Fransk Guyana

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Fransk Guyana.

Fransk Guyana.

/files/9831/=ud_a_52974.mp3?revision=2

Fransk Guyana, Guyane Française, fransk departement, dvs. en del af Frankrig og af EU beliggende i Sydamerika; 83.533 km2, 163.000 indb. (2001). Hovedstad Cayenne (50.600 indb.). Fransk Guyana har to pladser i Nationalforsamlingen i Paris; med nabolandene Brasilien og Surinam er der ikke megen kontakt.

Fransk Guyana var tidligere især kendt som straffekoloni; denne virksomhed ophørte endeligt i 1953. Egentlig kolonial udvikling med produktion af eksportvarer har aldrig kendetegnet området. Fiskeri er det vigtigste eksporterhverv efterfulgt af skovdrift og guldminedrift. Siden 1970'erne har én enkelt virksomhed været dominerende: den europæiske rumforsknings (ESA's) rumhavn ved Kourou. Guyana blev valgt som affyringssted på grund af sin ækvatornære beliggenhed, som letter placeringen af geostationære satellitter i rummet.

Fransk Guyana består overvejende af lave flodsletter dækket af tropisk regnskov; kun mod syd er der lave bjerge, som danner grænse til Brasilien. Befolkningen bor helt overvejende langs Atlanterhavskysten, mens det indre af landet kun har få og spredte bosættelser knyttet til de mange floder. Kun få er beskæftiget med landbrug; siden 1982 har Frankrig dog støttet forskellige udviklingsprojekter, og landbrugsarealet udvides kraftigt, men er stadigvæk forsvindende lille, og langt størstedelen af fødevareforsyningen importeres ligesom næsten alt andet fra Frankrig. Også tømmerproduktion er i vækst, men i forhold til de vældige reserver er udnyttelsen lille. Alle former for udvikling hæmmes af det meget lille indbyggertal og mangelen på infrastruktur; Fransk Guyana har ingen jernbaner og kun få hundrede km veje.

Tre fjerdedele af befolkningen er kreoler, efterkommere af afrikanske slaver, mens den europæiske befolkning i Kourou og Cayenne tæller ca. 17.000. Den oprindelige indianske befolkning udgør kun 4% og lever især i landets indre. Sundhedsvæsen og undervisning fungerer på i-lands-niveau i kystbyerne, mens mange småsamfund i regnskoven kun har sparsom kontakt med omverdenen. De fleste indbyggere er katolikker, men der er mindre grupper af hinduer, buddhister og muslimer med baggrund i indvandring fra gamle franske kolonier, især Indokina.

Økonomien er helt domineret af overførsler fra Frankrig og af det store rumcenter i Kourou. Da stort set alle varer importeres, er Fransk Guyana et dyrt sted at besøge, og først for nylig er en sparsom turisme begyndt. Det er især minderne om tiden som straffekoloni, der tiltrækker, ikke mindst Djævleøen, hvis verdensberømmelse blev grundlagt af den berømte fange Alfred Dreyfus og styrket af Henri Charrières roman Papillon (1969, da. 1970, filmatiseret 1973).

Sprog

Det officielle sprog er fransk. Herudover tales der ligesom i andre franske oversøiske departementer fransk kreolsk. Langs kysten og i visse egne inde i landet tales indianske sprog, især arawak og caribisk. Se Sydamerika (sprog).

Historie

Ved europæernes ankomst i 1500-t. var området beboet af flere forskellige indianske grupper. De første koloniseringsforsøg slog fejl, men ved Bredatraktaten blev området i 1667 fransk. I 1700- og 1800-t. rivaliserede Storbritannien, Holland, Portugal og Frankrig om magten, og først ved en traktat, der blev ratificeret i Paris i 1817, blev området stadfæstet som fransk. Slaveriet blev endeligt ophævet i 1848. I 1852 blev den første af flere straffekolonier etableret, og helt frem til 1945 var Guyana primært en straffekoloni. I 1946 fik landet status af oversøisk provins, og i 1968 etableredes ESA's center i Kourou. I 1970'erne voksede en selvstændighedsbevægelse frem, og 1980'erne blev præget af attentater mod den franske magt og af grænsedragningskonflikter med Surinam. Økonomiske problemer har i 1990'erne ført til uro og anklager mod Frankrig for ikke at hjælpe i tilstrækkelig grad. På trods af ønsker om øget selvstyre er der ikke tilslutning til uafhængighed. Befolkningen er vokset betydeligt gennem indvandring siden 1970'erne.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+256923.601.svg (81.15 kB)

Admin

05/02/2009

[+256924.601.svg (80.77 kB)

Fransk Guyana.

Admin

05/02/2009

[+ud_a_52974.mp3 (9.76 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Jørn Busch Olsen
01/11/2009
Lawa
30/10/2009
Redaktionen
17/02/2009
Oprindelige forfattere
Folke
30/01/2009
MHers
30/01/2009
Pasc
30/01/2009
PNie
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki