Ehud Olmert, f. 30.9.1945, israelsk politiker, premierminister 2006-09. Olmert blev 1973 valgt ind i Knesset og har siden som medlem af Likud beklædt flere ministerposter. 1993-2003 var han desuden borgmester i Jerusalem. Efter Ariel Sharons hjerneblødning i januar 2006 blev Olmert udpeget til formand for det nye parti Kadima og samtidig Israels stedfortrædende premierminister. Ved valget i april samme år blev Kadima landets største parti og Olmert premierminister. Han ledte Israel ind i den 34 dage lange krig mod Hizbollah-militsen i Libanon i sommeren 2006. Det lykkedes ikke at stække Hizbollah, og Olmert blev siden kritiseret voldsomt for ikke at have haft en detaljeret militær plan for krigens forløb. I 2008 besluttede han at træde tilbage som premierminister og som leder for Kadima efter at være blevet beskyldt for korruption.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki