Libanon - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Libanon blev i oldtiden ofte invaderet af herskere fra Egypten, Babylonien og Assyrien. Oldtidens store imperier var interesserede i området, fordi Libanons bjerge dengang var meget skovrige og således kunne levere tømmer til de gigantiske tempelanlæg, der blev opført i såvel Egypten som Mesopotamien.

Området blev erobret af kalifatet i 630'erne, og en række af kystbyerne fungerede i 700-t. som havne for kalifatets flåde. Det meste af Libanon var i 1100- og 1200-t. underlagt korsfarernes kontrol. Fra 1517 kom Libanon under formel osmannisk kontrol, men store dele af området var i perioden 1517-1918 reelt kontrolleret af forskellige lokale slægter, der repræsenterede hver sin religiøse tradition. Gennem 1800-t. var området omkring Libanonbjergene præget af modsætninger mellem drusere og maronitter. Voldsomme sammenstød, der kulminerede i 1860, førte til europæisk indblanding og etableringen af et nyt administrativt system. En osmannisk, ikke-maronitisk og ikke-libanesisk kristen guvernør, udpeget af den osmanniske sultan, skulle i samarbejde med et lokalt råd administrere Libanonbjergene. Systemet, der blev etableret i 1861, bestod indtil 1. Verdenskrig.

Libanon i mandatperioden 1920-46

Frankrig fik i 1920 af Folkenes Forbund mandat over Syrien og udskilte samme år et særligt administrativt område, Le Grand Liban, bestående af byerne Beirut, Tripoli, Tyros og Sidon med Bekaadalen mod øst, Akkarområdet mod nord og området mod Palæstina i syd. I løbet af 1920'erne og 1930'erne enedes de forskellige grupper om, at landet udgjorde en politisk enhed. I erkendelse heraf indgik ledende repræsentanter for de store religiøse grupperinger i 1943 Den Nationale Pagt, der blev det uafhængige Libanons politiske fundament. De to største grupperinger, maronitter og sunnimuslimer, indgik et kompromis, hvor maronitterne formelt opgav tanken om fortsat samarbejde med Frankrig, mens sunnimuslimerne garanterede, at de fremover ikke ville arbejde for, at Libanon skulle blive en del af Syrien. Landets øvrige religiøse grupperinger tiltrådte Den Nationale Pagt mod den garanti, at de ville få del i den politiske magt i overensstemmelse med deres andel af befolkningen.

Det uafhængige Libanon 1946-75

Libanon oplevede fra sin uafhængighed og frem til borgerkrigens udbrud i 1975 en voldsom økonomisk udvikling, der var et resultat af forskellige omstændigheder. Ved etableringen af Israel i 1948 blev Beirut centrum for de økonomiske forbindelser mellem den arabiske verden og Vesten. Beiruts betydning blev yderligere tilgodeset af den politiske udvikling, der prægede dele af den øvrige arabiske verden i 1950'erne, hvor bl.a. Egypten nationaliserede vestlige økonomiske foretagender. Med undtagelse af en krise i sommeren 1958 var perioden 1946-75 generelt præget af politisk stabilitet.

Præsidenter
1943-52 Bishara al-Khuri 
1952-58 Camille Chamoun 
1958-64 Fuad Chehab 
1964-70 Charles Hélou 
1970-76 Sulayman Frandjiye 
1976-82 Elias Sarkis 
1982-88 Amin Gemayel
1989 René Moawad
1989-1998 Elias Harawi 
1998-2007 Émile Lahoud 
2008- Michel Sleiman

Libanon modtog som følge af Den Første Arabisk-israelske Krig ca. 100.000 palæstinensiske flygtninge, der overvejende blev bosat i flygtningelejre omkring de store libanesiske kystbyer. Det lykkedes den libanesiske regering at holde sig ude af den arabisk-israelske konflikt frem til ca. 1970, da mange palæstinensere blev fordrevet fra Jordan og søgte mod Libanon. PLO overflyttede derefter sit hovedkvarter til Beirut, og Libanon blev derfor fra begyndelsen af 1970'erne i stigende omfang involveret i palæstinensernes konflikt med Israel. Det førte til, at det traditionelle samarbejde mellem sunnimuslimerne og maronitterne blev vanskeliggjort.

Den Libanesiske Borgerkrig 1975-90

Borgerkrigens udbrud var et resultat af voksende modsætninger i det libanesiske samfund, repræsenteret ved to bevægelser. Den Libanesiske Nationale Bevægelse, LNM, var fortaler for et opgør med det politiske system, der havde eksisteret siden indgåelsen af Den Nationale Pagt, og for en styrkelse af den libanesiske stat på bekostning af den magt, der traditionelt tilkom lederne af de enkelte religiøse grupperinger. Den anden bevægelse, Libanesiske Styrker, LF, fastholdt på sin side, at der ikke kunne rokkes ved det fundament, der var blevet etableret ved indgåelsen af Den Nationale Pagt. Vedrørende forløbet af borgerkrigen, se Den Libanesiske Borgerkrig.

Libanon siden 1990

Libanon. Demonstration i Beirut.

Libanon. Demonstration i Beirut.

I oktober 1989 blev der indgået en aftale i al-Taif i Saudi-Arabien, som banede vejen for en afslutning på borgerkrigen. Parterne enedes dels om en reform af det politiske system, dels om afvæbning af de mange militser, der var opstået i løbet af borgerkrigen. På det politiske plan enedes parterne om en omfordeling af den politiske magt: Landets parlament skulle i fremtiden bestå af lige mange kristne og muslimske repræsentanter, og man enedes også om at begrænse præsidentens beføjelser. Med syrisk støtte lykkedes det i oktober 1990 at nedkæmpe general Aoun (f. 1935), der i september 1988 var blevet indsat som leder af en midlertidig regering. Aoun havde 1989-90 forgæves søgt at gøre op med den syriske militære tilstedeværelse i landet.

Grupperne bag Taif-aftalen valgte i november 1989 René Mouawad til ny præsident. Han blev kort efter myrdet og Elias Harawi blev valgt som hans efterfølger. Harawi indgik i maj 1991 en aftale med Syrien, som formelt gav landet ret til at blande sig i libanesisk politik for så vidt det havde betydning for syrisk sikkerhedspolitik. I løbet af få år havde centralregeringen igen skaffet sig kontrol over landet med undtagelse af den sydlige del, som kontrolleredes af Den Sydlibanesiske Hær, SLA, i tæt samarbejde med Israel. Hizbollah sikrede sig retten til at fortsætte kampen mod Israel fra landets øvrige politiske grupperinger, og bevægelsen etablerede sig som en del af det nye politiske system i landet. Den fortsatte syriske tilstedeværelse førte ved afviklingen af valgene i 1992 og 1996 til en delvis kristen boykot. Under ledelse af ministerpræsident Rafik Hariri blev den centrale del af Beirut genopbygget, og der blev lanceret en økonomisk politik baseret på en genskabelse af Beirut som et finansielt centrum for regionen.

Hibzollahs kamp mod Israel førte i 1993 og 1996 til israelske angreb mod mål i Libanon, der sendte adskillige hundrede tusinder på flugt fra landets sydlige del mod nord. I maj 2000 lykkedes det endelig Hizbollah at presse SLA og Israel ud af den sydlige del af landet, men Israel har opretholdt besættelsen af enkelte landsbyer (Sheba-området), som både Libanon og Syrien gør krav på. I oktober 1998 blev general Émile Lahoud (f. 1936) valgt til ny præsident, og nye valg til parlamentet blev afholdt i 2000, denne gang med fuld kristen deltagelse. Det førte til voksende kritik af den syriske tilstedeværelse, og i et forsøg på at imødekomme kritikken formindskede og reorganiserede Syrien i 2001 og 2002 sine styrker i Libanon. Tropper i Beirutområdet blev trukket tilbage til Bekaadalen, men de kristne grupperinger krævede fra 2003 fuldstændig syrisk tilbagetrækning.

I september 2004 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1559, der bl.a. pålagde alle fremmede tropper at trække sig ud af Libanon. I sensommeren 2004 sluttede også tidligere ministerpræsident Rafik Hariri sig til dem, der krævede Syrien ud af landet. Hariri blev i februar 2005 dræbt ved et attentat. Efter et massivt internationalt pres lovede Syrien i marts 2005 at trække resten af sine tropper ud af Libanon. En FN-kommission blev i 2005 nedsat for at afdække hvem der stod bag attentatet mod Hariri; undersøgelserne har ikke givet endegyldigt svar, men stærke indicier peger på, at personer med tilknytning til den syriske sikkerhedstjeneste var indblandet.

Efter valg i maj-juni 2005 blev parlamentet domineret af en antisyrisk alliance; dog fik Hizbollah også en ministerpost. I sommeren 2006 forsøgte Israel med bombeangreb og invasioner ind i Libanon at svække Hizbollah militært. Efter konfrontationen, som havde høje omkostninger for Libanons indbyggere og infrastruktur, stod Hizbollah imidlertid styrket pga. sin modstand mod de israelske styrker. Dette har samtidig, i kraft af den tætte alliance mellem det religiøse styre i Iran og Hizbollah, styrket den iranske indflydelse på den politiske situation i Libanon.

Siden november 2006 har Libanon befundet sig i en politisk krise, hvor oppositionen, ledet af Hizbollah og den kristne Fri Patriotisk Bevægelse, har arrangeret omfattende demonstrationer mod regeringen og krævet større indflydelse og snarlige valg. I november 2007 trådte præsidenten, den syriskorienterede Émile Lahoud tilbage, da hans embedsperiode udløb. Først i maj 2008 lykkedes det at blive enig om en ny præsident, Michel Sleiman. Forud for valget var den politiske situation blevet stadig mere tilspidset, og det lykkedes Hizbollah at tage magten i store dele af Beirut med våbenmagt. Efter forhandlinger parterne imellem i Doha blev spændningen lettet en del, men landet befinder sig stadig i en alvorlig politisk krise.

Læs mere om Libanon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
18/12/2009
Ekspert
Ledstrup
Oprindelig forfatter
JBS
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki