James Madison

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

James Madison, 16.3.1751-28.6.1836, amerikansk politiker, USAs fjerde præsident, 1809-17. Madison blev født i Virginia og tog eksamen fra College of New Jersey (nuv. Princeton University) i 1771. Han involveredes hurtigt i politik i tiden op til Den Amerikanske Revolution, fik i 1776 sæde i Virginias revolutionære forsamling og blev i 1780 medlem af Kontinentalkongressen.

Madison var i 1787 blandt initiativtagerne til indkaldelsen af den føderale forfatningsforsamling, hvor han fungerede som bindeled mellem fortalere for og modstandere af en stærkt føderal statsmagt. Sammen med Alexander Hamilton og John Jay skrev han 1787-88 Federalist Papers, som anses for den mest autoritative fortolkning af intentionerne bag USAs forfatning. Efter at være valgt til det nye Repræsentanternes Hus var han den ledende figur i vedtagelsen af Bill of Rights, de ti første tillæg til den amerikanske forfatning af 1789. Herefter lagde han afstand til præsident George Washingtons regering og trådte i 1797 ud af Kongressen. Da Jefferson i 1801 blev præsident, blev Madison udenrigsminister, og i 1809 efterfulgte han Jefferson. Han var ikke nogen handlekraftig politiker, men trods en noget usikker regeringsledelse kom nationen helskindet gennem Den Amerikansk-engelske Krig 1812-14.

Madisons betydning lå først og fremmest i hans politisk-teoretiske arbejde. Han anses for periodens væsentligste tænker og det amerikanske folkestyres egentlige grundlægger og fremstår frem for nogen anden som skaberen af det første regeringssystem, der var baseret på repræsentativt folkestyre, og som i princippet tillod almindelig stemmeret; i praksis var politisk tale- og beslutningsret dog forbeholdt nogle få udvalgte. Madison blev også grundlægger af, hvad han kaldte "en ny politisk videnskab" med teorien om det pluralistiske samfund, dvs. et samfund præget af en bred fordeling af politisk indflydelse og konkurrence mellem de bedst organiserede og bedst placerede samfundsgrupper.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
NT
01/02/2009
Læs mere om James Madison
James Madison
ved dåben Mads Jensen Madsen ,  14.10.1859-3.7.1927 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki