Operation Black Buck

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Læs også
• Falklandskrigen
• Den Lysende Sti
• gringo

Det er de mest læste artikler i emnet Latinamerika efter ca. 1830
Til forsiden

Operation Black Buck, (da. 'Operation Hjorteantilope'), det britiske luftvåben Royal Air Forces hovedbidrag til Falklandskrigen 1982. Royal Air Forces Strike Command havde adskillige kampfly i 1982, men kunne ikke anvende dem mod Argentina pga. manglen på venligtsindede baser i nærheden. Den nærmeste base var Wideawake på Ascension, 3240 sømil fra Falklandsøerne.

Royal Air Force anvendte på daværende tidspunkt ældre firemotorede jetbombefly fra 1950'erne kaldet Avro Vulcan, men deres rækkevidde var ligeledes utilstrækkelig.

Den eneste mulighed for at nå øerne var at tanke det med indtil flere tankfly af typen Handley Page Victor. De store afstande gjorde imidlertid, at tankflyene selv skulle lufttankes, så en armada på 11 tankfly måtte ledsage hvert bombefly et stykke ad vejen, og togtet varede 16 timer.

Avro Vulcan stod for at skulle skrottes i 1983, og de var oprindelig udviklet til angreb med kernevåben mod Sovjetunionen, hvis Storbritannien blev angrebet. Det gjorde, at flyene til Ascension skulle have genmonteret lufttankningsudstyret, og besætningerne skulle trænes i konventionelle angreb.

1.5.1982 (første bombetogt kaldet Black Buck One) kastede et Vulcanbombefly 21 konventionelle 1000 lbs-bomber fra 10.000 fods højde mod Port Stanleys startbane, der var Falklandsøernes eneste anvendelige til jetfly. Bomberne blev kastet i en lang række i en vinkel af 35° i forhold til startbanen. Dette sikrede, at den blev ramt af mindst en bombe.

Det lykkedes at ramme startbanen, så hverken Boeing 737-transportfly eller Mirage-kampfly kunne anvende banen. Efter en nødreparation kunne lokalt udstationerede Aermacchi MB.339 jettræningsfly og Hercules taktiske transportfly fra Argentina imidlertid anvende startbanen igen.

Grundet pladsmangel på Ascension kunne der kun afsendes ét bombefly pr. bombetogt. Black Buck-missionerne blev historiens hidtil længste bombetogter, indtil amerikanske B-52'ere fra baser i USA bombede Irak under Golfkrigen i 1991. Forskellen var dog, at tankflyene kom fra baser i Europa og Mellemøsten.

Under Black Buck Two den 4. maj blev der kastet 21 bomber mod startbanens vestlige ende. Unøjagtigheden skyldtes, at bombningen blev udført fra en større højde pga. argentinernes Roland jord til luft-missiler.

Black Buck Three blev aflyst kort før starten den 13. maj pga. kraftig modvind. Royal Air Force ville helst udføre et bombeangreb hver nat, men det var logistisk set umuligt.

Royal Navys Sea Harriere fra hangarskibene Hermes og Invincible bombede hyppigere Port Stanley, men blev generet af det argentinske luftværn. Hjemme i England var to Vulcan-bombefly blevet ændret til at kunne anvende AGM-45 Shrike antiradarmissiler og jammingsudstyr fra Royal Air Forces Blackburn Buccaneer-fly.

Black Buck Four måtte den 28. maj vende om efter fem timer grundet tekniske problemer, og den 31. maj angreb Black Buck Five uden held den argentinske overvågningsradar på øerne, da de argentinske radaroperatører slukkede radaren under angrebet. Shrike-missilet kræver, at målet er tændt under hele angrebet.

De missilbevæbnede Vulcan-fly kunne opholde sig i længere tid over Falklandsøerne end de tungtlastede Vulcan-fly med bomber. Med sig selv som lokkedue prøvede de forgæves at få argentinerne til at tænde radaranlæggene.

Under Black Buck Six, der fandt sted den 3. juni, lykkedes det at ødelægge en argentinsk Skyguard ildledelsesradar og dræbe fire radaroperatører. På hjemrejsen knækkede lufttankningsrøret af i turbulent luft, og flyet måtte nødlande i det neutrale Brasilien. Her blev det interneret i Rio de Janeiros internationale lufthavn.

Black Buck Seven den 12. juni var det sidste angreb, og 21 bomber blev kastet øst for startbanen. På det tidspunkt var Stanley tæt på at blive indtaget af britiske landstyrker, og Royal Air Force var ikke interesseret i at beskadige startbanen yderligere. Det skete ud fra den betragtning, at man selv skulle bruge startbanen til sine egne Phantom-jagerfly efter befrielsen den 14. juni.

Effekten af Black Buck

Effekten af Black Buck er stadig omdiskuteret. Tilhængere mener bl.a., at Argentina overførte deres bedste Mirage IIIE-jagerfly til Buenos Aires med henblik på beskytte hovedstaden mod britiske luftangreb, og at bombningerne forpurrede argentinernes udstationering af kampfly på øerne.

Som den mest positive tilhænger af Operation Black Buck hævder Rowland White, forfatteren til Vulcan 607 om Black Buck One-operationen, at de argentinske overfladefartøjer blev trukket ud af krigen efter krydseren General Belgranos sænkning, alene fordi operationen fik argentinerne til at tro, at den britiske landsætning var begyndt, så de uforsigtigt lod General Belgrano komme for tæt på de britiske skibe.

Modstandere af Royal Air Force, Margaret Thatcher og Storbritannien generelt hæfter sig ved, at Operation Black Buck kun resulterede i én sølle bombe på startbanen, der i øvrigt blev repareret kort efter, og en ødelagt radar af mindre betydning. 

De sparsomme tankflysressourcer på Ascension kunne imidlertid være brugt på at sende andre fly til krigszonen, fx flere Hawker Siddeley Nimrod-patruljefly, til at lede efter argentinske krigsskibe og ubåde, flere C-130 Hercules-transportfly til nedkastning af forsyninger og flere færgeflyvninger af Royal Air Forces Harrier-fly.

Briterne kunne dog ikke vide, om argentinerne havde omdannet Port Stanley til en base for deres kampfly, og kritikeren Lieutenant Commander (orlogskaptajn) Sharkey Wards beregninger af, at en Black Buck-missions brændstofforbrug svarer til 260 Sea Harrier-missioner (1300 bomber mod 21), holder ikke, da brændstoffet på Ascension ikke blev taget fra flådestyrkens tankskibe. 

Mirage IIIE's tankkapacitet havde i forvejen gjort det uegnet til at operere over øerne, argentinerne havde haft en måned til at omdanne Port Stanley til en flybase før angrebet, de britiske krigsskibes kystbombardementer kunne også give indtryk af en landsætningsoperation, og startbanen blev benyttet af Hercules-fly indtil kapitulationen.

Litteratur anbefalet af andre brugere
Rowland White: Vulcan 607 (2006).
Sharkey Ward: Sea Harrier over the Falklands (1992).
Lawrence Freedman: The official history of the Falklands campaign Volume II (2005).

Royal Air Forces webside om Operation Black Buck.

Oversigt over Black Bucks tankflysforbrug.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Lawa
06/10/2010
Redaktionen
29/09/2010
Lawa
29/10/2009
Oprindelig forfatter
Lawa
28/10/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki