Babylonien (Astronomien)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Astronomien i Babylonien er den ældste kendte med et udviklet teorigrundlag, og den viser sig stadig tydeligere som den ældste kilde til de eksakte videnskaber. Astronomien var en aritmetisk videnskab uden geometriske modeller; man beskrev og beregnede væsentlige måne- og planetfænomener ud fra talskemaer. Periodiske fænomener blev tilnærmet med periodisk svingende talfølger; således allerede i de tidligste kilder: Enuma Anu Enlil, som er tekster med rødder i 2000-t. f.Kr.

Mens man i dag kan beregne planeternes position til ethvert tidspunkt, betragtede den babyloniske astronomi kun karakteristiske punkter på planetbanen, fx opposition (modsat retningen til Solen) eller første synlige opgang i øst efter konjunktion (samme retning som Solen). Tid og sted for disse fænomener er registreret i de såkaldte Diaries (ca. 700 f.Kr.-75 e.Kr), der angår de fem kendte planeter, Månen samt sol- og måneformørkelser. Disse fænomener er dels observeret direkte, dels blevet forudsagt ud fra tidligere observationer.

Den babyloniske astronomi kulminerede i 200-t. f.Kr., bl.a. med efemeridetavler, dvs. tabeller over positioner for Månen og hver planet. Beregnede tidspunkter og positioner (i ekliptikasystemet, se astronomiske koordinater) af på hinanden følgende fænomener er opstillet i tabeller. Man har rekonstrueret de tilgrundliggende beregningsskemaer alene ud fra de deri optrædende tal og bekræftet rekonstruktionen ved at analysere de kortfattede beregningsanvisninger i de babyloniske læretekster.

Babylonierne interesserede sig især for fuld- og nymånen. De observerede formørkelser og desuden seks karakteristiske tidsintervaller imellem Solens og Månens op- eller nedgang i dagene omkring opposition (fuldmåne) og konjunktion (nymåne). Disse intervaller er lette at observere, men er teoretisk set meget komplicerede størrelser, der ikke alene afhænger af tidspunktet for opposition (eller konjunktion), men også af Månens hastighed, længde og bredde til dette tidspunkt, altså af periodisk varierende komponenter med forskellige perioder. I efemeridetavlerne blev disse tidsintervaller beregnet under korrekt hensyntagen til alle de uafhængige variable, som kunne skilles fra hinanden ved passende kombination af de observerede intervaller. Den tyske matematiker Otto Neugebauer har beskrevet dette som "en af de mest brillante præstationer i antik videnskab".

Hellenistiske, arabiske og indiske astronomer overtog væsentlige dele af den babyloniske astronomi; fx anvendte den græske astronom Hipparchos babyloniske talfølger og perioderelationer. Ptolemaios bestemte fundamentale parametre i sin månemodel ud fra babyloniske observationer af måneformørkelser; han regnede med babyloniske 60-talbrøker og delte cirklen i 360°.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/11/2012
Oprindelig forfatter
LB-B
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki