New Deal

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

New Deal-politikken vandt gehør i den brede amerikanske offentlighed, ikke mindst blandt Sydstaternes sorte befolkning. På fotografiet, der viser en gade i Vicksburg, Mississippi, ses ikke færre end tre barberstuer. Mellem Brother in Law Barber Shop og Savoy Barber Shop ses New Deal Barber Shop. Fotografi af Peter Sekaer fra ca. 1935.

New Deal, amerikansk socialt og økonomisk reformprogram, lanceret 2.7.1932 af Franklin D. Roosevelt ved hans nominering som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat.

Reformerne havde til formål at bringe USA ud af den dybtgående økonomiske krise og var udtænkt af en vekslende gruppe unge rådgivere, The Brain Trust, med til dels modstridende synspunkter; programmet fik herved et eksperimenterende præg. Der skelnes mellem tre reformperioder:

De første hundrede dage

efter Roosevelts indsættelse i marts 1933 gav Kongressen præsidenten næsten frie hænder til at sætte ind mod den økonomiske nødsituation. Lovkomplekser, som vedrørte landbruget (Agricultural Adjustment Act), banksystemet (Securities and Exchange Commission), de arbejdsløse og nødlidende samt egnsudvikling (Tennessee Valley Authority), gav den føderale regering en ny placering i nationens økonomi. Mest vidtgående, skønt hurtigt en fiasko og erklæret forfatningsstridigt af Højesteret var et forsøg på at reorganisere industrisektoren (National Recovery Administration).

New Deal kommer af engelsk 'ny kurs, ny politik', egl. 'ny uddeling'.

Den anden New Deal

1935-36 indeholdt banebrydende lovgivning, der sikrede arbejdernes organisations-, strejke- og forhandlingsret (National Labor Relations Board), iværksatte nødhjælpsarbejder og påbegyndte et socialt sikkerhedssystem (Social Security), som lagde grunden til den amerikanske velfærdsstat. Reformerne sikrede Roosevelts genvalg i 1936, men nedskæringer på det føderale budget medførte et alvorligt økonomisk tilbageslag 1937-38.

Den tredje fase

Efter genvalget prøvede Roosevelt forgæves at få gennemført en forfatningsændring til sikring af præsidentens kontrol med Højesteret. Det økonomiske tilbageslag søgtes imødegået med fornyede udgifter til nødhjælpsprogrammer samt monopolkontrol, men først den militære oprustning som følge af den tilspidsede udenrigspolitiske situation bragte USA ud af krisen. Roosevelts efterfølger, Harry S. Truman, lancerede i 1945 reformprogrammet Fair Deal som et forsøg på at videreføre New Deal.

New Deal er blevet kaldt "den tredje amerikanske revolution" på linje med Den Amerikanske Revolution og Borgerkrigen. Programmets hovedidé, at bruge føderal regulering til at udvide arbejdsmarkedet, var nogenlunde uantastet, indtil Reagan-administrationen i 1980'erne søgte at give "det frie marked" større spillerum. 

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

New Deal-politikken vandt gehør i den brede amerikanske offentlighed, ikke mindst blandt Sydstaternes sorte befolkning. På fotografiet, der viser en gade i Vicksburg, Mississippi, ses ikke færre end tre barberstuer. Mellem Brother in Law Barber Shop og Savoy Barber Shop ses New Deal Barber Shop. Fotografi af Peter Sekaer fra ca. 1935.

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 9788763827072_uddrag 3.epub (1130.72 kB)

Læs en sample af e-bogs-udgaven af romanen Verdens vinter af Ken Follett, udgivet 2012.

Lene Vistrup

13/09/2012

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
09/04/2013
Oprindelig forfatter
NT
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki