Rusland (Geografi)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Rusland. Eksprestoget Rossija gør ophold på stationen i Petrovsk-Zabajkalskij øst for Bajkalsøen, hvor lokalbefolkningen falbyder varme og kolde snacks til passagererne. Scenen minder meget om billeder fra ulandene og er et udtryk for den omfattende og dybe fattigdom, der i 1990'erne er blevet åbenlyst nærværende overalt i Rusland. Fotografi fra 1997.

Rusland strækker sig over 11 tidszoner fra Østersøen til Kap Dezjnjov ved Beringsstrædet, ca. 9000 km; fra nord til syd er der op til 4000 km. 12 have med i alt 38.000 km kystlinje og 14 lande grænser op til Rusland; mange grænser til de tidligere sovjetrepublikker er endnu ikke endeligt fastlagt hverken på kortet eller i landskabet.

Naturgeografi

Ruslands territorium er overvejende sletteland. Den Østeuropæiske Slette strækker sig ind over Europæisk Rusland med kun enkelte lave højdedrag. Uden markeret overgang forenes denne slette med flodsletterne mod syd ved Don, Volga og Det Kaspiske Hav. Slettelandet afgrænses mod øst af Uralbjergene, der også er den vedtagne grænse mellem Europa og Asien. Øst for Ural ligger den store Vestsibiriske Slette.

Oversigt over de 83 selvstyreenheder (subjekter)
område areal (1000 km2) indb. 1996 (1000) hovedstad
Den Russiske Føderation 17075,4 147976,4 Moskva
storbyer
Moskva  0,994 8664,4  
Sankt Petersborg  1,4 4801,5  
republikker
Adygej  7,6 450,5 Majkop
Altaj 92,6 201,6 Gorno-Altajsk
Basjkortostan 143,6 4096,6 Ufa
Burjatien 351,3 1052,5 Ulan-Ude
Dagestan 50,3 2097,5 Makhatjkala
Ingusjetien 19,3 299,7 Nazran
Kabardino-Balkarien  12,5 789,9 Naltjik
Kalmykien 76,1 318,5 Elista
Karatjajevo-Tjerkessien 14,1 436,3 Tjerkessk
Karelen 172,4 785 Petrozavodsk
Khakassien 61,9 585,8 Abakan
Komi 415,9 1185,5 Syktyvkar
Mari-el 23,2 766,3 Josjkar-Ola
Mordova 26,2 955,8 Saransk
Nordossetien 8,0 662,6 Vladikavkaz
Sakha-Jakutien 3103,2 1022,8 Jakutsk
Tatarstan 68,0 3760,5 Kazan
Tjetjenien 19,3 865,1 Groznyj
Tjuvasjien 18,3 1360,8 Tjeboksary
Tuva 170,5 309,7 Kyzyl
Udmurtien 42,1 1639,1 Izjevsk
etnisk begrundede autonome kredse (okruga)
Jamal-Nenetske AK 750,3 488,0 Salekhard
Jødiske Autonome Region 36,0 209,9 Birobidzjan
Khanti-Mansijske AK 523,1 1330,8 Khanty-Mansijsk
Nenetske AK 176,7 48,1 Narjan-Mar
Tjukotske AK 737,7 90,5 Anadyr
regioner (oblasti) og territorier (kraja)
Altaj Kraj 169,1 2690,1 Barnaul
Amur Oblast 363,7 1037,8 Blagovestjensk
Arkhangelsk Oblast 587,4 1520,8 Arkhangelsk
Astrakhan Oblast 44,1 1028,9 Astrakhan
Belgorod Oblast 27,1 1469,1 Belgorod
Brjansk Oblast 34,9 1479,7 Brjansk
Irkutsk Oblast 767,9 2581,7 Irkutsk
Ivanovskaja Oblast 21,8 1266,4 Ivanovo
Jaroslavskaja Oblast 36,4 1451,4 Jaroslavl
Kaliningrad Oblast 15,1 932,2 Kaliningrad
Kaluzjskaja Oblast 29,9 1097,3 Kaluga
Kamtjatka Kraj 472,3 358,8 Petropavlovsk-Kamtjatskij
Kemerovskaja Oblast 95,5 3063,5 Kemerovo
Khabarovskij Kraj 788,6 1571,2 Khabarovsk
Kirov Oblast 120,8 1634,5 Kirov
Kostromskaja Oblast 60,1 805,7 Kostroma
Krasnodar Kraj 76,0 5043,9 Krasnodar
Krasnojarskij Kraj 2339,7 2966,0 Krasnojarsk
Kurgan Oblast 71,0 1112,2 Kurgan
Kursk Oblast 29,8 1346,9 Kursk
Leningrad Oblast 85,9 1675,9 Sankt Petersborg
Lipetsk Oblast 24,1 1250,2 Lipetsk
Magadan Oblast 461,4 258,2 Magadan
Moskva Oblast 47,0 6596,6 Moskva
Murmansk Oblast 144,9 1048,0 Murmansk
Nizjegorodskaja Oblast 76,9 3726,4 Nizjnij Novgorod
Novgorod Oblast 55,3 742,6 Novgorod
Novosibirsk Oblast 178,2 2748,6 Novosibirsk
Omsk Oblast 139,7 2176,4 Omsk
Orenburg Oblast 124,0 2228,6 Orenburg
Orlovskaja Oblast 24,7 914,0 Orjol
Penzenskaja Oblast 43,2 1562,3 Penza
Permskij Kraj 160,6 2819,4 Perm
Primorskij Kraj 165,9 2255,4 Vladivostok
Pskov Oblast 55,3 832,3 Pskov
Rjazan Oblast 39,6 1325,3 Rjazan
Rostov Oblast 100,8 4425,4 Rostov-na-Donu
Sakhalin Oblast 87,1 647,8 Juzjno-Sakhalinsk
Samara Oblast 53,6 3311,5 Samara
Saratov Oblast 100,2 2739,5 Saratov
Smolensk Oblast 49,8 1172,4 Smolensk
Stavropol Kraj 66,5 2667,0 Stavropol
Sverdlov Oblast 194,8 4686,3 Jekaterinburg
Tambov Oblast 34,3 1310,6 Tambov
Tjeljabinsk Oblast 87,9 3688,7 Tjeljabinsk
Tjumen Oblast 1435,2 3169,9 Tjumen
Tomsk Oblast 316,9 1077,6 Tomsk
Tulskaja Oblast 25,7 1814,5 Tula
Tver Oblast 84,1 1650,6 Tver
Uljanovsk Oblast 37,3 1495,2 Uljanovsk
Vladimir Oblast 29,0 1644,7 Vladimir
Volgograd Oblast 113,9 2703,7 Volgograd
Vologodskaja Oblast 145,7 1349,8 Vologda
Zabajkalskij Kraj 431,5 1155,3 Tjita
regioners og territoriers indbyggertal, areal m.m. er inklusive tallene for de autonome kredse beliggende i regionen eller territoriet

Længere mod øst er landet mellem Jenisej og Lena præget af de lave Midtsibiriske Bjerge. Egentligt bjergland dominerer kun Ruslands sydlige og østlige dele. De største bjergkæder er Store Kaukasus mod syd i Europæisk Rusland (Elbrus, 5642 m) og flere kæder i det sydlige Sibirien: Altaj og Jablonske og Sajanske Bjerge. Længst mod øst ligger Sikhote Alin og bjergkæderne på Sakhalin, Kamtjatka og Kurilerne med aktive vulkaner som Kljutjevskaja, 4750 m. Næsten overalt er der et tæt net af floder, og floderne har altid udgjort en vigtig del af det russiske samfærdselssystem. Dog har det været et minus, at de fleste store floder løber syd-nord snarere end vest-øst, hvor det største transportbehov har ligget. Desuden løber mange floder gennem stort set ubeboede egne. Det gælder dog ikke de store vigtige floder mod vest, Don og Volga, der med bifloder og kanalsystemer fortsat er vidtforgrenede og vigtige transportveje.

Klima. Størstedelen af Rusland har tempereret fastlandsklima med iskolde vintre og lune somre. Længst mod nord er klimaet dog polart, og enkelte lokaliteter ved Sortehavskysten har subtropisk klima. Russisk Fjernøsten har et tempereret monsunklima. De gnsntl. januartemperaturer varierer fra 0 °C ved Kaukasus' kyst til −50 °C i Jakutien; i juli fra −1 °C i de nordsibiriske kystområder til 26 °C på sletten ved Det Kaspiske Hav. Den frostfrie periode er 60-75 dage i den sydlige del af tundrabæltet, 110-120 dage på Den Vestsibiriske Slette og 180-200 dage i det nordlige Kaukasus. Nedbøren er de fleste steder fra sparsom til tilstrækkelig; mest regn får Fjernøstens monsunområder, og mindst den tørre steppe ved Det Kaspiske Hav. Om vinteren er snedækket overalt langvarigt, fra 2-3 måneder i den sydlige del til 8-9 måneder mod nord.

Befolkning. Indbyggertallet i Den Russiske Føderation har været faldende gennem 1990'erne. 1992-98 mindskedes befolkningen med over 1,5 mio. mennesker. Et stærkt faldende fødselstal og en stigende dødelighed gav gennem 1990'erne et årligt befolkningstab på over 5‰. Fra 2001 til 2005 dalede indbyggertallet med 3 mio., og det udgjorde ved udgangen af 2005 143 mio. Udviklingen kan delvis forklares med den aldersmæssige udvikling, som også kendes fra andre europæiske befolkninger, men i Rusland kommer hertil de sociale forhold, som i 1990'erne forværrede tallene for både dødelighed, forventet levealder og fødselstal. I 2003 var middellevetiden for mænd 58,8 år og for kvinder 72 år. Udviklingen blev i nogen grad afbødet af, at mange russere i de tidligere sovjetrepublikker vendte hjem til Rusland, især fra Kasakhstan og andre lande i Centralasien. Denne indvandring aftog dog kraftigt i slutningen af 1990'erne. Alt i alt må den beskrevne udvikling betegnes som en demografisk katastrofe og et voldsomt udtryk for Ruslands dybe krise efter 1991 (se også afsnittet om sundhedsforhold).

Af de 143 mio. borgere i Rusland er ca. 115 mio. russere. De øvrige 20% fordeler sig på over 100 forskellige folkeslag, hvoraf nogle har egne republikker og autonome kredse inden for Den Russiske Føderation; mange af disse har dog russisk befolkningsflertal. De største ikkerussiske folkeslag er tatarerne (5,5 mio. i 2002) og ukrainerne (2,9 mio. i 2002). Befolkningens fordeling er højst ujævn. Flest bor der i de sydlige og centrale dele af Europæisk Rusland med mange store industribyer. Koncentrationen er stigende, da der siden begyndelsen af 1990'erne er foregået en afvandring fra udkantsområderne i nord og øst. Øst for Ural boede der i 2002 godt 39 mio., heraf 26,7 mio. i Det Sibiriske Føderale Distrikt og Det Fjernøstlige Føderale Distrikt, hvilket var 1,3 mio. færre end i 1989; de fleste boede langs med Den Transsibiriske Jernbane og de store floder. Dertil kom et ukendt antal immigranter fra Kina, i hvis grænseregioner til Sibirien og Fjernøsten der bor over 120 mio. mennesker.

Et særligt problem er den russiske diaspora: over 20 mio. russere bor uden for Rusland i de tidligere sovjetrepublikker, hvor de flere steder udgør ret store mindretal. De nye republikkers nationale og til dels antirussiske politik gav i 1990'erne anledning til en del politisk uro, men kun i Moldova kom det til direkte oprør, da den slavisktalende befolkning etablerede udbryderstaten Dnestrrepublikken i 1990.

Erhverv

Rusland. Eksprestoget Kharkov-Vladivostok øst for Uralbjergene. Undervejs på den ugelange rejse med Den Transsibiriske Jernbane skifter landskabet meget lidt; hele vejen går jernbanen gennem større eller mindre rydninger i verdens største nåleskov. Fotografi fra 1995.

Lidt over 12% af landets areal, 215 mio. ha, anvendes til landbrug. I store dele af landet er hverken klima eller jordbundsforhold gunstige for agerbrug, men med landets store nord-sydlige udstrækning er vilkårene meget forskellige. Længst mod nord på tundraen er kun rensdyravl mulig. Tajgaen og nåleskoven syd herfor har ufrugtbare podsoljorde i et relativt fugtigt og køligt klima; der er derfor stort behov for dræning, og stor tilførsel af kunstgødning er nødvendig. Skovsteppelandet har bedre klima og mere frugtbar jord. 15% af Ruslands areal er dækket af en meget frugtbar sortjord, og i dette chjernozem-bælte findes 3/4 af landets agerjord. Her er fordampningen større i den varme sommer, og kunstvanding er de fleste steder nødvendig.

Siden tvangskollektiviseringerne i 1920'erne og 1930'erne har russisk landbrug været organiseret i meget store driftsenheder som enten statsbrug, sovkhoser, eller kollektivbrug, kolkhoser. Under begge former havde landbefolkningen ret til en privat jordlod på 0,4 ha. Efter det politiske systemskifte i 1991 påbegyndtes en ændring af ejendoms- og driftsforholdene i landbruget, og i 1996 var 95% af bedrifterne blevet reorganiseret. Størstedelen var blevet overtaget af aktieselskaber eller kooperative selskaber, uden at der skete reelle forandringer i drift og ledelse. 10% af jorden var blevet overtaget af enkeltpersoner, men familiebruget har svært ved at slå igennem som markedsorienteret produktionsenhed. Det skyldes især det helt utilstrækkelige distributionssystem og manglende muligheder for forarbejdning af produkterne i landbrugsdistrikterne. Mange bønder vælger selv at rejse med deres varer til de åbne markeder, som er opstået i byerne. Priserne på driftsmidler og kunstgødning steg gennem 1990'erne mere end fødevarepriserne, og erhvervet havde derfor, uanset ejendoms- eller driftsform, meget vanskelige betingelser, og investeringerne i landbruget faldt kraftigt med produktionsnedgang til følge. Alene fra 1990 til 1995 faldt fødevareproduktionen med 20%; samlet har udviklingen i russisk landbrug været katastrofal, og fødevarer udgør en stor og stigende andel af importen.

Storlandbruget er præget af korn- og kvægavl med hvede som den vigtigste afgrøde; også byg, havre og rug er af betydning til såvel brød og kvægfoder som malt og vodka. Hektarudbytterne er generelt lave og faldt gennem 1990'erne pga. mindre gødskning. Store kvægfarme med malkekvæg ligger omkring markederne i storbyerne, men 1/3 af køerne hører til familiebrugene, som i øvrigt især avler kartofler, grøntsager og frugt. Samlet er husdyrbestanden gået voldsomt tilbage i 1990'erne.

Skovbrug. Skovene, især nåleskov, strækker sig i et bredt bælte gennem hele landet fra vest til øst og udgør næsten 1/5 af hele verdens skovareal. Træprodukter — mest i form af papirmasse og andre, kun lidt forarbejdede produkter — var i Sovjettiden vigtige eksportprodukter, overvejende fra Sibirien og Fjernøsten. Hugsten foregik ofte meget uøkonomisk, og cellulosefabrikkerne forurenede søer og floder. Ruslands generelle krise og de stærkt forøgede transportpriser har reduceret både eksporten og det hjemlige forbrug.

Fiskeri. Sovjetunionen havde et stort højsøfiskeri i både Atlanterhavet og Stillehavet, men med stigninger i olieprisen er det ikke længere rentabelt, og statslige fiskekombinater i bl.a. Murmansk, Petropavlovsk-Kamtjatka og Nakhodka har måttet lade store dele af fiskeflåden ligge stille eller har forsøgt at sælge skibene med alvorlige følger for fiske- og værftsindustrien. Fiskekonservesindustriens produktion var således i 1997 kun 1/4 af produktionen i 1990. Der er dog fortsat et omfattende kystfiskeri og erhvervsfiskeri i søer og floder, og bl.a. krabber fra Det Okhotske Hav og kaviar fra størfangsten i Kaspiske Hav og Volga er stadig vigtige eksportprodukter.

Minedrift. Rusland har meget store reserver af de fleste mineraler; for flere metaller og mineralers vedkommende findes over 1/3 af verdens kendte reserver i Rusland, bl.a. 33% af naturgasreserverne, og landet er den førende producent af flere andre råstoffer. De vigtigste mineområder ligger i Uralområdet og Sibirien, men også i Europæisk Rusland er der fortsat stor aktivitet på Kolahalvøen (nikkel og aluminium) og ved jernmalmforekomsten ved Kursk, en af verdens største. De vigtigste olie- og gasfelter ligger i det vestlige Sibirien mellem Ob og Irtysj, men fjernere områder mod øst og nord tages løbende i brug og under stedse vanskeligere arbejdsforhold. En stor del af naturgassen udnyttes i kraftværker, men samlet er olie og naturgas rygraden i Ruslands eksport. Et net af rørledninger forbinder felterne med de ofte fjerntliggende markeder, herunder de udenlandske i Øst- og Vesteuropa (se Druzjba). I begyndelsen af 2000-t. er olieproduktionen steget. Meget af virksomheden foregår i det privatiserede selskab Gazprom. På hjemmemarkedet udgør naturgas ca. 50% af energiforbruget; det er en større andel end i næsten alle andre lande.

Industri. Russisk industri var allerede fra zartiden karakteriseret ved meget store virksomheder. Under den forcerede industrialisering i 1930'erne og med udviklingen efter 2. Verdenskrig fortsatte denne tendens, og industrikombinater med 25-30.000 ansatte er ikke ualmindelige. Mange russiske byer er præget og afhængige af en enkelt eller ganske få virksomheder. Der er stadig vigtige sværindustrielle og petrokemiske centre som Uralområdet, men generelt er industrien bredt ud i hele Europæisk Rusland, i Sibirien mere koncentreret til enkelte bycentre som Omsk, Novosibirsk, Barnaul, Novokuznetsk og Irkutsk.

Den russiske industri har siden Sovjetunionens opløsning været i dyb krise. De første 3-4 år skete der en produktionsnedgang, som overgår, hvad vestlige lande oplevede under krisen i 1930'erne, og nedgangen er fortsat siden, således at niveauet i 1999 anslås at ligge på halvdelen af 1991-produktionen. Beskæftigelsen er i samme periode mindsket med ca. 25%. Tilbagegangen er mindst i energi- og dele af metalsektoren og størst inden for forbrugsvarer og specielt militærproduktion. Investeringerne er faldet til 1/3, og indsatsen i forskning og udvikling er gået tilbage. Udviklingen har i særlig grad ramt de gamle, store sværindustrielle kombinater, mens reformer har øget andelen af små- og mellemstore virksomheder. Privatiseringen er gået hurtigt, og i 1999 står private virksomheder for over 90% af produktion og beskæftigelse. Tilbagegangen har varieret regionalt; værst er det gået ud over Nordkaukasus, de nordvestlige og centrale dele af Europæisk Rusland og Fjernøsten. I visse områder har der dog været en betydelig vækst i de private virksomheder. Udenlandske investeringer har indtil videre været helt koncentreret til områder med råstofudvinding.

Energi. Elforsyningen havde tidligt en høj prioritet i Sovjetunionen. Størstedelen af elektriciteten fremstilles fortsat af kul, olie og gas på varmekraftværker, men vandkraft og kernekraft har fået stor betydning med hhv. 20% og 14% af elproduktionen (1997). Vandkraftværkerne ligger på stribe i industriområderne ved Volga og Kama, desuden i Karelen, på Kolahalvøen og i Kaukasus. I 1970'erne og 1980'erne anlagdes nogle af verdens største vandkraftværker i Sibirien; Saja-Susjenskoje ved Irtysj, Bratsk ved Angara og Zeja i Amurdistriktet.

Sovjetstaten satsede tidligt på kernekraft, som man anså for en sikker og miljøvenlig energikilde. Kraftværkerne blev placeret, hvor energibehovet var størst, det første i 1954 ved Obinsk nær Moskva. Ulykken på Tjernobylværket i 1986 udsatte, men ændrede ikke udbygningen af kernekraft.

Servicesektoren, der økonomisk og politisk var lavt prioriteret i Sovjetøkonomien, er vokset og står nu for halvdelen af BNP. Krisen i de øvrige sektorer har sammen med reformer fremmet privat håndværk, butiksdrift og liberale erhverv. Det gælder ikke mindst i de største byer, hvor også udenlandske firmaer spiller en rolle. Megen servicevirksomhed foregår uregistreret som sort økonomi. Skønsmæssigt bidrager denne stærkt voksende uofficielle økonomi med 30% af landets samlede produktionsværdi.

Samfærdsel. Transport er et af den russiske økonomis ømme punkter. Vejnettet er ikke særlig fintmasket, og kvaliteten af vejene er generelt ringe; bortset fra de egentlige hovedveje er kun få veje asfalterede. Der er dog store forskelle; det tætteste og bedste vejnet findes omkring Moskva. 1/3 af Ruslands landsbyer er uden vejforbindelse med fast belægning, og hertil kommer, at al transport er vanskelig eller umulig for- og efterår pga. klimaet.

Jernbanen spiller derfor en afgørende rolle for transporten, ikke mindst godstransport. Et net af baner var anlagt i Rusland før 1917, først og fremmest i den europæiske del af riget, men også Den Transsibiriske Jernbane og stikbaner til Centralasien. Nettet blev kraftigt udbygget i Sovjetunionens tid, og efter 2. Verdenskrig blev næsten halvdelen af banerne elektrificeret. Hvis man ser bort fra transportarbejdet i rørledninger, står jernbanerne for 75% af godstransporten i Rusland. Luftfarten spiller en stor rolle i det vidtstrakte land, men flyenes andel af passagertrafikken er faldende: fra 20% i 1990 til 12% i 1998.

Miljø

Rusland døjer med et belastet miljø, hvilket dels hænger sammen med de gamle sværindustrielle centre med forældet teknologi, dels med krisen, som har begrænset nyinvesteringer, herunder investeringer i miljø. Der udledes enorme mængder skadelige stoffer i floder og vandløb, mest i Volgasystemet, hvis stærke forurening truer fiskebestandene i Det Kaspiske Hav. Intens luftforurening er et påtrængende problem i industricentrene, bl.a. i Kuznetsbassinet, i Ural og på Kolahalvøen med dens nikkelværker. Manglende vedligeholdelse af olieledninger har medført alvorlige udslip, og atomaffald fra både militær og civil anvendelse skaber bekymring for Det Nordlige Ishav og mange lokaliteter i Ural og Sibirien.

Læs mere om Rusland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Rusland. Eksprestoget Kharkov-Vladivostok øst for Uralbjergene. Undervejs på den ugelange rejse med Den Transsibiriske Jernbane skifter landskabet meget lidt; hele vejen går jernbanen gennem større eller mindre rydninger i verdens største nåleskov. Fotografi fra 1995.

© Dette billede må du ...

Rusland. Eksprestoget Rossija gør ophold på stationen i Petrovsk-Zabajkalskij øst for Bajkalsøen, hvor lokalbefolkningen falbyder varme og kolde snacks til passagererne. Scenen minder meget om billeder fra ulandene og er et udtryk for den omfattende og dybe fattigdom, der i 1990'erne er blevet åbenlyst nærværende overalt i Rusland. Fotografi fra 1997.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
31/10/2014
Fennoscandia
26/10/2014
Redaktionen
12/09/2012
Oprindelige forfattere
BKle
01/02/2009
JJoeJ
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki