Henrik 2.

Henrik 2., Henry Plantagenet, 1133-6.7.1189, hertug af Normandiet fra 1150, greve af Anjou fra 1151, hertug af Aquitaine fra 1152 og konge af England fra 1154; søn af Henrik 1.s datter Mathilde (1102-67) og Geoffroy d'Anjou, gift med Eleonora af Aquitaine. Henrik 2.s tronbestigelse fandt sted efter 15 års borgerkrig, der havde efterladt et samfund uden et fungerende juridisk system. Hans regeringstid blev derfor i høj grad præget af forsøg på at inddæmme lovløsheden og sikre de skadelidte mulighed for erstatning (se Assize of Clarendon). Det egentlige nybrud i Henrik 2.s lovgivning bestod i, at enhver fribåren mand gennem en stævning kunne pålægge embedsmænd i sit grevskab at prøve sagen på ny enten ved hjælp af kongeligt udsendte dommere eller ved et nævningeting.

Henrik 2.s reformer betød en mere ensartet lovgivning, men med den voksende effektivitet fulgte også en gradvis udhuling af det feudale retssystem, som udgjorde en væsentlig del af godsejernes magtbasis. Den stadige udvidelse af kongens jurisdiktion stødte for første gang på alvorlig modstand, da Henrik 2. rejste forslag om at stille gejstlige lovovertrædere, fx Thomas Becket, for en verdslig ret.

De engelske baroners svigtende opbakning kulminerede 1173-74, da stridigheder inden for kongefamilien udviklede sig til åben krig. Denne magtkamp forstærkedes af, at Henrik i sine senere år favoriserede sin yngste søn, Johan uden Land, på bekostning af Richard (1. Løvehjerte). Støttet af Filip 2. August af Frankrig lykkedes det Richard at erobre hovedparten af Henriks kontinentale besiddelser, og den engelske konge døde syg og ydmyget i fangenskab i Frankrig.