Tokugawa-shogunatet

© John Fowlie

Japan. Baku-han-systemet. Fordelingen af de vigtigste len i Tokugawa-perioden (1603-1868).

Tokugawa-shogunatet, Tokugawa bakufu, styre i Japan, grundlagt i 1603 af Tokugawa Ieyasu og formelt opløst med Meijirestaurationen 1868; den sidste shogun gik af i 1867.

Shogunen var den øverste i hierarkiet, idet kejseren ingen reel magt havde. Shoguntitlen gik i arv i Tokugawa-slægten, som sammen med sine vasaller også besatte de fleste embeder i centraladministrationen.

Juridisk havde shogunatet kun direkte magt over den fjerdedel af landet, Tokugawa-slægten selv besad, samt over de vigtigste havnebyer og kejserbyen Kyoto.

Resten af landet var opdelt i ca. 260 len med hver sit juridiske og økonomiske selvstyre og ledet af hver sit daimyo. Daimyoernes loyalitet blev sikret gennem kravet om, at deres familier skulle bo i shogunatets hovedby, Edo (nuv. Tokyo).

© Tokyos Universitet

Bønder betalte under Tokugawa-shogunatet skat i form af ristønder, som afleveredes til de samuraier, der stod for lenets administration.

Samfundet var skarpt opdelt i aristokrati, samuraier, bønder, håndværkere, købmænd samt flere marginaliserede grupper. Standsopdelingen øgede shogunatets kontrol og var en videreførelse af Toyotomi Hideyoshis reformer. I hovedparten af Tokugawa- eller Edo-perioden var Japan lukket for omverdenen; se Japan (historie).