Tyrkiet (Historie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Tyrkiet. Jonisk søjlerække fra Artemistemplet, som byen Sardes allerede i antikken var berømt for. Templet erstattede et Kybeletempel, der var blevet ødelagt 499 f.Kr. Byggeriet af det nye tempel påbegyndtes ca. 300 f.Kr. og fortsatte frem til midten af 200-t. e.Kr., men templet blev aldrig fuldført. Det var planlagt som et anseeligt bygningsværk med 17×8 søjler.

Nogle af de ældste menneskelige samfund er blevet påvist i det område, der i dag udgør Tyrkiet. Her fandtes de vilde forløbere for moderne kornsorter og dyr, der kunne tæmmes som kvæg. Naturresurserne muliggjorde fra 6000-t. f.Kr. stenalderbyer som Çatal Hüyük og Hacılar. Folkegrupper fra nord og vest, bl.a. grækere, slog sig ned i dele af Anatolien. Det Hittitiske Rige (se hittitter) regerede det centrale Anatolien i 1000-t. f.Kr., før regionen i 500-t. f.Kr. opslugtes af Perserriget og fra 100-t. f.Kr. af Romerriget. Anatolien og Østthrakien blev knyttet tættere sammen i rollen som fødevareproducent og leverandør af soldater, da Konstantin 1. den Store grundlagde Konstantinopel ved Bosporusstrædet i 330 e.Kr.

Fra 400-t. frem til 1025 var Konstantinopel den største by i den kristne verden og Det Byzantinske Riges politiske og religiøse centrum. Turkmenske nomaders indtrængen i Anatolien i 1000-t. førte til oprettelsen af Rumsultanatet og korsfarernes ankomst. I 1300-t. erobredes Anatolien af et muslimsk imperium, Osmannerriget, der fra 1453 fik Konstantinopel, det nuværende Istanbul, som sit centrum. I 1800-t. blev bl.a. Anatolien råstofleverandør og afsætningsmarked for vestlige industristater. 

Efter Den Græske Frihedskrig 1821-29 måtte Osmannerriget acceptere Grækenlands løsrivelse. Under den Italiensk-tyrkiske krig (1911–12) mistede riget Libyen, og under Balkankrigene (1912-13) sine områder på Balkan, med undtagelse af det østlige Thrakien. Under den osmanniske hærs tilbagetog fra Balkan valgte 400.000 muslimer at forlade området af frygt for græsk, serbisk og bulgarsk forfølgelse. Som reaktion på rigets halvkoloniale status og som en kopi af de nationalismer, der nu havde berøvet riget dets græske, slaviske og arabiske besiddelser, formulerede osmanniske officerer en tyrkisk nationalisme, der vandt sin første sejr i Den Græsk-tyrkiske Krig 1919-22; se græsk-tyrkiske krige.

Republikken Tyrkiet

Tyrkiet. Kemal Atatürk, hovedkraften bag opbygningen af den tyrkiske nationalstat. Foto fra ca. 1917.

Den tyrkiske nationalstat opstod i 1923, da republikken Tyrkiet blev udråbt som statsmagten for det tidligere osmanniske Østthrakien og Anatolien. Undertegnelsen af Lausannefreden 1923 medførte international anerkendelse af den nye stat, der påtog sig at tilbagebetale Osmannerrigets statsgæld. Tyrkiet fik dog først fuld suverænitet over Dardanellerne i 1936 (se Montreuxkonventionen).

Hovedkraften bag opbygningen af den tyrkiske nationalstat var Kemal Atatürk. Som præsident fra 1923 til sin død i 1938 var han republikkens reelle magthaver. Han legitimerede sit diktatur ved at tillade demokratiske institutioner, men ikke en organiseret opposition. Atatürk søgte med forskellige midler at give den nye stats befolkning en national selvfølelse som ét tyrkisk folk, og der blev slået hårdt ned på grupper og personer, som han anså for fjender af en tyrkisk enhedsstat. Fra 1923 iværksattes en tvungen befolkningsudveksling mellem Tyrkiet og Grækenland. Hermed sikredes det, at de etniske tyrkere blev Tyrkiets altdominerende befolkningsgruppe. 1,5 mio. tyrkisktalende grækere blev tvunget til at forlade Anatolien, hvis armenske befolkningsgruppe allerede ca. 1900-15 var blevet fordrevet eller udslettet. Tyrkiets eneste betydningsfulde etniske minoritet var herefter kurderne, men den tyrkiske stat har siden vedvarende nægtet at anerkende eksistensen af etniske minoriteter i landet. I det østlige Anatolien nedkæmpede den tyrkiske stat kurdiske oprør 1925, 1930 og 1937.

Atatürk ønskede, at den nye enhedsstat skulle være et moderne vestligt industrisamfund. Fra 1929 lod han staten oprette og drive en lang række store industrier, banker og servicevirksomheder; denne statskapitalisme gav Tyrkiet en selvforsynende nationaløkonomi, der afløste landets tidligere afhængighed af udlandet. 1920'erne var desuden præget af moderniseringer af retsvæsenet og en vestlig prægning af befolkningens arbejdskultur, livsførelse og holdninger. Målet var at gøre Tyrkiet til et land med en borgerlig vestlig adfærd og tankegang. Islamiske domstole afskaffedes 1924; den islamiske ret, sharia, afskaffedes og erstattedes af et nyt civil- og strafferetssystem kopieret efter vesteuropæiske forbilleder. Fra 1925 europæiseredes tyrkernes hverdagsliv gennem påbudt overgang til den gregorianske kalender, til metersystemet og til europæisk klædedragt, ligesom arabisk skrift i 1928 udskiftedes med det latinske alfabet. Den læse- og skrivekyndige andel af befolkningen voksede fra 8% i 1928 til 30% i 1945.

Flerpartidemokratiet

Atatürks moderniseringsstrategi formuleredes i 1930'erne som en ideologi, kemalisme, som staten forpligtedes på. Men i 1945 indførte hans efterfølger, İsmet İnönü, flerpartidemokrati. Siden har de skiftende regeringers politik medført, at det tyrkiske samfund har bevæget sig væk fra stadig flere af kemalismens grundprincipper. Det tyrkiske militær har reageret på denne udvikling med tre militærkup (1960, 1971 og 1980), der kortvarigt fratog politikerne magten og formulerede de rammer, som politikerne fremover skulle styre landet efter.

Atatürktidens politiske og økonomiske isolationisme blev opgivet, mens Adnan Menderes var regeringsleder 1950-60. Tyrkiet blev da medlem af flere vestlige forsvarsalliancer, bl.a. NATO i 1952. Tilsvarende integreredes Tyrkiet i den vestlige verdens økonomi. I begyndelsen af 1950'erne opnåede Tyrkiets storbønder store indtægter som følge af statsstøtte, udbygningen af infrastrukturen og indførelsen af traktorer i landbruget. Men integrationen betød samtidig, at Tyrkiet både politisk og økonomisk blev meget afhængigt af USA. Kraftige prisstigninger, der især gik ud over bybefolkningen, en kuldsejlet økonomi og en diktatorisk regeringsførelse udløste i 1960 et militærkup, der afsatte regeringen. Menderes blev i 1961 henrettet efter at være blevet dømt for landsforræderi.

Før militærjuntaen genindførte demokratiet i 1961, havde Tyrkiet fået en ny, meget liberal forfatning og en valglov, der sikrede partipolitisk pluralisme i parlamentet. Som viderefører af Menderes' privatkapitalistiske linje blev Retfærdighedspartiets (senere Den Sande Vejs Parti) leder, Süleyman Demirel, Tyrkiets regeringsleder. Samtidig ændrede samfundet sig grundlæggende, idet industri- og servicesektoren økonomisk blev mere betydningsfuld end landbruget. Denne udvikling skyldtes især nye privatejede virksomheder, der finansieredes af udenlandske investeringer og penge fra tyrkiske arbejdsemigranter i Vesteuropa. Den økonomiske omstrukturering havde store sociale omkostninger, der i 1970'erne viste sig som en langvarig økonomisk krise med meget høj inflation, en strøm af arbejdssøgende tilflyttere fra landet til byerne, landsdækkende kæders udkonkurrering af lokal industri, internationale låneorganisationers krav om begrænsning af forbruget etc.

Målet med den liberale forfatning i 1961 var skabelsen af et civilt samfund efter amerikansk forbillede, og Tyrkiets borgere opnåede derfor ytrings-, forsamlings- og pressefrihed. Men i stedet for et åbent samfund blev landet i 1960'erne og 1970'erne en ideologisk kampplads, hvor venstreorienterede verdensforståelser stødte sammen med nationalistiske tankegange. Stadig voldeligere sammenstød med mange dræbte og talrige strejker udløste i 1971 et nyt militærkup. På trods af statens efterfølgende indskrænkning af fagforeningers og venstreorienterede organisationers virksomhed kunne 1970'ernes mange koalitionsregeringer ikke bringe den hjemlige politiske terror og økonomiske krise til ophør. Samtidig forværredes forholdet til Grækenland, da det tyrkiske militær i 1974 invaderede Cypern og gjorde det muligt for øens tyrkisktalende minoritet at oprette deres egen stat.

Den regionale stormagt

1980-83 styredes Tyrkiet atter af militæret under ledelse af general Kenan Evren. Bl.a. vha. en ny restriktiv forfatning fra 1982 genoprettede militærstyret den indre sikkerhed og stabiliserede økonomien. På dette grundlag kunne Turgut Özal, en neoliberal økonom og leder af det nye Moderlandsparti, som regeringsleder 1983-89 påbegynde privatiseringen af Tyrkiets statsindustrier. Som præsident 1989-93 udnyttede Özal Sovjetunionens opløsning til at markere Tyrkiet som Sortehavsområdets vigtigste stormagt, bl.a. ved at tillade vestlige fly at bombe Irak fra baser i Østtyrkiet under Golfkrigen.

Mange i Tyrkiet fik ikke del i den økonomiske vækst, der fulgte med Özals liberalisering. Erhvervsdrivende i provinsen, arbejdsløse og tilflyttere fra landet sluttede op om det islamistisk-nationalistiske Velfærdsparti, under ledelse af Necmettin Erbakan, som i 1995 blev parlamentets største med opbakning fra 21,4% af vælgerne. Erbakan blev regeringsleder 1996, men trak sig tilbage året efter pga. pres fra militæret.

Militæret betragtede den islamiske fundamentalisme som den alvorligste trussel mod republikken. De fleste politiske partier støttede militærets indblanding og en forfatningsdomstol forbød efterfølgende Velfærdspartiet, der dog genopstod som Dydspartie. Det blev i 2001 erklæret forfatningsstridigt og opløst. Den islamistiske tendens i tyrkisk politik fornægtede sig imidlertid ikke så let, og det førte til etableringen af to nye partier, af hvilke Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, etableret af Istanbuls tidligere borgmester Recep Tayyip Erdoğan, viste sig at være det bedst organiserede. Det vandt en overvældende sejr ved valget i 2002. Erdoğan selv var af Forfatningsdomstolen blevet dømt uværdig til valg til parlamentet, men vedtagelsen af en række ændringer af grundloven i 2003 sikrede, at han ved et suppleringsvalg kunne vælges til parlamentet og siden overtage posten som premierminister. Erdoğan har forsøgt at videreføre tilnærmelsen til EU, der var blevet igangsat med indgåelsen af en toldunionsaftale med EU med virkning fra 1.1.1996. Gennem resten af 1990'erne og i begyndelsen af 2000-t. har landet gennemført en række tiltag, der med tiden skal bane vejen for en endelig tyrkisk indtræden i EU. Bl.a. afskaffede landet i 2002 civil dødsstraf. Tyrkiet blev i 2005 stillet i udsigt, at landet med tiden kan optages som nyt medlem, men den beslutning er blevet gjort til genstand for kritik af flere europæiske regeringer, der fastholder, at Tyrkiet ikke udgør en naturlig del af det europæiske fællesskab. Dele af det politiske liv i Tyrkiet har af samme grund gjort sig til fortalere for, at landet skal nyorientere sig mod de tyrkisk-talende dele af Centralasien og i øvrigt indgå i et tættere økonomisk og politisk samarbejde med andre stater i regionen som alternativ til et udvidet samarbejde med EU.

De tyrkiske myndigheder har siden 1984 været engageret i et militært opgør med kurdiske separatister organiseret i PKK. Fra sit eksil i Syrien ledede PKKs leder Abdullah Öcalan den politiske kamp. Et voldsomt tyrkisk pres med opmarchering af store hærenheder fik i 1999 den syriske regering til at inddrage Öcalans tilladelse til fortsat ophold. Det banede vejen for, at tyrkiske sikkerhedstropper senere på året kunne tage ham til fange i Kenya og bringe ham til Tyrkiet, hvor han blev stillet for retten og dømt til døden. Opgøret med PKK og Öcalans dødsdom har ført til, at den tyrkiske regering gennem de seneste år har givet tilladelse til brug af kurdisk sprog og til en synliggørelse af kurdiske traditioner inden for rammerne af den tyrkiske republik.

Læs mere om Tyrkiet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Tyrkiet. Kemal Atatürk, hovedkraften bag opbygningen af den tyrkiske nationalstat. Foto fra ca. 1917.

© Dette billede må du ...

Tyrkiet. Jonisk søjlerække fra Artemistemplet, som byen Sardes allerede i antikken var berømt for. Templet erstattede et Kybeletempel, der var blevet ødelagt 499 f.Kr. Byggeriet af det nye tempel påbegyndtes ca. 300 f.Kr. og fortsatte frem til midten af 200-t. e.Kr., men templet blev aldrig fuldført. Det var planlagt som et anseeligt bygningsværk med 17×8 søjler.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
15/02/2010
Ove Hermansen
14/02/2010
Redaktionen
03/09/2009
Ekspert
Ledstrup
Oprindelige forfattere
JBS
02/02/2009
STC
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki