Zhoudynastiet

Zhoudynastiet, ca. 1000-255 f.Kr., kinesisk dynasti, der lagde grunden til de politiske og kulturelle institutioner, som var afgørende for det senere kinesiske kejserrige. Zhou, der efterfulgte Shangdynastiet, var delt i Vestlig Zhou (1040-771 f.Kr.) med hovedstad i Hao nær det nuværende Xi'an og Østlig Zhou med hovedstad i Luoyang. Østlig Zhou bestod af perioderne Forårs- og Efterårsperioden (Chun Qiu, 770-476 f.Kr.) og De Stridende Staters Periode (Zhan Guo, 475-221 f.Kr.). Zhoudynastiet begyndte med ekspansioner med centrum i Nordkina ved Huang He, men herskerhuset havde ingen reel kontrol over de erobrede områder, der var blevet inddelt i feudale len, ledet af fyrster under Zhoukongens overhøjhed. Fyrsterne regerede fra befæstede byer og udvidede deres territorium ved anlæggelse af nye byer, der efterhånden blev selvstændige stater med lokale særpræg. Fra Østlig Zhou sluttede disse stater sig sammen i forbund, hvorefter Zhoukongens magt var rent ceremoniel. Denne balance ændredes fra De Stridende Staters Periode, da staterne havde udviklet sig til centraliserede monarkier med en bureaukratisk struktur uafhængig af Zhouherskerhuset, og de seks største, Zhao, Han og Wei i nord, Qin i vest, Qi i øst og Chu syd for Chang Jiang (Yangtze Kiang), bekrigede hinanden om overherredømmet. Det endte med Qins sejr og udråbelsen af det første kejserdynasti (Qindynastiet) i 221 f.Kr.

Zhou var således mindre et dynasti end en periode karakteriseret ved gradvis overgang fra et system af feudalstater til etableringen af en bureaukratisk, kejserlig centralmagt. I løbet af Zhou skete der også store sociale og økonomiske forandringer. Afgrøder som hvede og soja blev indført, og man begyndte at anvende kunstvanding. Der blev udført store anlægsarbejder, drevet udstrakt handel og opbygget en jernindustri. Professionelle hære blev opstillet, og der opstod en klasse af professionelle lærde, der tjente staterne som rådgivere og embedsmænd, fx filosofferne Kong Fuzi, Meng Zi og Xun Zi.