Andrew Jackson

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Andrew Jackson. Som den første amerikanske præsident, der var født vest for Appalacherne, personificerede Jackson ekspansionen mod vest. Udtrykket Jacksonian Democracy dækker over forestillingen om, at amerikansk demokrati i dets reneste form fandtes i de nye stater vestpå; det benyttes også i bredere forstand om det politiske system i USA 1815-50, da den egentlige partidannelse med Demokraterne og Republikanerne tog form. Portrættet er udført i 1840 af James Tooley (1816-44).

Andrew Jackson, 15.3.1767-8.6.1845, amerikansk politiker og officer, USA's 7. præsident 1829-37.

Andrew Jackson var jurist i Nashville og 1796-97 Tennessees første medlem af Repræsentanternes Hus; derpå var han 1797-98 valgt til Senatet og 1798-1804 højesteretsdommer i Tennessee.

Jackson udnævntes i 1802 til generalmajor i Tennessees milits. Under Den Amerikansk-engelske Krig nedkæmpede han i 1814 briternes allierede, creekindianerne, og inden meddelelsen om en fredsaftale havde nået USA, tvang han 8.1.1815 briterne til at opgive deres angreb på New Orleans. I 1817 lod han sine tropper invadere det spanske Florida, som 1819-21 blev købt af USA.

Andrew Jackson havde vundet stor berømmelse som militærhelt og blev foreslået som præsidentkandidat. 1823-25 var han igen senator for Tennessee, og i 1824 stillede han op ved præsidentvalget og fik flest stemmer. Ingen af kandidaterne fik dog flertal, og da valget derfor skulle afgøres af Repræsentanternes Hus, blev han vraget til fordel for John Quincy Adams. I 1828 stillede han atter op og vandt da stort over Adams.

Jackson tilhørte den antiføderalistiske fløj i amerikansk politik, som i 1820'erne samledes i Det Demokratiske Parti, og han tilskrives mottoet "Den bedste regering er den, der regerer mindst".

Alligevel blev magten i Jacksons to perioder koncentreret omkring præsidentembedet, og igennem politiske udnævnelser (se spoils system) placerede han loyale tilhængere på vigtige poster i administrationen. Jacksons præsidenttid var præget af modsætninger i forholdet til Kongressen især vedrørende spørgsmål om told- og banklovgivning.

Han bekæmpede centralbankens magt og nedlagde i 1832 veto mod en forlængelse af dens koncession. I 1832-33 tvang han South Carolina til ligesom de øvrige delstater at acceptere indførelsen af en høj beskyttelsestold (se Nullifikationsstriden).

Andrew Jackson fik stor betydning for folkestyret i USA. Under hans ledelse begyndte en systematisk opbygning af verdens første masseparti, som engagerede "den jævne mand" i valgopgør med etablerede økonomiske interesser. Han stod samtidig for en hårdhændet indianerpolitik og indledte storstilede tvangsforflyttelser, som skulle rense USA øst for Mississippi for indianere. Han var en uforsonlig modstander af abolitionisterne og placerede Demokraterne som forsvarere for slaveriet.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Andrew Jackson. Som den første amerikanske præsident, der var født vest for Appalacherne, personificerede Jackson ekspansionen mod vest. Udtrykket Jacksonian Democracy dækker over forestillingen om, at amerikansk demokrati i dets reneste form fandtes i de nye stater vestpå; det benyttes også i bredere forstand om det politiske system i USA 1815-50, da den egentlige partidannelse med Demokraterne og Republikanerne tog form. Portrættet er udført i 1840 af James Tooley (1816-44).

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
08/01/2012
Oprindelig forfatter
JSve
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki