Serbien og Montenegro (Forhistorie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Fund af bl.a. håndkiler viser, at Serbien og Montenegro var beboet for mere end 200.000 år siden. I hulen Crvena Stijena i Montenegro findes 9 m dybe affaldslag med redskaber fra moustérien fra sidste mellemistid. De er overlejret af fund fra aurignacien og fra den østlige, sene gravettien-kultur. Bopladser fra mesolitikum er bl.a. fundet langs Donau, se Lepenski Vir.

De første bønder tilhørte Starčevo-kulturen, ca. 6200-5400 f.Kr., hvis bosættelser især fandtes på løssområderne i Serbien og Vojvodina. I mellem- og senneolitikum indtil ca. 4500 f.Kr. var landet centrum for Vinča-kulturen, opkaldt efter en byhøj ved Beograd med en 10 m høj serie af bopladslag. Ca. 4000 f.Kr. begyndte udvinding af kobber i Jugoslavien og tilgrænsende dele af Ungarn og Rumænien. En af de ældste kobberminer er fundet ved Rudna Glava i NØ-Serbien. I kalkolitisk tid, ca. 4500-2500 f.Kr., blev de tidligere bønders stabile bosættelse afløst af mindre bopladser på højdedrag. Det nye mønster afspejler betydingen af forsvar og kan være udtryk for dannelse af en magtelite.

Den samme bebyggelsesstruktur kendetegner det meste af bronzealderen, i hvis tidlige afsnit udformningen af metalgenstande var påvirket af både ægæiske og centraleuropæiske typer. I den mellemste bronzealder udfoldede der sig navnlig i den nordøstlige del af landet en original kunst blandet med stilpåvirkninger fra både urnemarks- og Hallstatt-kulturerne. Fra den sene bronzealder, ca. 1200-700 f.Kr., kendes mange rige metaldepoter.

I jernalderen, fra ca. 700 f.Kr., kom landet under indflydelse af kulturerne Hallstatt og La Tène. I Vestserbien findes mange gravhøje. Flere høje rummer fyrstegrave; nogle af de rigeste er fra den mellemste førromerske jernalder, 500-350 f.Kr.: Atenica, Novi Pazar og Pilatovići, udstyret bl.a. med græske luksusvarer. Efter kelternes felttog langs Donau og indfald i Grækenland 280-279 f.Kr. slog den keltiske stamme scordiskerne sig ned i Serbien og grundlagde Singidunum, det nuværende Beograd.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Oprindelig forfatter
PON
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki