Magna Charta

© Bridgeman/British Library, Department of the Environment, London

Magna Charta. Straks efter udfærdigelsen i 1215 blev afskrifter udsendt til alle grevskabers sheriffer og biskopper. Af disse kopier er fire overleveret. To findes i arkiverne for hhv. Lincoln Cathedral og Salisbury Cathedral, to findes i British Library, hvorfra dette er hentet. Eksemplaret har som det eneste bevaret spor af Johan uden Lands segl. En brand i 1700-t. reducerede imidlertid seglet til en klump voks. Dokumentet måler 26 cm×55 cm.

Magna Charta, (lat., af magnus 'stor' og charta 'papir, skrift, brev'), Det Store Frihedsbrev, engelsk håndfæstning, første gang udstedt af Johan uden Land i Runnymede 1215. Dokumentet, som er et af middelalderens kendteste, har form af en overenskomst mellem kongen og landets største jordbesiddere. Den umiddelbare anledning var Johans katastrofale udenrigspolitik, som sammenholdt med en systematisk udsugning af adelen havde efterladt England i en permanent borgerkrigslignende tilstand. Hovedparten af brevets 63 paragraffer tog derfor sigte på at lægge loft over kongens muligheder for at udnytte sin position som feudalherre til at brandskatte magnaterne. Bortgiftning fx af en adelsdatter krævede betaling, auxilium, til kongen; ved adelsmandens død ydedes relevium, og hvis arvingen var mindreårig, kunne kongen udnævne sig selv til værge med fuld rådighed over godsets værdier og med retten til at sælge formynderskabet til den højestbydende.

Det vilkårlige afgiftsniveau under Johan var på mange måder blot en videreførelse af forgængerens politik, og når Magna Charta vandt så stor berømmelse, skyldes det især, at man her for første gang forsøgte at opstille egentlige retningslinjer for kongemagtens udøvelse. Johan måtte således i § 39 love, at ingen fri mand måtte fængsles eller fratages sine rettigheder eller besiddelser undtagen ved dom af hans ligemænd eller ved landets love, og i § 40 love ikke at ville sælge noget og nægte eller forsinke ret og retfærdighed. At disse paragraffer kun havde til formål at beskytte de få frie jordbesiddere, har ikke rokket ved eftertidens opfattelse af, at vi her står med stadfæstelsen af et princip om individets rettigheder, som danner basis for hele vor moderne retsopfattelse. Selvom Magna Charta således ikke var en frihedsdeklaration i snæver forstand, finder man dog i bekræftelsen af byernes privilegier (§ 13) og købmændenes ukrænkelighed (§ 41) en hensyntagen til befolkningsgrupper, som ikke var en del af adelsaristokratiet.

Frihedsbrevet blev til i en ekstraordinær politisk situation, og med Johans død året efter udstedelsen blev de mest vidtrækkende krav til kongemagten snart irrelevante. De senere revisioner af dokumentet, sidste gang i 1225, var i langt højere grad udtryk for et samarbejde mellem kongemagt og højadel, hvilket uden tvivl er en væsentlig del af forklaringen på, at Magna Charta så længe kunne bevare sin status som The Bible of the English Constitution.