2. Verdenskrig

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
2. Verdenskrig. De allieredes offensiver 1942-45.

2. Verdenskrig. De allieredes offensiver 1942-45.

2. Verdenskrig var en verdensomspændende krig, der til at begynde med førtes på to adskilte skuepladser: I Fjernøsten begyndte den med Japans angreb på Kina 7.7.1937 og i Europa med Tysklands angreb på Polen 1.9.1939.

2. Verdenskrig blev til en sammenhængende global krig med Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 og Japans angreb på USA 7.12.1941. Krigen sluttede med Tysklands kapitulation 8.5.1945 og Japans kapitulation 15.8.1945. Alle verdens stormagter og et stort antal andre stater var deltagere i krigen.

Årsager og optakt

Mens forløbet forud for 1. Verdenskrig fortsat er et diskussionsemne i international historieforskning, er ansvarsplaceringen for 2. Verdenskrigs udbrud entydig: Krigen var resultat dels af Tysklands aggressive udenrigspolitik efter 1933, da det nationalsocialistiske parti kom til magten med Adolf Hitler som rigskansler, dels af japansk ekspansionspolitik og militarisme. Japans imperialistiske politik førte fra 1800-t. til anneksion af Korea, Taiwan og i 1932 Manchuriet (Manchukuo).

Til forskel fra europæiske kolonimagter industrialiserede Japan de afhængige områder og manglede i stigende omfang energi- og råstofresurser; yderligere ekspansion skulle løse dette problem samt tilfredsstille japanske herrefolksforestillinger. For Tysklands vedkommende var forholdet mellem økonomiske og ideologiske motiver anderledes. Versaillestraktatens bestemmelser pålagde landet store krigsskadeserstatninger, forbød det at have en moderne hær og satte den sværindustri, tyskerne var stolte af, under kontrol.

Dette oplevede den tyske befolkning som ydmygende (se også dolkestødslegenden og Ruhrbesættelsen 1923-25). Social uro og store økonomiske og politiske problemer, særlig i forbindelse med Verdenskrisen fra 1929, gav nationalsocialisterne vind i sejlene; de lovede befolkningen at bryde "Versaillesdiktatet" og genskabe Tysklands stormagtsposition (se Tyskland - historie).

Adolf Hitlers vision var at skabe et klasseløst folkefællesskab, der hvilede på "racerenhed" og økonomisk autarki. Store dele af middelstanden og eliterne støttede disse mål, og den oprustning, der var nødvendig for at realisere dem, lovede godt for beskæftigelsen og tysk erhvervsliv. Fra nazisternes magtovertagelse i januar 1933 satte regimet alle kræfter ind på at virkeliggøre disse mål.

Tilsvarende motiver og ekspansionshensigter lå i Mussolinis italienske fascisme.

Den aggressive ekspansionspolitik førte Japan, Tyskland og Italien sammen som politiske allierede, fra 1936/37 i Antikominternpagten og fra 1940 i Tremagtspagten. Den sigtede mod at sikre dem en dominerende position i hver sit område af verden, om nødvendigt ved krig. For Japan var målet at skabe et japansk behersket imperium i Østasien; det tyske mål var at "germanisere" Central- og Østeuropa, tvinge det øvrige Europa ind under tysk dominans og gennemføre en etnisk "nyordning" på racistisk grundlag, mens Italien havde ambitioner om at skabe et Middelhavsimperium.

Det internationale system, som blev skabt efter 1. Verdenskrig, blev sat under pres af de tre magters aggressive udenrigspolitik: I 1931 angreb Japan Manchuriet og bragte det som Manchukuo under sin kontrol; i 1933 brød det nazistiske Tyskland ensidigt Versaillestraktaten og frigjorde sig fra de bindinger, den lagde på landets sikkerheds- og udenrigspolitik, og i 1935 indledte Italien en krig mod Abessinien (nuv. Etiopien og Eritrea), som gav det kontrol med Afrikas Horn (Den Italiensk-abessinske Krig). Japan og Tyskland forlod Folkenes Forbund i 1933, Italien i 1935, hvorved det svage kollektive sikkerhedssystem i realiteten blev sat ud af kraft.

Fra 1934 begyndte Tyskland en massiv oprustning, og fra 1936 blev dets økonomi og militær målrettet efter, at landet i løbet af fire år skulle kunne føre en erobringskrig. Ifølge det nazistiske regimes tankegang var 1. Verdenskrig blot blevet afbrudt, og den krig, der forberedtes, var anden akt af det drama, der gennem nye krigeriske erobringer skulle gøre Tyskland til verdensmagt.

I 1937 fremlagde Hitler sine ekspansionsplaner for den tyske militærledelse, og i 1938 begyndte dets ekspansion, da Østrig i marts blev indlemmet uden krig (se Anschluß). Vestmagternes bekymring for regimets hensigter syntes afværget med Münchenaftalen sidst i september 1938 (se også appeasement), der indebar, at Hitler under trussel om krig fik frie hænder til at indlemme Sudeterland i oktober 1938 (se sudetertyskere). Men da Slovakiet 14.3.1939 erklærede sig selvstændigt, rykkede tyske tropper ind i resten af Tjekkoslovakiet; Tjekkiet blev omdannet til protektoratet Bøhmen-Mæhren, mens Slovakiet blev en tysk lydstat.

Tyskland tog endvidere Memelområdet fra Litauen. Disse aggressionshandlinger fik i slutningen af marts 1939 Storbritannien og Frankrig til at udstede en garanti om støtte til Polen, hvis territorium syntes udpeget som det næste mål for den tyske ekspansion. Italien besatte Albanien i april 1939 og indgik i maj Stålpagten med Tyskland.

Også Japan havde siden 1931 gennemlevet en militarisering af samfundet, og i slutningen af 1930'erne, da det var gået i krig mod Kina, befandt landet sig under kontrolleret krigsøkonomi.

Den internationale afrustningskonference i Genève var strandet i 1933; i 1935 genindførte Tyskland værnepligten, og fra 1936 anvendtes en stigende andel af statsbudget og BNP til militære formål, i 1939 knap 70%. I Japan lå andelen fra 1937 på over 70%. Men også stater som Frankrig og noget senere Storbritannien øgede rustningsudgifterne.

Krigen i Europa 1939-41

2. Verdenskrig. Aksemagternes offensiver 1939-43.

2. Verdenskrig. Aksemagternes offensiver 1939-43.

Kort tid efter anneksionen af det tjekkiske område satte Adolf Hitler planlægningen af et angreb mod Polen i gang. Med indgåelsen af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt 23.8.1939 og en hemmelig tillægsprotokol, der opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære, mente han at have fået ryggen fri til et angreb på Polen og at have sat Storbritannien og Frankrig under pres.

Den 1/9 angreb Tyskland Polen. Storbritannien og Frankrig stod dog ved deres garanti til Polen og erklærede 3/9 Tyskland krig. Vestmagterne indledte en søblokade af Tyskland, der svarede igen med en tysk ubåds- og handelskrig mod allierede og neutrale skibe, Slaget om Atlanterhavet. I felttoget mod Polen benyttede tyskerne en ny offensiv strategi: lynkrigen. Målet var at realisere nazismens ekspansionsprogram i en situation, hvor Tyskland økonomisk egentlig ikke var stærkt nok til det, og ikke mindst at undgå en opslidende territorial stillingskrig som 1. Verdenskrig. Lynkrigsstrategien viste sig effektiv.

På seks uger nedkæmpede Tyskland Polen og besatte landets vestlige og centrale dele. Den 17/9 angreb Sovjetunionen Polen og indlemmede den østlige del i henhold til den hemmelige tillægsprotokol. Stalin beordrede i 1940 henrettelser af store dele af det polske officerskorps, Katynmassakren, som Sovjetunionen indtil 1990 søgte at give Tyskland ansvaret for.

Krigen mod Polen var første etape i det nazistiske regimes bestræbelser for at "etnisk rense" Østeuropa og sikre det tyske folk Lebensraum (ty. 'plads til at leve'). I oktober 1939 blev de vestpolske områder Wartheland og Vestpreussen indlemmet i Det Tyske Rige, mens resten af de tyskbesatte dele blev omdannet til et tysk protektorat under SS' jurisdiktion (Generalguvernementet).

Her var det ifølge de tyske planer hensigten at genbosætte store dele af den polske befolkning for at skaffe plads til etniske tyskere, der gennem århundreder havde beboet egne i det østlige Europa og i Sydtyrol (se også folketyskere og nation). De polske jøder flyttedes under brutale former til Generalguvernementet, hvor de "indtil videre" spærredes inde i ghettoer. Det lykkedes dog for en del at flygte til sovjetiskkontrolleret territorium.

Sovjetunionen stillede i efteråret 1939 en række krav til de baltiske lande og Finland. Finland, der ikke ville imødekomme dem, blev 30. november 1939 angrebet af Sovjetunionen (se Vinterkrigen) og måtte 12. marts 1940 afstå Det Karelske Næs og andre områder. Sammen med den sovjetiske invasion i de selvstændige stater Estland, Letland og Litauen i juni 1940 førte Vinterkrigen Finland i armene på Tyskland.

Kort efter afslutningen af Polenfelttoget satte Hitler forberedelser i gang til et angreb mod Frankrig, der dog flere gange blev udskudt pga. dårligt vejr. I mellemtiden invaderede tyske tropper Danmark og Norge 9.4.1940 under foregivende af at ville hindre en britisk besættelse af Norge (se også Weserübung).

Danmark kapitulerede hurtigt og bevarede indtil befrielsen i maj 1945 sin formelle suverænitet. Den af alle demokratiske partier støttede regering (efter 29. august 1943 Departementschefstyret) samarbejdede økonomisk og politisk med besættelsesmagten (forhandlingspolitikken), men undgik dansk krigsdeltagelse, bl.a. ved at tolerere hvervning af danske frivillige til SS, mens modstandsbevægelsens illegale arbejde i stigende grad kom til at præge offentlighedens og udlandets opfattelse af forholdene (se Danmark (historie)).

Norge fortsatte derimod med at yde væbnet modstand. Kongen og regeringen flygtede til Nordnorge og videre til London, hvor de sad som norsk eksilregering indtil krigens afslutning. I juni 1940 kapitulerede den norske hær, og det besatte Norge blev derefter omdannet til et tysk styret rigskommissariat.

Samtidig med Weserübung var forberedelserne til angrebet mod Frankrig fortsat. I sidste øjeblik ændrede tyskerne angrebsplanen, således at det kampvognstunge hovedangreb blev ført nord om den franske forsvarslinje, Maginotlinjen. Den 10.5.1940 gik tyske tropper til angreb mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig, og efter et kort, voldsomt felttog overgav først Holland og derefter Belgien sig, mens eksilregeringer etablerede sig i London, hvortil også den hollandske dronning var flygtet.

Kort efter indtog tyskerne Paris, og 22/6 underskrev Frankrig og Tyskland en våbenstilstandsaftale, der reelt var en fransk kapitulation, i den samme jernbanevogn i Compiègne, som havde været rammen om våbenstilstandsaftalen i november 1918.

Frankrig blev delt i et større, tyskbesat område i vest og nord, hvoraf Alsace-Lorraine kort efter de facto blev indlemmet i Tyskland, og et mindre, "frit" Frankrig mod sydøst ledet af marskal Pétain i nært samarbejde med Tyskland (se Vichystyret). Holland blev civilt regeret som rigskommissariat, mens Belgien og den tyskbesatte del af Frankrig forblev under tysk militærstyre. Sejren og revanchen over Frankrig blev fejret med en stor militærparade i Berlin 6.7.1940. Først på dette tidspunkt var Italien gået aktivt ind i krigen på tysk side.

I Berlin forventede man, at Storbritannien derefter ville søge at få sluttet fred og indgå en aftale med Tyskland. Men den britiske regering, fra maj 1940 ledet af premierminister Winston Churchill, besluttede sig efter kort tids tøven til at videreføre krigen.

Fra midten af juni rettede Tyskland talrige luftangreb mod De Britiske Øer for at forberede en invasion (kodenavn Operation Seelöwe). Fra august frem til midten af september 1940 bølgede Slaget om England. Da det imidlertid lykkedes for Royal Air Force at forsvare luftrummet, blev den tyske landsætningsoperation i september udsat på ubestemt tid og reelt opgivet. Den tyske luftkrig mod England var det første eksempel på en krig, der primært rettede sig mod civile mål. London og andre britiske byer blev udsat for massive bombeangreb; bl.a. blev Coventry næsten udslettet (se Blitzen).

Briterne svarede igen i slutningen af august 1940 ved at gennemføre det første luftangreb mod Berlin, der dog mere var af psykologisk betydning. Luftslaget kostede begge parter dyrt, men Storbritannien blev støttet med forsyninger af USA, der førte en partisk neutralitetspolitik, og som fra november 1940 i voksende omfang hjalp briterne, fra 1941 som de facto-allieret.

Tysklands krig mod Sovjetunionen

Hos Adolf Hitler veg forsøget på at besejre Storbritannien pladsen for det, der trods Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt af 1939 var hans væsentligste krigsmål, nemlig erobringskrigen mod Sovjetunionen mhp. at "knuse den jødiske bolsjevisme", som det hed i nazistisk propaganda, og at sikre sig landområder (Lebensraum) og råstofresurser. I december 1940 blev forberedelserne til storangrebet sat i gang (Barbarossaplanen).

Hitlers ordrer til hærledelsen i foråret 1941 om, at krigen mod Sovjetunionen skulle føres som en tilintetgørelseskrig uden hensyn til folkeretlige regler, og at tilfangetagne politiske officerer straks skulle likvideres (Kommissærordren), vakte ikke udelt begejstring i den tyske generalstab, men fremkaldte dog heller ingen modstand. Målsætningen om at ekspandere langt ind i Rusland og "civilisere" et land, som tyskere siden senmiddelalderen havde opfattet som primitivt og truende, lå i forlængelse af 1. Verdenskrigs tyske krigsmål og havde officerskorpsets fulde tilslutning.

Inden Operation Barbarossa kunne sættes i gang, måtte Tyskland gennemføre et felttog på Balkan for at komme sin italienske allierede til hjælp, hvis erobringskrig dér var gået i stå. I april 1941 angreb Tyskland Jugoslavien og Grækenland og nedkæmpede de to lande i løbet af kort tid.

Den græske konge og regering gik i eksil i Egypten, og Grækenland blev efter at have afgivet territorium til Bulgarien og Albanien delt i tyske og italienske besættelseszoner under tysk overkommando. Jugoslaviens konge og regering gik i britisk eksil, og landet blev efter oprettelsen af en tysk lydstat i Kroatien delt mellem Tyskland, Italien, Ungarn og Bulgarien.

Den 22.6.1941 indledte Tyskland støttet af Finland, Italien, Rumænien og Ungarn den planlagte storoffensiv mod Sovjetunionen. En hærstyrke på knap 3,5 mio. soldater støttet af fly og kampvogne overskred grænsen og rykkede hurtigt frem. Bag dem fulgte de såkaldte indsatsgrupper, hvis opgave det var at dræbe kommunister og jøder. Det sovjetiske forsvar, der var svækket af stalinismens udrensninger, brød delvis sammen, så de tyske hære i store omringelsesslag kunne tage millioner af sovjetsoldater til fange, som i stort tal sultede ihjel i krigsfangelejrene.

De sovjetiske hære trak sig taktisk tilbage, men stod over for tyskerne i stadig nye slag. Det lykkedes Stalinregimet at stabilisere situationen og drage fordel af tyskernes voksende kommunikationsvanskeligheder i et vidtstrakt område med svagt udviklet infrastruktur. I løbet af 1941 besatte de tyske hære enorme landområder; i september blev Leningrad (nuv. Sankt Petersborg) omringet, og en belejring indledt, der skulle komme til at vare 872 dage, fra 8.9.1941 til 27.1.1944.

Men offensiven mistede hurtigt fart, og i december måtte tyskerne standse fremstødet mod Moskva kun knap 30 km fra byen; Sovjetunionen havde overraskende kræfter til inden årsskiftet at trænge dem 250 km tilbage i en modoffensiv, der kun lod sig standse under store tab. Den stillingskrig, den tyske ledelse havde søgt at undgå, blev en realitet, og det blev den hårde vinterkulde med temperaturer ned til 40 minusgrader og epidemier som følge af dårlig hygiejne, der krævede de største dødsofre, ikke kamphandlinger.

De nazistiske ledere havde optimistisk regnet med, at Sovjetunionen ville blive rendt over ende i løbet af seks uger, og da det i juli 1941 endnu så gunstigt ud, blev Generalplan Ost udarbejdet. Ifølge den opererede SS-fører Heinrich Himmler med at forflytte ca. 30 mio. russere fra de vestlige områder af Rusland, for at dette område kunne gøres klar til germanisering og tysk kolonisering.

Den 31/7 fik Reinhard Heydrich i opdrag at udarbejde organisatoriske planer til en "endegyldig løsning af det jødiske spørgsmål". Med udsigt til en snarlig sejr var naziregimet parat til at løse andre af de problemer, som naziledelsen mente truede det tyske folk.

At sovjetfelttoget var slået fejl, og den tyske militærmaskine, der havde syntes uovervindelig, var blevet bremset, udløste en krise i det nazistiske regime, som forstærkedes af USA's indtræden i krigen 7.12.1941. Men atter rykkede den tyske befolkning og den økonomiske og militære elite sammen om Føreren. Krigsøkonomien omorganiseredes mhp. en langvarig opslidningskrig, og et gigantisk program for udplyndring af de besatte lande og udnyttelse af tvangs- og slavearbejdere blev iværksat (se Albert Speer og Fritz Sauckel).

Samtidig med angrebet på Sovjetunionen iværksatte Tyskland, støttet af lokale kollaboratører, en udryddelseskrig mod Sovjetunionens jødiske befolkning, og i vinteren 1941-42 udvidedes massemordene til at omfatte jøder i hele det tyskkontrollerede Europa og til at foregå vha. giftgas i nyindrettede udryddelseslejre i det tidligere Polen. Krigen blev brugt som dække over folkedrabet, der kostede ca. 6 mio. jøder livet (se holocaust og Endlösung).

2. Verdenskrig. I Europa står de voldsomme og blodige kampe om den russiske by Stalingrad (siden 1961 Volgograd) som krigens store vendepunkt. I januar 1943 satte det afgørende sovjetiske modangreb ind mod den tyske 6. armés ca. 300.000 omringede soldater og deres allierede. Tyske krigsfanger ses her nær sønderskudte dele af byen.

Stillingen på østfronten holdt sig, indtil tyskerne i forsommeren 1942 iværksatte en ny offensiv. Som følge af de store tyske tab koncentreredes den om det sydlige, ukrainske frontafsnit, hvor tyskerne stødte frem til Kaukasus i håb om at erobre de vigtige oliefelter. I sommeren 1942 nåede det tyskkontrollerede område i Europa sin største udstrækning, men uden at de stillede krigsmål blev nået. I september begyndte slaget om den strategisk vigtige by Stalingrad (nuv. Volgograd).

Det varede frem til januar 1943, da de omringede tyske, italienske, ungarske og rumænske tropper overgav sig. Slaget ved Stalingrad blev et vendepunkt i krigen, ikke i første række militært, men politisk og psykologisk. Det markerede, at krigslykken var vendt, og at Tyskland var tvunget i defensiven. I de tyskbesatte lande medførte det tyske nederlag voksende modstand mod besættelsesmagten.

I Tyskland forsøgte propagandaminister Joseph Goebbels med parolen om total krig at mane det tyske folk til samlet og beslutsom modstand, men troen på sejr og tilliden til Hitler havde lidt et knæk, uden at der dog opstod nogen modstand af betydning. Sovjetunionens prestige og position blandt de allierede lande styrkedes betragteligt, og de vestallierede forstærkede forberedelserne til en invasion på det europæiske kontinent, ikke mindst med henblik på magtfordelingen efter krigens afslutning.

Det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 havde ført til dannelsen af Anti-Hitler-koalitionen, en ad hoc-alliance først mellem Storbritannien og Sovjetunionen, muliggjort ved midlertidig tilsidesættelse af de politiske og ideologiske modsætninger mellem de to lande. Den 12.7.1941 indgik de en gensidig bistandstraktat, som betød, at Sovjetunionen fik britisk og amerikansk bistand og fra november 1941 tillige var omfattet af den amerikanske lov om lån og leje af militært udstyr (Lend-Lease Act). USA's indtræden i krigen og i den allierede koalition i december 1941 gav denne et globalt sigte.

Krigsskuepladserne i Afrika og Asien

Ørkenkrigen i Nordafrika. Fra sin koloni Libyen angreb Italien 13.9.1940 den britiske koloni Egypten, men blev hurtigt drevet tilbage. Da den italienske hær efter slagene ved Tobruk og Benghazi i januar-februar 1941 var nærmest udraderet, og store dele af Libyen under britisk kontrol, landede tyske styrker under Erwin Rommel i Nordafrika og indledte i april 1941 en offensiv, hvorunder briterne blev trængt tilbage til Egypten.

Offensiven, der havde Suezkanalen som mål, blev dog standset ved el-Alamein i juni 1942. Derefter begyndte en britisk-amerikansk modoffensiv, understøttet af en allieret invasion i Marokko og Algeriet (Operation Torch). I hårde kampe blev de tyske og italienske tropper tvunget på tilbagetog til Tunesien, hvor de overgav sig i maj 1943. Se Ørkenkrigen.

Fra Abessinien erobrede italienerne i august 1940 Britisk Somaliland (nu del af Somalia), men en efterfølgende britisk offensiv fra Aden og Kenya, der varede til november 1941, fordrev dem fra hele Østafrika.

2. Verdenskrig. Japan angreb den amerikanske flådebase på Pearl Harbour, Hawaii 7.12.1941. Her ses U.S.S. Arizona midt i en enorm røgsky. De små, sorte mærker stammer fra amerikanske antiluftskyts.

Japans ekspansion og Stillehavskrigen

Siden 1937 havde det industrialiserede, men råstoffattige Japan ført en brutal krig mod Kina (se kinesisk-japanske krige) og frem til 1941 besat store dele af landet, inklusive hovedstaden Nanjing. I 1939 tabte japanerne et større grænseslag i Manchuriet mod Sovjetunionen og rettede derefter sin videre ekspansion mod syd for at undgå yderligere konflikt med dette land, med hvilket de i april 1941 indgik en ikke-angrebs-traktat. I løbet af 1940-41 erobredes Fransk Indokina; det udløste økonomiske sanktioner fra områdets store kolonimagter, Storbritannien og Holland, samt fra USA, der kontrollerede Filippinerne.

Presset af olieembargoen forberedte Japan krig imod Storbritannien og Holland og forsøgte at forhindre amerikansk engagement i de kommende fjendtligheder. Da forsøget på at opnå en aftale med USA imidlertid slog fejl, besluttede Japans militærregering at angribe både Storbritannien, Holland og USA i Østasien og Stillehavsområdet. Den 7.12.1941 foretog Japan et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii og satte en stor del af den amerikanske Stillehavsflåde ud af spillet.

Dagen efter erklærede USA Japan krig, og den 11/12 erklærede Japans allierede, Tyskland og Italien, USA krig. Hermed var krigen for alvor blevet global. Aksemagterne Tyskland, Japan og Italien samt deres allierede stod over for den verdensomspændende alliance, der med Storbritannien, Sovjetunionen og USA i spidsen til sidst bestod af ca. 50 stater, af hvilke nogle, fx Argentina og Danmark, dog først tilsluttede sig i verdenskrigens allersidste måneder.

Mens den tyske storoffensiv i Rusland kørte fast i slutningen af 1941, havde Japans militære offensiv hastigt skaffet landet kontrol over store områder som Thailand, Malaya, Burma, Singapore, Guam, Hongkong og en del af Filippinerne. I 1942 fortsatte den japanske ekspansion med erobringen af store dele af Hollandsk Indien (nuv. Indonesien) og Ny Guinea og truede dermed de britiske besiddelser Indien, Australien og New Zealand.

I sommeren 1942 beherskede japanerne et kæmpeområde med over 450 mio. indbyggere og vigtige økonomiske resurser. Herefter gik de over til en defensiv strategi for at sikre og forsvare det japanske imperium mod amerikanske og britiske angreb.

Efter Slaget ved Midway i juni 1942, hvor amerikanerne tilføjede japanerne et alvorligt nederlag, indtraf en vending i Stillehavskrigen, og USA indledte en offensiv efter en strategi, der gennem erobring af ø efter ø skulle føre dem stadig tættere på det japanske rige; de blodige slag på og ved Guadalcanal i Salomonøerne i 1942-43 var denne krigsfases begyndelse. På det asiatiske fastland indledte britiske styrker omtrent samtidig en landoffensiv ind i Burma.

De allierede offensiver 1943-44

De vestallierede havde i januar 1942, bl.a. af hensyn til Sovjetunionens forsvarskamp, bekræftet den fastlagte krigsstrategi, som lød "Germany first". Et tysk nederlag forventedes også at ville føre Japans med sig. De tøvede dog med at imødekomme Stalins krav om at åbne "den anden front" i Europa.

Efter de tysk-italienske styrkers kapitulation i Tunesien i maj 1943 var de vestallierede rede til at gå i land på det europæiske kontinent og åbne en ny front mod Tyskland og Aksemagterne.

Fra 1943 optrappede de luftbombardementerne af Tyskland. De hovedsagelig britiske natangreb fik følgeskab af intensive amerikanske dagbombardementer af fabrikker, infrastrukturanlæg og større byer, men selvom de materielle skader og civile tab var store, lykkedes det kun i begrænset omfang at svække den tyske moral. Byer som Köln, Berlin og Bremen blev udsat for massive luftangreb.

En serie bombardementer af Hamburg i juli-august 1943 fremkaldte en ildstorm ligesom den, der nærmest udraderede Dresden i februar 1945, skønt denne by var uden militær og industriel betydning; af samme grund havde et stort antal flygtninge søgt ly i Dresden, da angrebet satte ind.

Det tyske modtræk til luftbombardementerne var udviklingen af krigshistoriens første krydsermissiler og langdistanceraketter, V1 og V2 (ty. Vergeltungswaffe 'gengældelsesvåben'). De var først i 1944 klar til at blive serieproduceret og brugtes især mod mål i England og Belgien.

Oven på det tyske sammenbrud ved Stalingrad rykkede Den Røde Hær frem på østfronten. Den tyske militærledelse forsøgte med et fremstød mod Kurskområdet, hvor krigens største kampvognsslag fandt sted i juli 1943, forgæves at bremse den russiske fremmarch.

Da de vestallierede 10.7.1943 gik i land på Sicilien, tog udviklingen i Italien fart. Den 25/7 blev Mussolini afsat ved et kup og fængslet, hvorefter marskal Badoglio overtog regeringsmagten med det mål at få indgået en våbenstilstand. Den blev offentliggjort 8/9, samtidig med at Italien officielt brød med Aksealliancen og trådte over på allieret side.

Som svar besatte tyskerne Rom, der i august var blevet erklæret for åben by, foruden hele den nordlige del af landet. Her oprettedes et fascistisk styre (Salòrepublikken) under Mussolini, som tyske kommandoenheder i mellemtiden havde befriet.

Den italienske hærs soldater og officerer blev deporteret til tvangsarbejde i Tyskland. Med nye defensive stillinger havde tyskerne held til at forsinke den allierede fremmarch, der bl.a. blev foretaget af newzealandske, indiske og eksilpolske enheder, men i maj 1944 lykkedes gennembruddet; Rom blev befriet 4.6. 1944. Salòrepublikken bestod som tysk lydstat indtil april 1945.

I løbet af vinteren 1943/44 avancerede Den Røde Hær hastigt på østfronten; Kharkov, Kijev, Minsk og Vilnius blev befriet, Hviderusland og Vestukraine generobret. Belejringen af Leningrad blev brudt i januar 1944, og i juni indledte de sovjetiske styrker en storoffensiv, der førte til den tyske midtfronts sammenbrud og muliggjorde en hastig fremrykning mod vest.

Da den ungarske diktator Horthy søgte forståelse med Sovjetunionen, besatte Tyskland Ungarn 19.3.1944. I slutningen af juli stod Den Røde Hær ved Østpreussens grænse, og i august 1944 nåede sovjetiske styrker frem til floden Wisła ved Warszawa, men undlod at komme den polske opstand i byen til hjælp, angiveligt pga. manglende resurser, reelt formentlig fordi de var interesseret i, at tyskerne nedkæmpede de polske partisaner (se Warszawaopstanden). I august-september gik Den Røde Hær tillige ind i Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

Samtidig indledtes omsider det allierede angreb på Atlantvolden, den sammenhængende tyske kystbefæstning fra Nordnorge til Sydfrankrig. Den 6.6.1944, D-dag, gik store styrker fra USA, Canada og Storbritannien i land i Normandiet og kæmpede sig under hårde kampe frem gennem Frankrig.

Den 25/8 blev Paris indtaget og en fransk regering indsat under general de Gaulle, lederen af De Frie Franske Styrker, mens lederne af den franske kollaboration, statschefen Philippe Pétain, og Vichyregeringens leder, Pierre Laval, søgte tilflugt i Tyskland. Den 3/9 erobrede de allierede hære Bruxelles; få dage senere overskred de grænsen til Holland.

Det sidste krigsår 1944-45

Ud fra motiver, der rakte fra afsky for nazisternes fremfærd over for jøder, slaviske folk o.a. over politisk modstand mod regimet til erkendelse af den udsigtsløse militære situation, var der i Tyskland opstået modstand, der kulminerede i, at en gruppe officerer 20.7.1944 begik et bombeattentat mod Hitler, der skulle være fulgt af et militærkup (se 20. juli-sammensværgelsen).

Attentatet mislykkedes, og Hitler kunne gennem sit brutale opgør med de militære og civile sammensvorne styrke sin position og vinde yderligere tid; den populære generalfeltmarskal Rommel var blandt ofrene for udrensningen i officerskorpset.

Modviljen mod den hvide kolonialisme førte mange steder i Østen til oprettelse af regeringer, der var villige til at samarbejde med Japan. De vestallieredes moderate indsats i Europa levnede større resurser til krigen i Østasien og Stillehavet, end japanerne havde regnet med. Efter Casablancakonferencen mellem Churchill og Roosevelt i januar 1943 indledte amerikanske, britiske og kinesiske styrker, støttet af lokale partisaner, forsøget på at generobre det olierige Burma og genåbne den strategisk vigtige landevej til Kina. Men ellers var der en dårlig koordinering mellem briterne, der ønskede at forsvare og genvinde deres kolonier, og USA, hvis hovedinteresse var indflydelse i Kina.

De allierede hære stod i efteråret 1944 ved Det Tyske Riges grænser i øst og vest, og en efter en faldt Tysklands europæiske allierede fra: Rumænien, Bulgarien, Ungarn og til sidst Finland (se Fortsættelseskrigen 1941-44), som efter sovjetisk krav indledte Laplandskrigen for at fordrive de tyske tropper ud af landet. Den nazistiske propaganda portrætterede nu tyskerne som ofre for allieret og især sovjetisk aggression og udnævnte Tyskland til en fæstning, der skulle forsvares med alle midler. Den tyske rustningsindustri toppede i sommeren 1944 og begyndte derefter at gå tilbage, og mangel på benzin og olie hæmmede krigsførelsen alvorligt. Drenge og ældre mænd, kvinder og krigsfanger indrulleredes i de tyske væbnede styrker.

I januar 1945 indledte Den Røde Hær en storoffensiv gennem Polen og SØ-Europa; 30/1 nåede den floden Oder, og efter hårde kampe rykkede de sovjetiske styrker 21/4 ind i Berlin. Den 25/4 mødtes sovjetiske tropper med amerikanske ved byen Torgau ved Elben og skar Tyskland over i to dele, der daglig skrumpede, mens den tyske elite hektisk søgte at tilegne sig flest mulige værdier og bringe dem i skjul.

Efter at have afværget en tysk modoffensiv i Ardennerne (Ardennerslagene) omkring jul 1944 havde de vestallierede overskredet Rhinen i marts 1945, og derefter forløb fremrykningen gennem Tyskland hastigt. Efterhånden som tropperne i krigens sidste måneder nåede frem til udryddelseslejren Auschwitz og koncentrationslejrene, styrkede de gruopvækkende beviser for de tyske forbrydelser de allierede i målsætningen om Tysklands betingelsesløse kapitulation; følere fra bl.a. SS-rigsfører Heinrich Himmler om en tysk-vestallieret separatfred blev afvist.

I Italien var de allierede i april 1945 trængt frem til Bologna; 28/4 blev Mussolini pågrebet og skudt af partisaner. Også i Grækenland, der rømmedes af tyskerne i oktober 1944, og Jugoslavien spillede partisaner en vigtig rolle ved at trænge de tyske tropper og den lokale kollaboration tilbage. De støttedes dels fra Sovjetunionen, dels fra Storbritannien, og deres indbyrdes politiske modsætninger førte i Grækenland til en borgerkrig, der varede indtil 1949.

På østfronten havde tyskerne fulgt "den brændte jords taktik": Det, man kunne tage med sig på tilbagetoget, blev røvet, den arbejdsduelige befolkning deporteret, og de fleste andre værdier ødelagt. I stort tal flygtede civilbefolkningen med den tyske hær.

Adolf Hitler gav 19.3.1945 ordre til ødelæggelse af det tyske produktionsapparat og infrastrukturen, dels for at fjenden ikke skulle finde noget anvendeligt, dels fordi det tyske folk efter hans mening havde vist sig uværdigt til fortsat eksistens.

Den 30/4 begik Hitler selvmord i sin bunker i Berlin. Han udnævnte rigsadmiral Karl Dönitz til rigspræsident og leder af en ny tysk regering, som undveg til Flensborg.

Berlin overgav sig 2/5. De tyske styrker i Nordvesttyskland og i de besatte lande Holland og Danmark overgav sig 4/5 til de britiske styrker med virkning fra 5/5 om morgenen; 7/5 kapitulerede Tyskland.

Enkelte steder fortsattes kampene dog, bl.a. på Bornholm, hvor den tyske kommandant først kapitulerede efter landsætning af sovjetiske tropper 9/5. Dönitz-regeringen arresteredes 23/5 af de allierede.

Den massive vestallierede indsats i Europa fra juni 1944 lettede presset på japanerne i Østasien noget, men også her fortsatte Storbritanniens og især USA's fremmarch. De japanske styrker ydede hårdnakket modstand og bakkedes fuldt op af hjemmefronten. De forstærkedes af tvangsrekrutterede koreanere, og i alt blev mere end 1 mio. koreanske mænd og kvinder deporteret til Japan og japanskbesatte områder for at fungere som tvangsarbejdere eller prostituerede i soldaterbordeller.

I 1944 begyndte de allierede tilbageerobringen af Filippinerne og Burma, og med erobringen af Guam i august 1944 var amerikanerne kommet så tæt på Japan, at de japanske storbyer kunne angribes med bombefly. Strategien var at blokere for forsyninger til Japan, fordi en invasion i øgruppen ville koste store amerikanske tab. Det så man bekræftet, da øen Okinawa i juni 1945 blev indtaget efter hårde kampe.

På baggrund af den indædthed, hvormed japanerne forsvarede sig, og i et forsøg på at begrænse de allierede tab besluttede USA at anvende atomvåben for at tvinge Japan til overgivelse (se kernevåben). Det spillede også en rolle, at USA ville demonstrere sin styrke over for Sovjetunionen, der efter lang tids passivitet forberedte at træde ind i krigen mod Japan, hvilket skete 8/8 med en offensiv mod Manchuriet.

I juli 1945 prøvesprængtes verdens første atombombe i USA; den 6/8 kastedes en atombombe over Hiroshima, og 9/8 endnu en over Nagasaki med i alt 110.000 civile dødsofre til følge. Japan kapitulerede derpå betingelsesløst 15.8.1945; dog fortsattes kampen mod de sovjetiske styrker i Manchuriet og på Sakhalinhalvøen til 25/8.

De allierede forhandlinger og aftaler om Tyskland

Siden Casablancakonferencen i januar 1943 var det allierede krigsmål og krav til Aksemagterne "betingelsesløs kapitulation". Fra det tidspunkt gennemførte de tre store allierede, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, en række konferencer for at nå til enighed om de problemer, der kunne forudses som resultater af krigen.

Teherankonferencen i november 1943 opnåedes enighed om, at den vestallierede landgang skulle finde sted i Frankrig i foråret 1944, og at en kommission, European Advisory Commission, EAC, skulle etableres til at foreslå betingelser for behandlingen af det besejrede Tyskland.

Det førte 12.9.1944 til Londonaftalen, der fastslog en inddeling af Tyskland og Berlin samt Østrig og Wien i besættelseszoner. På mødet mellem de tre allierede ledere Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta på Krim i februar 1945 (se Jaltakonferencen) besluttede "de tre store" at opdele Tyskland i fire besættelseszoner og oprette et fælles allieret kontrolråd til at styre landet; Polens vestgrænse skulle foreløbig forløbe langs floderne Oder og Neisse, og Tyskland skulle afnazificeres, demilitarises og pålægges at betale krigsskadeserstatninger.

Desuden besluttede de tre store, at en ny international organisation, De Forenede Nationer, skulle oprettes, og at de, som havde gjort sig skyldige i krigsforbrydelser eller forbrydelser imod menneskeheden, skulle straffes. Potsdamkonferencen i juli 1945 regulerede det besatte Tysklands status og administration.

De tre stormagter aftalte, at der skulle ske en gennemgribende demokratisering af landet, og at besættelsesmagterne kunne hente de skyldige krigsskadeserstatninger i hver sin zone, evt. ved demontage; området øst for Oder-Neisse-linjen blev foreløbig sat under polsk og sovjetisk administration, og man enedes om, at de tyske befolkningsgrupper i disse områder kunne udvises og forflyttes til det besatte Tyskland. Til Japan fremsatte de tre stormagter på Potsdamkonferencen et fredstilbud, som blev afvist.

Krigens umiddelbare følger

Udfaldet af 2. Verdenskrig førte til afgørende magtforskydninger i det internationale system. Japan og Tyskland, der havde indledt krigen, var for en længere periode sat ud af spillet som stormagter.

Frankrig og Storbritannien var alvorligt svækket og kunne ikke forhindre, at deres kolonier, uden hvis menneskelige og økonomiske resurser de ikke ville have været i stand til at føre krigen, efterhånden gjorde sig selvstændige. Som krigens egentlige sejrherrer fremstod Sovjetunionen, der etablerede et lukket system af afhængige, kommunistiske stater omkring sig, og USA, der i kraft af Bretton Woods-systemet fik den dominerende rolle i efterkrigstidens internationale økonomi. Konkurrencen mellem disse to stormagter og de ideologier, de repræsenterede (kommunismen og liberalismen), blev bestemmende for global politik frem til kommunismens sammenbrud omkring 1990 (se Jerntæppet og den kolde krig).

De to stormagters udgangsposition var dog forskellig, idet USA med beskedne tab havde tjent store summer på leverancer af krigsmateriel, fødevarer mv. og udvidet sin produktionskapacitet enormt, mens Sovjetunionen forblev præget af kolossale tab af menneskeliv og materielle værdier.

Anslået var knap 110 mio. mennesker blevet mobiliseret til krig. Som følge af at Tyskland og Japan i deres krigsførelse havde ophævet skellet mellem krigsdeltagere og civilbefolkning og i Østeuropa og Kina havde ført udryddelseskrig mod civilbefolkningen, blev krigens tab i menneskeliv og ødelæggelser langt større end i 1. Verdenskrig. Det skønnes, at mindst 55 mio. mennesker mistede livet som følge af 2. Verdenskrig; muligvis er tallet endda så højt som 70 mio., idet nye oplysninger tyder på, at de sovjetiske og kinesiske tabstal er en del højere end hidtil antaget. Hen imod 2/3 af de dræbte var civile.

Sovjetunionen mistede mindst 27 mio. mennesker, Kina mindst 10 mio., Polen 6 mio., og de øvrige centraleuropæiske stater tilsammen ca. 4 mio. Italiens tabstal opgøres til 0,3 mio., Japans til 1,8 mio., og de tyske til 5,3 mio., heri dog inkluderet tab blandt etniske tyskere, som ikke var tyske statsborgere, især i forbindelse med flugt og fordrivelse fra de østeuropæiske områder.

På vestallieret side var tabene relativt små: Frankrig mistede 0,8 mio., Storbritannien og USA hver knap 0,4 mio. mennesker. Målt i procent af førkrigsbefolkningen var tabene størst i Hviderusland (25%) og Polen (20%). Indregnet i tabstallene er ca. 6 mio. civile jøder, som omkom som følge af den tyske jødeudryddelse, der var uden sammenhæng med krigens militære mål.

Krigen medførte tillige omfattende befolkningsforskydninger som følge af deportation og flugt. I alt menes 20 mio. mennesker at være tvangsdeporteret. Ved krigsafslutningen befandt der sig alene på tysk område knap 8 mio. displaced persons, DP; flertallet heraf var deporteret fra de besatte lande som tvangs- og slavearbejdere.

Under Den Røde Hærs fremmarch og i de første efterkrigsår forlod knap 13 mio. folketyskere, de fleste under tvang, deres bopæl i de tidligere tyskbeboede områder i Østeuropa og blev genhuset i de fire besættelseszoner i Tyskland.

De materielle skader og ødelæggelser var kolossale, især i Østeuropa, Tyskland og en række områder i Fjernøsten. Sejrherrerne indledte i 1945 i Nürnberg og i 1946 i Tokyo krigsforbryderprocesser mod de af Tysklands og Japans ansvarlige ledere, der endnu var i live (se Nürnbergprocessen 1945-46 og Tokyoprocessen 1946-48), og siden er der i mange lande blevet ført et stort antal retssager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået under 2. Verdenskrig; den foreløbig seneste i 2009.

Freden

Ligesom efter 1. Verdenskrig blev der efter 2. Verdenskrigs afslutning indgået en række fredsaftaler. I februar 1947 undertegnede de allierede i Paris fredstraktater med Finland, Italien, Bulgarien, Rumænien og Ungarn, der bl.a. pålagde dem territorialafståelser. De tyske lydstater Slovakiet og Kroatien eksisterede på det tidspunkt ikke længere. De vestallierede anført af USA og Storbritannien sluttede 1951 fred med Japan, der bl.a. måtte afstå Manchuriet, Taiwan og Korea. Japan har ikke formelt sluttet fred med Sovjetunionen (nu Rusland).

Hvad Det Tyske Riges område angik, blev kapitulationen ikke fulgt af nogen fredsaftale. Efter Potsdamkonferencen blev uoverensstemmelserne mellem Sovjetunionen og de vestallierede stadig mere dybtgående, således at der ikke kunne opnås enighed om fredsbetingelserne for Tyskland.

Hverken tyske eller allierede politikere var interesseret i en aftale, der ville cementere Tysklands deling; og Den Tyske Forbundsrepublik, der ved Luxembourg- og Londonaftalerne 1952-53 opnåede en særdeles fordelagtig løsning på spørgsmålet om erstatningsbetalinger til de vestallierede og jøderne/staten Israel, ønskede at manøvrere uden om alle krav fra de central- og østeuropæiske stater. Spørgsmålet om en fredsaftale blev holdt flydende pga. den kolde krig.

I 1949 proklamerede Den Tyske Forbundsrepublik og DDR sig som selvstændige stater. I hhv. 1951 og 1955 erklærede Vestmagterne og Sovjetunionen krigstilstanden med Tyskland for afsluttet. Østrigs suverænitet og neutralitet anerkendtes af stormagterne i 1955, hvorefter deres besættelsesstyrker rømmede landet. Tyskland forblev delt indtil 1990, da den såkaldte 2+4-traktat afsluttede de krigsbetingede forholdsregler, herunder besættelsen af Berlin, og reelt trådte i stedet for en fredsaftale.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

2. Verdenskrig. Aksemagternes offensiver 1939-43.

© Dette billede må du ...

2. Verdenskrig. Dette sejrsbillede fik hurtigt en særlig symbolsk status. En amerikansk frontfotograf har fastholdt det øjeblik, da amerikanske marineinfanterister 23.2.1945 rejste Stars and Stripes på øen Iwo-jimas højeste punkt efter et af Stillehavskrigens blodigste slag; mange senere kunstværker refererer direkte eller indirekte til dette berømte fotografi.

© Dette billede må du ...

2. Verdenskrig. Ligesom det havde været tilfældet hos begge de krigsførende parter under 1. Verdenskrig, varetog kvinderne under 2. Verdenskrig store dele af såvel det civile samfunds daglige arbejdsopgaver som krigsproduktionen. På Douglas Aircraft Co. i Californien klargøres de færdigfremstillede næsepartier til kampfly. Fotografi fra ca. 1943.

© Dette billede må du ...

2. Verdenskrig. Straks efter at det tyske nederlag ved Stalingrad var en kendsgerning i februar 1943, blev Tysklands totale krig proklameret af Joseph Goebbels, ministeren for folkeoplysning og propaganda. Det skete 18.2.1943 ved en massemanifestation i Sportpalast i Berlin, hvor slagordet lød Total krig - korteste krig. Parolen blev imidlertid aldrig fuldstændig fulgt, idet man fx ikke greb til brug af krigsgas.

© Dette billede må du ...

2. Verdenskrig. I Europa står de voldsomme og blodige kampe om den russiske by Stalingrad (siden 1961 Volgograd) som krigens store vendepunkt. I januar 1943 satte det afgørende sovjetiske modangreb ind mod den tyske 6. armés ca. 300.000 omringede soldater og deres allierede. Tyske krigsfanger ses her nær sønderskudte dele af byen.

Viser 1-6 af 11 billeder | Se alle

Filer

FilTilføjet af 
[+25655226.601.svg (570.84 kB)

2. Verdenskrig. De allieredes offensiver 1942-45.

Admin

05/02/2009

[+25655231.601.svg (353.52 kB)

2. Verdesnkrig. Tysklands og andre landes ekspansion 1935-39.

Admin

05/02/2009

[+25655236.601.svg (422.53 kB)

2. Verdenskrig. Krigsudviklingen i Stillehavsområdet 1942-45. Det Japanske Imperiums forudgående ekspansion fremgår af kortet til Japan (historie).

Admin

05/02/2009

[+515564.601.svg (760.01 kB)

2. Verdenskrig. Aksemagternes offensiver 1939-43.

Admin

05/02/2009

[+516249.601.svg (7.11 kB)

Admin

05/02/2009

 9788763827072_uddrag 6.epub (1129.76 kB)

Læs en sample af e-bogs-udgaven af romanen Verdens vinter af Ken Follett, udgivet 2012.

Lene Vistrup

13/09/2012

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
12/08/2014
Fennoscandia
27/01/2014
Redaktionen
02/01/2014
Oprindelig forfatter
KCLa
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki