Det Døde Hav

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Det Døde Hav, Al-Bahr al-Mayyit, afløbsløs saltsø på grænsen mellem Jordan, Israel og den palæstinensiske Vestbred, ca. 750 km2. Søen ligger ca. 400 m under havets overflade og er ca. 400 m dyb. Det er det lavest liggende sted på Jorden.

Det Døde Hav ligger i et ørkenområde, og kun Jordanfloden og enkelte kilder forsyner den med vand. Vandspejlet har været faldende siden 1935, især som følge af øget brug af flodens vand.

Det Døde Hav er en mættet saltsø med en saltholdighed i overfladen på 227-275‰ og 327‰ på 100 m dybde. Vandet er bortset fra nogle sjældne mikroorganismer uden liv.

Sydligst i Det Døde Hav afsnører Al-Lisan-halvøen et lavvandet bassin. Hertil oppumpes vand fra selve Det Døde Hav, og det fungerer som inddampningsbassin for kali-, brom- og magnesiumsalte til brug for kemiske virksomheder i Safi i Jordan og Sedom i Israel.

I bibelsk tid lå søen endnu lavere, og nogle arkæologer mener, at ruinerne fra Sodoma og Gomorra må ligge på søens bund. Søens bredder er golde og ubeboede bortset fra enkelte områder med badestrande, restauranter og hoteller, der tilbyder helsegivende mudderbade.

Geologisk ligger Det Døde Hav i en 32 km lang forkastningszone, der som en forlængelse af Rift Valley i Østafrika strækker sig fra Aqababugten i syd til Genesaret Sø mod nord. På begge sider af forkastningszonen dannedes i Sen Tertiær flere store åbne folder. Som et sekundært fænomen blev Det Døde Hav dannet som en gravsænkning.

Hyppige mindre jordskælv, betydelige niveauforandringer i historisk tid og tilstedeværelsen af varme kilder viser, at forkastningen stadig er aktiv.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
sthornval
21/01/2014
Marie-Louise Hammer
06/03/2012
Redaktionen
29/01/2009
Ekspert
Ledstrup
Oprindelige forfattere
BJAnd
29/01/2009
EBo
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki