og ydede gennem deres filialer lån til paverne og til engelske og franske konger, der konkurrerede om uldhandelen. Købmandsgilder og håndværkerlav regulerede nøje investeringer, kvalitet og priser. Deres rigdom og indflydelse gjorde det i mange byer muligt for dem at tage magten. I 1293 fik Firenze således sin egen republikanske forfatning, der udviklede sig til et folkestyre med repræsentanter fra gilder og lav som styrende organ indtil 1430'erne, hvorefter Medicislægten gradvist tiltog sig magten i byen.

Alle byer udviklede efterhånden egne statsforfatninger, hvor konsulerne i løbet af 1200-t. blev afløst af en såkaldt podestà og/eller en capitano del popolo, folkets beskytter. Disse valgte embedsmænd fik større eller mindre politisk magt over byrådet. Mange byer kom i kortere eller længere tid i hænderne på udefrakommende kirkelige eller kejserlige embedsmænd. Tit skete det, at byernes condottièri eller andre valgte embedsmænd i perioder tog magten som despoter (signori) og standsede de heftige partistridigheder, fx i Milano.

Den kommercielle udvikling førte ofte til handelskrige mellem byerne, selvom man med alliancer og diplomati prøvede at bevare ligevægten. Specialiseringen blev dyrket i stort omfang; fx producerede Milano jernvarer og våben, Pisa læder og kvæg, Lucca silke; Siena blev bankby og Bologna centrum for universitetslivet. Genovas mægtige patricierfamilier søgte at dominere handelen på Orienten i konkurrence med Venezia, hvilket ofte medførte blodige krige. Venezia gik i løbet af 1200-t. af med sejren og blev Italiens førende stat, regeret af en kreds af adelsfamilier fra købmandsadelen.

I 1303 blev pave Bonifacius 8. taget til fange af Filip 4. den Smukke af Frankrig, og i 1309 blev pavestolen flyttet til Avignon i Provence, hvorefter de italienske købmandshuse i stigende udstrækning sendte repræsentanter dertil, og banker oprettede filialer. Pavedømmet blev afhængigt af den franske konge og organiserede en omfattende skatteopkrævning over hele Europa. Pave Johannes 22. prøvede energisk at føre krig mod alle ikke-guelfere, og alle ghibelliner i Pisa og Lucca samt familien Visconti i Milano, huset Savoyen i Piemonte, kong Frederik 2. af Sicilien og alle frafaldne i Kirkestaten blev udsat for bandlysning og bekriget med våben.

Johannes 22. foragtede den humanistisk orienterede kong Robert 1. den Vise af Neapel, men allierede sig alligevel med kongen og gjorde ham til kejserlig vikar i Italien i 1317. Paverne satte store pengesummer ind på en generobring af landet, hvilket gav grobund for, at lokale erobrere i kortere perioder dominerede større eller mindre områder.

I Rom forsøgte adelsmanden Cola di Rienzo i 1347 uden held at genskabe den romerske republik med sig selv som tribun, og Kirkestaten forsøgte i den efterfølgende periode at genoprette sin autoritet med blodige midler. Mange despoter, som havde taget magten over dele af Kirkestatens gamle område, etablerede sig i byerne, fx Malatesta i Rimini og Montefeltro i Urbino.

Hungersnød, forskellige condottierers hærgen samt pesten 1348-49 (den sorte død) gjorde store indhug i befolkningen. Til trods herfor prægede byernes købekraft og muligheden for import landet i midten af 1300-t. Efterhånden kunne såvel en del gamle, rige familier som nye kræfter takket være banker og kapital trække ny arbejdskraft til byerne, mens byernes opland i længere tid led under et befolkningstab. Generelt steg lønningerne for faglærte arbejdere, mens ufaglærte ofte klagede over høje madpriser.

I store dele af det pesthærgede Europa fik jøderne skylden for pesten; der opstod blodige pogromer, men i modsætning til den jødiske befolkning i det meste af det øvrige Europa havde jøderne i Italien igennem hele middelalderen levet under gode kår med stor og kvalificeret specialisering inden for mange forskellige erhverv, inden de ved middelalderens slutning blev ramt af forfølgelser.

I de italienske byer blev en ny borgerlig kultur grundlagt, som blev mønstergyldig for hele Vesteuropa. Milano kappedes med Venezia om at udrydde de mange despoter i det nordlige Italien, fx Scalaslægten i Verona og Carraraslægten i Padova. Derimod overlevede Gonzagaerne i Mantova og Esterne i Ferrara sammen med et utal af mindre despotfamilier, navnlig i Romagna og Umbrien. I Venezia holdt den aristokratiske forfatning sig, og i Firenze fortsatte folkestyret under Guelferpartiets førerskab. Kirkestaten var i fuldstændig opløsning efter Cola di Rienzos mislykkede forsøg på at genrejse Roms storhed, og kongeriget Neapel med Sicilien gik økonomisk stærkt tilbage. Den opløsning, som tog sin begyndelse med longobardernes fremtræden, fortsatte helt frem til renæssancen, og en af de få prominente patrioter, digteren Francesco Petrarca, sørgede i digtet Italia mia over det splittede hjemland.

Læs mere om Italiens historie.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Den lille by Vicovaro i Lazio er et typisk eksempel på middelalderens befæstede italienske byer. Mange lignende borge og byer blev bygget fra 900-t. Omkring 1200 blev Vicovaros forsvarsværker kraftigt udbygget, og byen kom i tidens løb i mange forskellige herrers hænder. Bykortet viser byen, der i begyndelsen af 1500-t. blev angrebet af kejserlige tropper.

© Dette billede må du ...

Jernkronen, corona di ferro, er den longobardiske kongekrone og formodentlig fra 800-t. Ifølge sagnet blev den båret af folkets konger. Karl den Store, tysk-romerske kejsere og til sidst Napoleon 1. i 1804 brugte den ved kroninger og andre ceremonier. Den 8 cm brede guldring, måske oprindelig en armring, er dekoreret med ædelsten, og ifølge legenden består den indre ring af et søm fra Kristi kors. Den opbevares i domkirken i Monza.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Marie-Louise Hammer
18/05/2014
Redaktionen
29/04/2009
Oprindelige forfattere
MLin
31/01/2009
THard
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki