Edinburgh

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Edinburgh Castle.

Edinburgh Castle.

Edinburgh, ('Eydins borg'), Skotlands hovedstad og næststørste by (efter Glasgow), beliggende på østkysten ved fjorden Firth of Forth; 448.600 indb. (2001).

Edinburgh er Skotlands center for kunst, medicin, videnskab og retsvæsen, handel og turisme samt bank- og forsikringsvæsen.

Byen har flere trykkerier og en alsidig industri med bl.a. nærings- og nydelsesmidler, maskiner og papirvarer. Leith havn importerer bl.a. fødevarer og uld og eksporterer kul, jern og stål samt whisky. Granton havn vest for Leith er olie- og fiskerihavn.

Bylandskabet består af syv klipper og højdedrag, hvoraf flere er udslukte vulkaner, bl.a. det centrale Castle Hill (135 m) med Edinburgh Castle. Klart afgrænsede bydele afspejler kontrasterne mellem byens mange etniske og sociale grupper.

Det gamle Edinburgh er bygget tæt og højt omkring gaden Royal Mile på strækningen mellem Edinburgh Castle og kongeslottet Holyroodhouse. Her ligger bl.a. den nu presbyterianske, gotiske Saint Giles' Cathedral, domhuset Parliament House (brugt som parlament 1632-1707) samt The City Chambers (1761) med bystyret.

I den gamle bydel findes også Royal Scottish Museum, Royal Scottish Academy (1832) og National Gallery of Scotland (åbnet 1859) med en fremragende samling af europæiske kunstværker. Monumentet for digteren og forfatteren Walter Scott er et 60 m højt tårn i gotisk stil fra 1877. I bydelen Holyrood ligger den nye skotske parlamentsbygning, som blev åbnet i 2004.

Nord for det gamle Edinburgh ligger bydelen First New Town, som blev anlagt efter en storstilet og rummelig plan i 1767. Her findes byens fornemme butiksgade, Princes Street, og pompøse pladser, afgrænset af to parker; Charlotte Square har en fornem nyklassicistisk bebyggelse fra slutningen af 1700-t. af Robert Adam, som også er arkitekten bag arkivbygningen Register House og universitetet. Second New Town er en fortsættelse mod nord og vest; den blev anlagt indtil 1840 med runde og ovale pladser. Disse to bydele for overklassen gjorde Edinburgh til en verdensby, men de er senere blevet forsømt.

Fra Princes Street fører gaderne Leith Street og Leith Walk gennem arbejderkvarterer til havnebyen Leith, som i 1919 blev indlemmet i Edinburgh. Uden om de ældre bydele ligger forstæder med villaområder og arbejderkvarterer.

Edinburgh med de to New Towns er optaget på UNESCO's Verdensarvliste.

Historie

Edinburgh var grænsefæstning, indtil floden Tweed i 1018 blev Skotlands sydgrænse. Det nuværende Edinburgh Castle stammer fra 1000-t., og i 1128 opførtes tillige klosteret Holyrood Abbey mod øst. Takket være økonomisk vækst især i havnebyen Leith og en ny befæstning blev Edinburgh Skotlands hovedstad trods dens udsatte placering nær arvefjenden England, og i 1329 gav Robert 1. the Bruce byen købstadsprivilegier.

Edinburgh. Tattoo.

Edinburgh. Tattoo.

Under Jakob 4., der opførte det senere ombyggede Holyroodhouse i 1498, oplevede byen en kulturel opgangsperiode, der imidlertid ikke overlevede den politiske ustabilitet efter Jakobs nederlag til englænderne i Slaget ved Flodden 1513. Herefter hærgede Henrik 8. byen i 1544.

Unionerne med England 1603 og 1707 sikrede byen mod angreb, men reducerede dens politiske betydning. Edinburgh blev imidlertid en kulturel højborg, og Edinburgh University (oprettet 1583) blev især kendt for sin indsats inden for medicin og jura.

Fra midten af 1700-t. var byen hovedsæde for oplysningstiden i Skotland, domineret af skikkelser som David Hume og Adam Smith. I 1768 udkom den første udgave af Encyclopaedia Britannica i byen. Derimod blev Edinburgh kun lidet påvirket af udviklingen under den industrielle revolution i Storbritannien.

Som uofficiel hovedstad vil byen blive parlamentssæde i tilfælde af skotsk selvstyre eller uafhængighed. Hver sommer siden 1947 har der været afholdt Edinburghfestival, en stor international kulturbegivenhed, der bl.a. omfatter det berømte Edinburgh Military Tattoo.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
06/02/2013
Marie-Louise Hammer
30/01/2013
Redaktionen
03/10/2011
Oprindelige forfattere
JRR
29/01/2009
KLemb
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki