Storbritannien (Historie - Perioden fra 1945)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Storbritannien. 1 Verdensudstillingen 1851 i London i Crystal Palace, en 250 m lang bygning i glas og jern, vidnede om Storbritanniens teknologiske førerstilling i Victoriatiden. Samtidigt souvenirbillede. 2 Med Festival of Britain i 1951 fejrede Labourregeringen genopbygningen efter krigen, kulturen i Royal Festival Hall på Themsens sydside og teknikken i Dome of Discovery, som ses her. 3 År 2000 blev fejret med eftertryk på globalitet og informationsteknologi i Millennium Dome ved Greenwich.

Labour, genopbygning og nøjsomhed 1945-51

Efter 2. Verdenskrig foregik to afgørende processer: afviklingen af imperiet og opbygningen af en velfærdsstat.

Ved valget i juli 1945 overlod de britiske vælgere det til Labour at genopbygge økonomien og efterkrigstidens samfund. Den nye regering gennemførte en stram økonomisk politik med rationeringer og importbegrænsninger, og samtidig blev den moderne velfærdsstat grundlagt. I 1946 etableredes en omfattende syge- og arbejdsløshedsforsikring sammen med et nationalt sundhedsvæsen med gratis behandling for alle. Andre skelsættende reformer var nationaliseringerne af Bank of England og virksomheder som luftfart, jernbaner, gasværker, kulminer og stålindustri. Regeringen gik dog ikke videre i socialistisk retning: Krigens planøkonomi blev afviklet, og elitære institutioner som de private skoler (Eton, Harrow mfl.) og Overhuset blev ikke rørt. Labour havde skabt en balance mellem stat og borger, som i hovedtræk bestod indtil slutningen af 1970'erne.

Premierministre*
1721-42 Robert Walpole (w)
1742-43 Spencer Compton Wilmington (w)
1743-54 Henry Pelham (w)
1754-56 Thomas Pelham-Holles Newcastle (w)
1756-57 William Cavendish Devonshire (w)
1757-62 Thomas Pelham-Holles Newcastle (w)
1762-63 John Stuart Bute 
1763-65 George Grenville 
1765-66 Charles Wentworth Rockingham (w)
1766-68 William Pitt d.æ. 
1768-70 Augustus Henry Fitzroy Grafton 
1770-82 Frederick North (t)
1782 Charles Wentworth Rockingham (w)
1782-83 William Petty Lansdowne
1783 William Cavendish Bentinck Portland (w)
1783-1801 William Pitt d.y. (t)
1801-04 Henry Addington Sidmouth (t)
1804-06 William Pitt d.y. (t)
1806-07 William Wyndham Grenville
1807-09 Henry Cavendish Bentinck Portland (w)
1809-12 Spencer Perceval (t)
1812-27 Robert Banks Jenkinson Liverpool (t)
1827 George Canning (t)
1827-28 Frederick John Robinson Goderich (t)
1828-30 Arthur Wellesley Wellington (t)
1830-34 Charles Grey (w)
1834 William Lamb Melbourne (w)
1834 Arthur Wellesley Wellington (t)
1834-35 Robert Peel (c)
1835-41 William Lamb Melbourne (w)
1841-46 Robert Peel (c)
1846-52 John Russell (w)
1852 Edward Stanley Derby (c)
1852-55 George Hamilton-Gordon Aberdeen
1855-58 Henry John Temple Palmerston (l)
1858-59 Edward Stanley Derby (c)
1859-65 Henry John Temple Palmerston (l)
1865-66 John Russell (l)
1866-68 Edward Stanley Derby (c)
1868 Benjamin Disraeli (c)
1868-74 William Gladstone (l)
1874-80 Benjamin Disraeli (c)
1880-85 William Gladstone (l)
1885-86 Robert Cecil Salisbury (c)
1886 William Gladstone (l)
1886-92 Robert Cecil Salisbury (c)
1892-94 William Gladstone (l)
1894-95 Archibald Philip Primrose Rosebery (l)
1895-1902 Robert Cecil Salisbury (c)
1902-05 Arthur James Balfour (c)
1905-08 Henry Campbell-Bannerman (l)
1908-16 H. H. Asquith (l)
1916-22 David Lloyd George (l)
1922-23 Bonar Law (c)
1923-24 Stanley Baldwin (c)
1924 Ramsay MacDonald (lab)
1924-29 Stanley Baldwin (c)
1929-35 Ramsay MacDonald (lab)
1935-37 Stanley Baldwin (c)
1937-40 Neville Chamberlain (c)
1940-45 Winston Churchill (c)
1945-51 Clement Attlee (lab)
1951-55 Winston Churchill (c)
1955-57 Anthony Eden (c)
1957-63 Harold Macmillan (c)
1963-64 Alec Douglas-Home (c)
1964-70 Harold Wilson (lab)
1970-74 Edward Heath (c)
1974-76 Harold Wilson (lab)
1976-79 James Callaghan (lab)
1979-90 Margaret Thatcher (c)
1990-97 John Major (c)
1997-2007 Tony Blair (lab)
2007-10 Gordon Brown (lab)
2010- David Cameron (c)

forkortelser: c: Conservative Party, l: Liberal Party, lab: Labour Party, t: tory, w: whig 

*titlen premierminister anvendtes under dronning Anne Stuart (1702-14), men blev først officiel betegnelse for regeringschefen fra 1905

Store resurser blev anvendt på at opretholde det militære beredskab og samarbejdet med USA mod Sovjetunionen, samtidig med at regeringen besluttede at udvikle et selvstændigt britisk atomvåbenprogram. Udenrigsminister Ernest Bevin deltog aktivt i opbygningen af OEEC (1947) og NATO (1949). Det viste sig dog umuligt at fastholde det britiske kolonistyre overalt. Indien og Pakistan blev selvstændige i 1947, og briterne trak sig ud af Palæstina i 1948.

Opsving og velstand

De Konservative og Winston Churchill vandt valget i 1951 over et splittet Labourparti. Churchills helbred tvang ham til at gå i 1955, men De Konservative bevarede magten indtil 1964. Stålindustrien blev atter privatiseret (1953), men bortset herfra blev Labours reformer ikke sløjfet; man taler om en tid med konsensus mellem de to store partier om balancen mellem det offentlige og det private. De Konservative blev hjulpet af det generelle opsving i den europæiske økonomi i 1950'erne; restriktioner og rationeringer blev afviklet, der blev bygget boliger, og levefoden steg. Den amerikaniserede forbrugskultur slog også igennem i Storbritannien, hvor nye ungdomskulturer og popidoler som The Beatles i 1960'erne kom til at signalere opgør med traditionelle middelklassenormer.

I forhold til omverdenen bekræftede Harold Macmillan forsvarssamarbejdet med USA, men gjorde det også klart, at Storbritanniens dage som kolonimagt i Afrika var talte. Han overvandt også 1950'ernes britiske skepsis over for De Europæiske Fællesskaber. De britiske ledere indså, at processen på kontinentet ikke lod sig standse, og at Storbritanniens økonomiske og politiske interesser gjorde det vanskeligt at holde landet udenfor. I 1960 samledes de syv lande uden for EF, deriblandt Danmark, i EFTA; men allerede 1961 søgte Storbritannien om optagelse i EF.

De Konservatives status som varetagere af Storbritanniens stormagtsposition og af høj samfundsmoral blev svækket af Suezkrisen i 1956, en række spionskandaler, Profumo-affæren i 1963 og det franske nej samme år til britisk medlemskab af EF. Labourlederen Harold Wilson kunne vinde valget i 1964 på løfter om modernisering og teknologisk revolution.

1964-79 - Decline-debat og politisk opbrud

I denne periode var Labourpartiet ved magten 1964-70 og 1974-79. Den lovede genrejsning af økonomien udeblev imidlertid. Stigningerne i oliepriserne 1973-74 forværrede krisen; omvendt kom de store olie- og gasfund i Nordsøen til at gavne økonomien fra omkring 1975. Samfundsdebatten var præget af bekymring over den lave økonomiske vækst i Storbritannien sammenlignet med andre vesteuropæiske lande og de traditionelle fremstillingsindustriers krise. Som årsager til denne relative decline ('nedgang') nævntes faktorer som finanssektorens dominans i økonomien og den deraf følgende overdrevne hensyntagen til sterlingkursen, de frie spilleregler på arbejdsmarkedet, som førte til skadelige arbejdskampe, og det utilstrækkelige og klassedelte uddannelsessystem. Labourregeringerne forsøgte at samarbejde med fagbevægelsen om en inflationsdæmpende indkomstpolitik, oprettede økonomiske planlægningsorganer, reformerede skolesystemet med indførelse af enhedsskoler og udvidede adgangen til højere uddannelser. Edward Heaths konservative regering 1970-74 søgte forgæves at oprette et mere disciplinerende arbejdsretligt system. Både hans og James Callaghans sidste måneder som premierministre i hhv. 1974 og 1978-79 blev imidlertid præget af voldsomme konflikter på arbejdsmarkedet.

Også i Storbritannien blev en række traditionelle normer nedbrudt i 1960'erne. Dødsstraffen blev afskaffet i 1965, homoseksualitet mellem voksne blev gjort straffri i 1967, og adgang til abort blev indført samme år. Kvindebevægelsen genopstod, og lovgivning om ligestilling og ligeløn trådte i kraft i 1975. Endelig blev etnisk ligestilling sat på dagsordenen, efterhånden som især storbyerne blev præget af indvandring fra Commonwealthlande, bl.a. Caribien og Indien. Labours og De Konservatives politiske dominans blev i perioden udfordret af øget tilslutning til De Liberale og til nationalistpartierne i Wales og Skotland. For at imødekomme de lokale ønsker og forhindre total løsrivelse satte Labourregeringen i 1979 selvstyreordninger til folkeafstemninger i de to områder. Ingen af dem fik det fornødne flertal, men kravene om decentralisering af magten i Det Forenede Kongerige forsvandt ikke. I Nordirland kom det 1968-69 til sammenstød mellem katolsk-nationalistiske borgerrettighedsforkæmpere og protestantiske unionister. Londonregeringen sendte 1969 tropper til provinsen og opløste 1972 selvstyret i Nordirland.

Afviklingen af de britiske koloniherredømmer i Afrika og Asien var tilendebragt i begyndelsen af 1970'erne. Undtagelsen var Hongkong, som først blev overgivet til Kina i 1997. I Europapolitikken skete der et afgørende gennembrud. En ny ansøgning om medlemskab af EF i 1967 blev afvist af Frankrig; men forhandlingerne blev genoptaget i 1970, og Edward Heath underskrev tiltrædelsesdokumentet i 1972.

Nyliberalisme, New Labour og koalition

De Konservative valgte i 1975 Margaret Thatcher til partileder, og efter partiets valgsejr i 1979 blev hun Storbritanniens første kvindelige premierminister. Thatchers regering ville standse Storbritanniens nedtur ved at bryde med konsensuslinjen og føre klar nyliberalistisk politik med vægt på markedskræfter og individuel ansvarlighed.

Den private sektor blev i de følgende år styrket ved omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder. Skatterne blev sat ned, ikke mindst for de højeste indtægter. En række arbejdsmarkedslove fra 1980-84 begrænsede fagforeningernes aktionsmuligheder, og regeringen vandt det store opgør med strejkende kulminearbejdere 1984-85. Kommunalt ejede boliger blev i stort tal solgt til beboerne. Velfærdssystemet blev ikke afskaffet, men betingelserne for bistandshjælp strammet.

Virkningerne af regeringens politik var i begyndelsen skuffende. Både inflation og arbejdsløshed steg dramatisk i begyndelsen af 1980'erne, og voldsomme optøjer i en række storbyer i 1981 og 1985 mindede om store sociale spændinger og det dårlige forhold mellem indvandrermiljøerne og politiet. Fra midten af 1980'erne forbedredes de økonomiske nøgletal. Produktivitet og forbrug steg, samtidig med at forskellen mellem rig og fattig blev større. Margaret Thatcher blev styrket af Storbritanniens sejr over Argentina i Falklandskrigen 1982, hun samarbejdede tæt med USA i sikkerhedspolitiske spørgsmål, og i Europapolitikken modsatte hun sig yderligere politisk integration. Det førte til konfrontationer med andre europæiske lande og med flere ministre. I 1990 blev hun presset til at gå af og efterfulgtes af John Major. Major vandt overraskende valget i 1992. Indenrigspolitisk blev linjen fra Thatchertiden fortsat. Privatisering, åben markedsøkonomi, frit valg og personligt ansvar var nøgleord. Major blev dog i stigende grad svækket pga. bestikkelsesanklager mod konservative politikere og bitter uenighed i regeringen om Europapolitikken. Selvom han fik et flertal af De Konservative til i 1993 at godkende Maastrichttraktaten, hvor Storbritannien tog forbehold mht. deltagelse i den fælles mønt, skabte "euroskeptikerne" i partiet fortsat uro om Storbritanniens holdning til EU.

Britisk/engelsk identitet

Storbritannien har forandret sig; kulturelle elementer fra Asien, Afrika og Amerika har vundet indpas som supplement til eller erstatning for det, som traditionelt har været anset for særlig engelsk eller britisk.

Udviklingen har baggrund i flere århundreders status og selvforståelse som imperiemagt, men er ikke før i slutningen af 1900-t. kommet til udtryk i grundlæggende ændringer af britisk og engelsk identitet og de tilhørende symboler, som i hvert fald officielt har spillet en stor rolle. Eliten har traditionelt fremhævet bl.a. Parlamentet, gentlemanaftaler og fair play som indbegrebet af det at være britisk, ligesom keeping a stiff upper lip, dvs. bevare roen og undgå store følelsesudbrud trods modgang, opfattes som en udpræget britisk evne. I det meget klasseopdelte og klassebevidste England har man desuden anset middelklasseaktiviteter som afternoon tea og kricket, spillet i indtagende, landlige Miss Marple-omgivelser, for særlig forbundet med engelsk identitet. Alle disse symboler dyrkes stadig, også i film og medier, selvom virkeligheden i stor udstrækning er blevet en anden.

Først i slutningen af 1990’erne har man fra officielt hold givet udtryk for den erkendelse, at man kan være engelsk/britisk uden at være hvid og kristen. Dermed er en rivende kulturel udvikling, som har fundet sted siden 1960’erne, ophørt med blot at være et undergrundsfænomen; premierminister Tony Blair har erklæret Storbritannien for et multikulturelt samfund, og der bliver nu lagt vægt på udadtil at vise landets mangfoldighed. Således har det britiske kulturministerium bestræbt sig på at inddrage repræsentanter for minoriteter i arbejdet med the English heritage ’den engelske arv’, der traditionelt har været knyttet sammen med en romantisk udgave af det rurale England og ikke har harmoneret særlig godt med fx virkelighedens kosmopolitiske London.

Storbritanniens historie som ørige og imperial stormagt har endvidere vist sig i en selvopfattelse forankret i bevidstheden om britisk egenart og i en selvfølelse, der er tilstrækkelig stor til at insistere på fastholdelse af denne egenart. At man har holdt fast i venstrekørsel, at metersystemet har haft svært ved at slå igennem, og at briter ikke regner Storbritannien med til Europe, kan ses som udtryk herfor. Erindringen om Det Britiske Imperium og britisk verdensherredømme fortoner sig; men Storbritannien opfattes stadig som en magt med en særlig global rolle. I takt med erkendelsen af det multikulturelle samfund, af Storbritanniens ændrede rolle på verdensplan og af den øgede nationale selvbevidsthed i Skotland og Wales har også egenartsfølelsen været under afvikling, ligesom briterne især under Tony Blair har udvist voksende interesse for det øvrige Europa og påtaget sig en mere aktiv og engageret rolle i EU-sammenhæng.

1997-valget blev en stor sejr for Tony Blairs New Labour Party. Dets moderniseringsprogram for Storbritannien indebar på nogle punkter en fortsættelse af den hidtidige politik. Privatiseringerne og de fleste konservative arbejdsmarkedsreformer blev opretholdt. Den offentlige økonomiske politik var fortsat stram, og vægten blev lagt på at gøre Storbritannien konkurrencedygtigt i en fri, global økonomi, fx gennem et kvalitetsløft i uddannelserne, snarere end på at udligne indkomstforskelle i Storbritannien selv. Socialpolitikken lagde op til aktivering af arbejdsløse og lige vægt på rettigheder og pligter. På det forfatningsmæssige område gennemførte regeringen hurtigt store reformer: Langfredagsaftalen om Nordirland 1998 foreslog bl.a. nye rammer for provinsens forhold til Irland og Storbritannien. I 1999 fik Wales og især Skotland øget selvstyre gennem nye, valgte forsamlinger. Samme år mistede aristokratiet sine arvelige pladser i Overhuset, ligesom regeringen fremlagde forslag til en ændring på længere sigt af det britiske valgsystem.

De økonomisk-sociale problemer i New Labours Storbritannien drejede sig fortsat om den udbredte fattigdom, især i de tidligere industriområder mod nord, og om manglende konkurrenceevne i dele af fremstillingsindustrien. Styrkeområderne var fortsat finans- og servicesektorerne og en række kreative felter, hvor det engelske sprogs globale dominans giver gode eksportmuligheder. Siden 1997 har regeringen på den ene side betonet, at Storbritannien må spille en aktiv rolle i EU og på længere sigt indgå i ØMU'en, og på den anden, at landet fortsat har en særlig position som global magt med tætte forbindelser til USA.

Tony Blairs regering fastholdt sin popularitet hos vælgerne og fik forlænget sit mandat ved valget i 2001. Labour fik igen absolut flertal i Underhuset. Det dårlige resultat for Conservative Party førte til et lederskifte fra William Hague til Iain Duncan Smith. Labours midtsøgende politik gav dog det store oppositionsparti vanskelige vilkår.

Udenrigspolitisk støttede den britiske regering USA i "krigen mod terror" efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 og søgte samtidig at præge EUs udvidelses- og forfatningsdiskussioner, uden at der dog kom afklaring på landets forhold til euroen. Balancegangen mellem USA og EU blev for alvor sat på prøve, da regeringen i marts 2003 valgte at deltage i det amerikanske angreb på Irak. Tony Blairs satsning førte til en krise i forholdet til Tyskland og Frankrig. På hjemmefronten var Liberal Democrats og dele af Labours venstrefløj imod den britiske krigsdeltagelse. Irakkrigen blev i de følgende år en stadig større belastning for Blair og hans lederposition. En række kommissionsundersøgelser frikendte regeringen for at have ført offentligheden bag lyset, men der blev sat spørgsmålstegn ved Blairs ledelsesstil og dømmekraft. Det konservative oppositionsparti skiftede i november 2003 sin leder, Iain Duncan Smith, ud med den mere erfarne og effektive Michael Howard; men Blair red stormen af ved valget i maj 2005. Her vandt han som den første Labourpartileder i historien sin tredje valgsejr i træk, selvom regeringens flertal i Underhuset blev beskåret. Blair havde på det tidspunkt meddelt, at han ville gå af som leder i løbet af den kommende valgperiode. Den 7.7.2005 kostede et terrorangreb på Londons undergrund 56 menneskeliv. Blairs håndtering af krisen skabte en overgang opbakning bag ham, men i efteråret 2005 voksede modstanden i partiet mod regeringens linje, eksempelvis i forhold til anti-terrorlovgivning og skole- og sundhedspolitikken, hvor Blair foreslog større valgfrihed og flere markedsmekanismer i de offentlige ydelser. Fra december 2005 blev partiet yderligere udfordret af en ny, ung og tilsyneladende mere midtersøgende leder af Conservative Party, David Cameron. Kravene om, at Blair trak sig til fordel for finansminister Gordon Brown, blev stærkere, og i praksis blev regeringen fra begyndelsen af 2006 ledet af de to i fællesskab. I maj 2007 meddelte Blair endeligt, at han ville gå af i den følgende måned. Brown viste sig at være den eneste kandidat til lederposten, og den 27/6 overtog han ledelsen af Labourpartiet og premierministerposten.

Ved sin afgang kunne Blair se tilbage på en regeringsperiode, hvor den britiske økonomi var blevet stærk, arbejdsløsheden var lav, og hvor der havde været vækst i de offentlige udgifter til sociale og uddannelsesmæssige formål. Magten i Storbritannien var blevet decentraliseret med selvstyre til Skotland og Wales; en ny politisk aftale havde 8. maj 2007 genindført selvstyret i Nordirland, og det arvelige element i Overhuset var blevet afskaffet. Der var dog stadig udbredt fattigdom i dele af det britiske samfund, og opfattelsen af Storbritannien som et åbent samfund, hvor forskellige kulturer og religioner kunne leve fornuftigt sammen, var kommet under pres efter terrorbomberne i 2005 og de efterfølgende sikkerhedsmæssige stramninger. Der var en voksende debat om forholdet mellem de bærende britiske politiske værdier og religiøs fundamentalisme og om nødvendigheden af at undgå parallelsamfund i landet.

Storbritanniens forhold til EU var også uafklaret. Den britiske modstand mod uddybning af samarbejdet i Europa og mod EU-indblanding i fx skatte- og socialpolitik er stadig stor. På det udenrigspolitiske område arvede Brown en betydelig folkelig skepsis over for engagementer i Irak og bindingen til USA. Blair lovede i efteråret 2006 at påbegynde en britisk tilbagetrækning fra Irak. Brown sluttede op om den linje baserede sin udenrigspolitik på brede snarere end snævre koalitioner, men også han ønskede tætte bånd til USA og havde ingen planer om at gøre EU til det centrale for Storbritanniens internationale position. Brown havde som premierminister til at begynde med havde en ganske stor folkelig popularitet, men efter at han valgte ikke at udskrive valg i efteråret 2007 blev han set som ubeslutsom og svækket. Efterhånden som Storbritannien blev hvirvlet ind i den internationale finanskrise i 2008 trådte regeringen til med omfattende hjælpepakker til finansinstitutionerne. Huspriserne, der i den foregående periode var steget voldsomt, faldt en smule, arbejdsløsheden steg, og væksten var kortvarigt negativ, men den voldsomme krise, som man havde frygtet, udeblev stort set. Derimod havde regeringen taget store lån, og den offentlige gældsætning blev Storbritanniens dominerende økonomiske problem.

Ved valget i maj 2010 vandt ingen af partierne absolut flertal. Labour-regeringen måtte dog træde tilbage da det ikke lykkedes at få forhandlet en koalition på plads med Liberal Democrats. Den konservative leder David Cameron kunne danne regering med deltagelse af Liberal Democrats, den første koalitionsregering i Storbritannien siden 1945. Regeringens største udfordring er den økonomiske situation, men også krigen i Afghanistan, der har kostet talrige britiske soldater livet og som er stadig mere upopulær i befolkningen, kommer til at udgøre et problem. Forholdet til EU kan blive en hård knast for samarbejdet mellem de to regeringspartier: Conservative Party har bevæget sig mod en stadig stærkere EU-skepticisme, mens Liberal Democrats er det mest proeuropæiske af de britiske partier.

Økonomien kom til at definere koalitionsregeringens første år. Conservative Party fik en lang række meget viddtgående nedskæringer igennem. Det kom til at slide på forholdet til de liberale koalitionspartnere, som dog viste sig loyale i regeringssamarbejdet. Premierminister Cameron måtte imidlertid også give efter og foretage visse kursændringer efter folkelig kritik af nogle af besparelsestiltagene. Nedskæringerne blev voldsomt kritiseret af oppositionen, der anklagede regeringen for at bremse væksten med sine tiltag. Den økonomiske vækst gik næsten i stå, men der har været uenighed om hvorvidt det skyldtes den førte politik eller kriser udefra, ikke mindst gældskriserne i euro-zonen og i USA. I sommeren 2011 satte en skandale fokus på det meget tætte forhold mellem politikere og tabloidpressen - ikke mindst den Rupert Murdoch-ejede del af pressen - samt mellem førnævnte presse og politiet. Skandalen førte til lukning af søndagsavisen News of the World og til at flere ledende politifolk måtte trække sig tilbage. Cameron selv blev kritiseret for at have ansat en tidligere News of the World-redaktør som sin pressesekretær.

I august 2011 kom det til voldsomme uroligheder i London og flere andre storbyer. Store grupper af mestendels unge og undertiden også børn udkæmpede slag mod politiet, plyndrede butikker og satte ild til bygninger. Optøjerne, der blev udløst efter at politifolk havde dræbt et mistænkt bandemedlem, kom bag på myndighederne og førte til fokus på en underklasse, der i stigende grad var blevet afsondret fra resten af samfundet.

Læs om perioden 1914-45.

Læe mere om Storbritannien.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Storbritannien. 1 Verdensudstillingen 1851 i London i Crystal Palace, en 250 m lang bygning i glas og jern, vidnede om Storbritanniens teknologiske førerstilling i Victoriatiden. Samtidigt souvenirbillede. 2 Med Festival of Britain i 1951 fejrede Labourregeringen genopbygningen efter krigen, kulturen i Royal Festival Hall på Themsens sydside og teknikken i Dome of Discovery, som ses her. 3 År 2000 blev fejret med eftertryk på globalitet og informationsteknologi i Millennium Dome ved Greenwich.

© Dette billede må du ...

Storbritannien. Argentinske fanger under Falklandskrigen.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
14/08/2011
Oprindelig forfatter
JS
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki