The Frontier

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

The Frontier, begreb i amerikansk historie, formuleret af historikeren Frederick Jackson Turner i 1893 som en samlebetegnelse for de kræfter, der adskilte amerikansk historie fra den europæiske. Turner fremstillede The Frontier som essensen af en social evolution gennem en række karakteristiske stadier. Efter de første opdagelsesrejsende kom jægere, pelshandlere, kvægdrivere og de første nybyggere; siden jernbaner, sheriffer, farmere samt industri og minedrift.

Begrebet The Frontier er udviklet via engelsk 'grænse mellem to nationer' til amerikansk-engelsk 'grænse mellem bosættelse og vildnis'.

Frontierprocessen var udtryk for en kulturel proces, som opdrog til selvrespekt, evne til at møde nye udfordringer og til praktisk og konkurrencedygtig individualisme. Fremrykningen længere og længere mod vest skabte den amerikanske nationalkarakter og det amerikanske demokrati. Selvom denne historieopfattelse har nydt stor bevågenhed, har de sidste årtiers faghistoriske behandling af USA's historie stort set opgivet frontierbegrebet som en form for unik civilisationsproces.

Udviklingen i det amerikanske Vesten behandles nu som regional historie og som økologisk historie. Der er til gengæld fortsat stor interesse for den bagvedliggende nationale myte, som igennem hele 1900-t. er blevet udnyttet af underholdningsindustrien og ideologisk-politisk.

Begrebet genfindes bl.a. i John F. Kennedys valgslogan "New Frontier" fra 1960 og i Ronald Reagans idéer om en "High Frontier", dvs. SDI-programmet. Frontierbegrebet er også blevet anvendt i fx australsk og sydafrikansk historie.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
07/01/2014
Marie-Louise Hammer
02/01/2014
Redaktionen
26/09/2012
Oprindelig forfatter
NT
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki