Hollandske Antiller

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Hollandske Antiller, De Nederlandse Antillen, fem øer i Caribien, som 1954-2010 udgjorde en del af Holland med udstrakt hjemmestyre; i alt 960 km2, ca. 225.000 indb. (2008).

De to største øer, Curaçao med hovedstaden Willemstad og Bonaire, ligger ud for Venezuelas kyst, mens tre langt mindre øer, Saba, Sint Eustatius og Sint Maarten, ligger 800 km mod nordøst, øst for Puerto Rico. Sint Maarten udgør den sydlige del af den i øvrigt franske ø Saint-Martin.

Alle øerne har tropisk og de to sydlige et meget tørt klima. Kun 8% af arealet er opdyrket, og øerne er langtfra selvforsynende med fødevarer.

På grund af usikre politiske forhold i Sydamerika anlagde Shell fra 1930'erne raffinaderier og lagerfaciliteter på Hollandske Antiller til at håndtere råolie fra Venezuela, og oliebranchen var helt dominerende på øerne frem til 1980'erne, da Shell solgte sine interesser.

Olieraffinering og afledte virksomheder (reparation af skibe) foregår fortsat, men i stærkt reduceret omfang. I stedet er turisme blevet en vigtig indtægtskilde, især på Curaçao og Sint Maarten. Letindustri er af stigende betydning, specielt omkring Willemstad. Økonomien er dog stærkt afhængig af overførsler fra Holland til denne sidste rest af det engang store hollandske kolonirige.

Historie

Da øerne blev opdaget af spanierne i 1490'erne, var de beboet af arawak- og caribierindianere, som undtagen på Aruba hurtigt blev udslettet. I 1634 erobrede hollænderne Curaçao, og i samme periode fik de kontrol med de øvrige øer. Under Napoleonskrigene var Curaçao og Bonaire kortvarigt underlagt britisk herredømme. Flere af øerne fungerede i 1700- og 1800-t. som centre for slavehandel.

I 1954 fik Hollandske Antiller selvstyre, og i 1970'erne blev uafhængighedsforhandlinger indledt; Aruba, som tidligere var en del af området, trådte ud i 1986, men den oprindelige plan om fuldstændig selvstændighed, berammet til 1996, blev siden forladt.

De øvrige øer bekræftede ved en afstemning i 1993 tilhørsforholdet til Holland som en samlet enhed, men efter fortsatte uenigheder øerne imellem stemte de imidlertid 2000-05 hver især om deres fremtidige indbyrdes administrative forhold og relationen til Holland.

Resultatet blev, at de Hollandske Antillers parlament 9.10.2010 ophævede sig selv og selvstyret, hvilket ratificeredes af parlamentet i Haag dagen efter.

Med ikrafttræden fra 10.10.2010 fik Curaçao og Sint Maarten herefter status som selvstændigt konstituerede lande inden for det nederlandske kongerige (Holland) i lighed med Aruba, mens Bonaire, Sint Eustatius og Saba forblev knyttet til Holland som særlige kommuner.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Marie-Louise Hammer
08/05/2012
Redaktionen
14/03/2012
Fennoscandia
27/02/2012
Oprindelige forfattere
MSkjo
30/01/2009
Pasc
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki