Palæstina - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Palæstina. Da korsfarerne under 1. korstog i 1099 erobrede eller, som de selv udtrykte det, befriede Jerusalem, blev byens muslimske indbyggere udsat for voldsomme overgreb. Som det fremgår af dette illuminerede manuskript fra 1440, plyndrede korsfarerne tillige byen for guld og kostbarheder.

Selvom der var import fra den ægæiske verden allerede i jernalderen, var det først efter Alexander 3. den Stores erobring af landet i 332 f.Kr., at den egentlige hellenisering begyndte, og den hellenistiske periode varede helt til arabernes erobring i 630'erne e.Kr.

Den materielle kultur prægedes i stigende grad af den fælles hellenistiske tradition: Der blev bygget hellenistiske byer overalt, særlig i den romerske periode, efter at Pompejus havde erobret landet i 63 f.Kr., hvorefter det blev en del af Romerriget, og under Herodes 1. den Store, der førte en bevidst helleniserende politik.

Historisk oversigt
634-40 Palæstina underlægges kalifatet
1099-1291 Kongeriget Jerusalem regeres af kristne korsfarere
ca. 1250 Mamlukkerne erobrer Palæstina
1516 Palæstina indlemmes i Osmannerriget efter Slaget ved Dabiq
1799 Den kortvarige franske besættelse af Palæstina bringes til ophør
1831-40 Palæstina regeres af den egyptiske vicekonge Muhammad Ali og hans søn Ibrahim Pasha
1880'erne Den organiserede jødiske indvandring begynder
1916-18 Under Den Arabiske Revolte gør araberne, støttet af Storbritannien, en ende på det osmanniske overherredømme
1920 Palæstina bliver britisk mandatområde under Folkenes Forbund 
1936-39 Araberne gør oprør mod den jødiske indvandring
1948 Staten Israel oprettes 14. maj
1964 Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, dannes
1987-90 Intifadaen; palæstinensisk oprør mod Israels fortsatte besættelse af Gaza og Vestbredden 
1994 Et palæstinensisk selvstyre oprettes
2001 Den anden Intifada begynder
2004 Yassir Arafat dør
2006 Hamas vinder parlamentsvalget i selvstyreområderne

Et nyt element kom til i den byzantinske periode med kejser Konstantin 1. den Stores eneherredømme og tilladelse af kristendommen. Palæstina var nu Det Hellige Land og blev præget af religiøs arkitektur, og fra perioden frem til 738 findes et overvældende antal kirker og andre mindesmærker, som giver den byzantinske kultur et særligt præg i Palæstina.

Islamiseringen efter 634

I Slaget ved Ajnadayn i 634 vandt en arabisk hær over byzantinske tropper. Det var det første af en række slag, som samme år sikrede det nydannede kalifat i Medina kontrollen over de tidligere byzantinske områder i Palæstina. Jerusalem kapitulerede efter belejring i 637, og havnebyen Caesarea Maritima overgav sig som den sidste af de palæstinensiske byer i 640. Efter erobringen blev Palæstinas administrative centrum Lod, men i begyndelsen af 700-t. grundlagdes Ramla, der overtog denne funktion.

Under den første umayyadiske kalif, Muawiyah (kalif 661-80), fik flere af de palæstinensiske kystbyer udbygget og forstærket deres forsvarsanlæg, og de blev gjort til havnebyer for den flåde, der i 700-t. årlig rettede angreb mod byzantinske besiddelser i vest. Flere af de umayyadiske kaliffer anlagde avancerede landbrugskomplekser i udkanten af mindre byer, og Abd al-Malik (kalif 685-705) lod først Klippemoskéen og siden al-Aqsa-moskéen opføre i Jerusalem.

De umayyadiske besiddelser i Palæstina blev overtaget af abbasiderne efter 750, men kun enkelte af de abbasidiske kaliffer, fx al-Mamun (kalif 813-33), udviste samme store interesse for Palæstina som umayyaderne, og sammen med Syrien blev Palæstina reduceret til provins i det vidtstrakte kalifat. Arabiske geografer beskrev i 800- og 900-t. området som frugtbart med en stor og varieret landbrugsproduktion. Der var desuden en betydelig udvinding af marmor, salt og svovl samt af bitumen fra Det Døde Hav. Områdets frugtbarhed er i samme periode også bevidnet af kristne pilgrimme, der søgte mod Jerusalem. Efter at fatimiderne havde erobret Egypten i 969, kom også Palæstina og dele af Syrien under det nordafrikanske Fatimidedynastis magt.

Korsfarerne

Palæstina. Da korsfarerne under 1. korstog i 1099 erobrede eller, som de selv udtrykte det, befriede Jerusalem, blev byens muslimske indbyggere udsat for voldsomme overgreb. Som det fremgår af dette illuminerede manuskript fra 1440, plyndrede korsfarerne tillige byen for guld og kostbarheder.

I 1099 erobrede kristne korsfarere Jerusalem, og Palæstina samt dele af det nordlige Syrien kom i løbet af 1100-t. under korsfarernes kontrol (se også korstog). Et mindre antal korsfarere slog sig ned i Det Hellige Land (Palæstina) og oprettede bl.a. kongeriget Jerusalem 1099-1187, men deres tilstedeværelse fik ingen varige politiske eller økonomiske konsekvenser. I 1187 blev Jerusalem generobret af muslimerne. Gennem 1100-t. etableredes tætte direkte handelskontakter mellem Palæstina og europæiske, fortrinsvis italienske, købmænd, der via havnebyen Akko afsøgte området for varer, som kunne afsættes i Europa. I 1200-t. sikrede mamlukkerne sig kontrol med Palæstina, og i Slaget ved Ayn Jalut bremsede de den mongolske ekspansion.

Efter at mamlukkerne havde lidt nederlag i Slaget ved Dabiq i 1516, blev Palæstina en del af Osmannerriget, men lokale herskere havde som andre i de osmanniskkontrollerede områder af det arabiske Mellemøsten held til i 1600-1700-t. at sikre sig delvis uafhængighed af sultanen i Istanbul. Den franske invasion i Egypten i 1798 bragte i 1799 kortvarigt Jaffa under fransk kontrol. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede i 1832 Akko og Damaskus og underlagde sig derpå resten af Syrien, men i 1840 måtte hans efterfølger trække sig ud efter britisk og østrig-ungarsk støtte til den osmanniske sultan.

Jødisk indvandring

Siden Palæstina i 634 blev en del af kalifatet, har der i området levet både jøder, kristne og muslimer. Det er uklart, hvornår en større konvertering til islam satte ind, og frem til korsfarertiden var der betydelige kristne og jødiske befolkninger i Palæstina. I 1800-t.s slutning indvandrede et voksende antal jøder fra Rusland og det øvrige Østeuropa, og selvom den osmanniske sultan forsøgte at begrænse indvandringen, øgedes antallet af jøder i Palæstina fra ca. 25.000 i 1880 til ca. 80.000 ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Den jødiske indvandring blev finansielt støttet af World Zionist Organization (WZO), der blev dannet i Basel i 1897 med Theodor Herzl som præsident og som sit mål havde at skabe en jødisk stat i Palæstina (se også zionismen).

Britisk mandatområde

En allieret militæroffensiv støttet af Den Arabiske Revolte under 1. Verdenskrig fra Egypten mod Gaza bragte Palæstina ind i det komplicerede storpolitiske spil ved fredsforhandlingerne i 1919. Repræsentanter for de førende arabiske familier i Palæstina havde taget aktivt del i revolten og støttede derfor også arabiske nationalisters forsøg på i 1920 at udråbe en uafhængig arabisk stat bestående af det nuværende Israel, Det Palæstinensiske Selvstyreområde, det israelskbesatte palæstinensiske område, Jordan, Libanon og Syrien. I stedet besluttede de allierede på San Remo-konferencen i 1920, at Palæstina skulle være et britisk mandat under Folkenes Forbund. I mandataftalen blev det fremhævet, at mandatadministrationen skulle efterleve det løfte, som den britiske udenrigsminister Balfour i 1917 på vegne af den britiske regering havde givet WZO, om aktivt at støtte organisationen i skabelsen af "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina (se Balfourdeklarationen). Det førte til, at Jewish Agency, der var stiftet af WZO, blev en del af det administrative apparat, som blev opbygget, og det medførte samtidig, at hebraisk ligesom arabisk og engelsk blev officielt sprog i Palæstina. Briterne foreslog araberne at deltage i administrationen af mandatet, men det blev i begyndelsen afvist, fordi det blev betragtet som en indirekte anerkendelse af, at Folkenes Forbund havde legitim ret til at bestemme områdets politiske fremtid. En sådan formel accept ønskede man ikke at give, efter at det var blevet tydeligt, at de løfter, som Storbritannien havde givet araberne i forbindelse med Den Arabiske Revolte om støtte til oprettelsen af en uafhængig arabisk stat, ikke ville blive indfriet.

Den jødisk-arabiske konflikt

Under osmannerne havde familier med store jordtilliggender og familier med en central placering i handelen fungeret som bindeled mellem det osmanniske sultanat og den lokale befolkning. På trods af den generelle modvilje fra arabernes side lykkedes det alligevel mandatadministrationen at etablere et samarbejde med flere af de ledende arabiske palæstinensiske familier, der hver især frygtede, at deres traditionelle position kunne trues, hvis andre familier fik held til at samarbejde med Storbritannien. Efterhånden som den jødiske indvandring tog til og fra slutningen af 1920'erne ikke blot førte til dannelsen af jødiske landbrugskolonier, men også til en voksende jødisk indflydelse i byernes økonomi, blev det tydeligt for araberne, at et samarbejde var nødvendigt for at få den jødiske indvandring stoppet. 1920-21 var der enkelte sammenstød mellem arabere og indvandrede jøder, men først de voldsomme uroligheder i 1929 viste, at den fortsatte jødiske indvandring ville føre til yderligere konflikt.

I 1921 blev Muhammad Amin al-Husayni valgt til mufti og samme år udnævnt til leder af Det Øverste Muslimske Råd. Rådet var appelinstans for de lokale muslimske domstole (se sharia) og havde tillige ansvaret for ledelsen af et stort antal institutioner, bl.a. skoler, moskéer og hjem for forældreløse børn, der testamentarisk var blevet givet som waqf, dvs. som religiøs stiftelse. Reelt virkede rådet som kontaktorgan mellem mandatadministrationen og Palæstinas muslimske befolkning, og gennem rådet forsøgte førende arabiske familier i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne uden held at overtale Storbritannien til at begrænse den jødiske indvandring. Den omfattende jødiske indvandring fra 1933 førte i 1936 til dannelsen af Den Arabiske Højkomité, hvis ledelse stod bag en arabisk generalstrejke i 1936, rettet mod den britiske mandatadministration for på den måde at tvinge den til at gribe ind og begrænse indvandringen og forbyde salg af jord til jødiske indvandrere. Generalstrejken udviklede sig til en revolte, der varede indtil 1939, og den førte først til en britisk undersøgelse, Peel-kommissionen, hvis resultat blev offentliggjort i juli 1937: Delingen af Palæstina i en jødisk og en arabisk palæstinensisk stat var den eneste løsning på det tydelige modsætningsforhold mellem indvandrede jøder og arabere. Forslaget blev pure afvist af araberne. I et forsøg på at knuse revolten blev Den Arabiske Højkomité opløst og erklæret ulovlig. Lederne flygtede til Damaskus, hvorfra opstanden blev ledet, indtil den ophørte i 1939.

I Hvidbogen af 1939 slog den britiske regering fast, at den jødiske indvandring til Palæstina skulle reduceres til i alt 75.000 over en femårig periode. Hvidbogen gav også løfte om, at jødiske jordopkøb i Palæstina skulle begrænses, ligesom mandatet skulle ophæves, og området efter en periode på ti år overgå til selvstændighed. De grusomheder, som de europæiske jøder blev genstand for under 2. Verdenskrig, betød imidlertid, at udviklingen i Palæstina efter 1945 blev en anden. Det jødiske samfund i Palæstina var nu så veludbygget, at det ikke længere var nødvendigt at samarbejde med Storbritannien. Den jødiske andel af befolkningen i Palæstina var vokset fra ca. 84.000 i 1922 til ca. 446.000 i 1939 svarende til ca. 30%. Resultatet blev en eskalerende konflikt mellem dels arabere og jøder, dels jøderne og den britiske mandatadministration. I 1947 meddelte Storbritannien FN, at det agtede at trække sig ud af Palæstina. FN vedtog i marts 1947 at fremsende en særlig undersøgelseskommission til Palæstina for på den måde at fremsætte løsningsforslag til FN. Kommissionen blev boykottet af araberne, der fastholdt, at det ikke var FN's anliggende at afgøre Palæstinas fremtid, og da FN i november vedtog et delingsforslag for området, blev det afvist af araberne.

Staten Israel

Da den jødiske stat Israel blev udråbt i Tel Aviv 14.5.1948, udløstes en krig mellem den nye stat og de uafhængige arabiske nabostater, der havde støtte af andre arabiske lande (se arabisk-israelske krige). Resultatet af krigen 1948-49 blev en katastrofe for Palæstinas arabiske indbyggere, og da der i 1949 var indgået våbenhvile, var staten Israel større end det område, der var fastlagt i FN's delingsforslag. Vestbredden var blevet erobret af Transjordanien, og i 1950 blev den en del af Jordan, mens Gaza frem til 1967 var besat af Egypten. Den arabiske palæstinensiske stat, der ifølge FN's delingsforslag skulle have været etableret, blev det ikke, og flere end 700.000 palæstinensere blev som følge af krigen gjort til flygtninge, der blev bosat i flygtningelejre i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien.

Kun langsomt voksede der i løbet af 1950'erne en palæstinensisk national bevægelse frem. De økonomiske værdier, som de palæstinensiske flygtninge efterlod sig i Israel, blev i begyndelsen af 1950'erne nationaliseret, og den tilbageblevne arabiske palæstinensiske befolkning blev skarpt overvåget, om end de formelt blev israelske statsborgere med fulde politiske rettigheder. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev i 1964 skabt på initiativ af Den Arabiske Liga, og fra 1968 sikrede palæstinenserne sig fuld kontrol over organisationen. I løbet af 1970'erne anerkendtes PLO af den arabiske verden og det meste af den tredje verden som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, og gennem 1980'erne lykkedes det også organisationen at sikre sig en vis anerkendelse i Europa. USA nægtede at anerkende PLO, og efter israelsk opfattelse var den en terrororganisation, der ikke kunne forhandles med. Under påvirkning af den palæstinensiske opstand, Intifadaen, fra 1987 og Golfkrigen i 1991 lykkedes det en gruppe palæstinensere og israelere gennem forhandlinger i Oslo at nå frem til en aftale, hvor de to parter kunne anerkende hinanden som legitime repræsentanter for hhv. den palæstinensiske og den israelske befolkning og give løfte om skabelsen af en fremtidig palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden, hvilket foreløbig har udmøntet sig i de palæstinensiske selvstyreområder.

Læs mere om Palæstina eller læs om Israel.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Palæstina. Under det britiske mandat 1920-48 gjorde Jewish Agency fra 1929 en stor indsats for at få jøder i Østeuropa til at drage til Palæstina. Med baggrund i bl.a. forværrede levevilkår i Østeuropa havde kampagnen succes. På plakaten, der er fra ca. 1930, står der på jiddisch Hvorhen? og nederst Til landsbyen.

© Dette billede må du ...

Palæstina. Da korsfarerne under 1. korstog i 1099 erobrede eller, som de selv udtrykte det, befriede Jerusalem, blev byens muslimske indbyggere udsat for voldsomme overgreb. Som det fremgår af dette illuminerede manuskript fra 1440, plyndrede korsfarerne tillige byen for guld og kostbarheder.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Marie-Louise Hammer
12/05/2013
Redaktionen
03/10/2011
Marie-Louise Hammer
25/09/2011
Ekspert
Ledstrup
Oprindelig forfatter
JBS
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki