Dwight D. Eisenhower

© Gyldendal

Dwight D. Eisenhower (th.) med sine tre børnebørn og hustru under den sydkoreanske præsident Syngman Rhees besøg i Det Hvide Hus, juli 1954.

Dwight D. Eisenhower, Dwight David "Ike" Eisenhower, 14.10.1890-28.3.1969, amerikansk general og politiker; USA's 34. præsident 1953-61. Eisenhower tog i 1915 afgangseksamen fra West Point militærakademiet og begyndte herefter en militær karriere i Krigsministeriet (nu Pentagon). I december 1941 blev han brigadegeneral i generalstaben med ansvar for logistik, generalmajor i januar 1942 og samme år generalløjtnant, for i 1943 at blive fire-stjernet general. Han udnævntes i juni 1942 til chef for de amerikanske styrker i Europa og ledede i november samme år de allieredes landgang i Nordafrika samt indtagelsen af Sicilien og dele af Syditalien i juli 1943.

Efter i december 1943 at være blevet udnævnt til øverstbefalende for de allierede styrker ledede Eisenhower invasionen i Normandiet 6.6.1944. Med strategisk overblik og udpræget organisatoriske samt diplomatiske evner var han i stand til at samordne de allieredes militære mål og indordne personligheder som general George Patton og feltmarskal Montgomery. Efter krigen blev Eisenhower stabschef og leder af den amerikanske demobilisering i Europa; 1950-52 var han NATO's øverstkommanderende.

Både Demokraterne og Republikanerne ønskede den populære krigshelt som præsidentkandidat, og efter at have erklæret sig for republikaner nomineredes Eisenhower i 1952 af Det Republikanske Parti. Han sejrede stort over demokraten Adlai Stevenson ved valgene i 1952 og 1956.

© Jette Wede/Gyldendal

Dwight D. Eisenhower blev også fra dansk side hædret for sin andel i de allieredes sejr under 2. Verdenskrig. Han skulle være tildelt Elefantordenen allerede 1945, men kunne først modtage den i 1947. Fotografiet stammer fra overrækkelsen på den danske ambassade i Washington; i ceremonien deltog også Danmarks udenrigsminister Gustav Rasmussen (tv.) og den danske ambassadør Henrik von Kauffmann.

Politisk repræsenterede Eisenhower en moderat linje i Det Republikanske Parti, mens hans vicepræsident, Richard Nixon, var højrefløjens talsmand. Selvom Eisenhowers sejr brød Demokraternes styre 1933-53, videreførte han på de fleste områder den politiske kurs, der var lagt af Roosevelts og Trumans regeringer, og hans præsidentperiode blev således ikke det af højrefløjen ønskede opgør med New Deal.

Med et demokratisk flertal i Kongressen måtte han ofte søge kompromiser. Eisenhower førte en forsigtig indenrigspolitik ikke mindst pga. modstridende interesser blandt Republikanerne, fx hvad mccarthyismen angik. I forlængelse af en højesteretskendelse fra 1954 om sortes ligeret så han sig i 1957 nødsaget til at indsætte faldskærmstropper for at beskytte sorte skolebørn i Little Rock, Arkansas, mod racistiske demonstranter.

På det udenrigspolitiske område medførte Stalins død i 1953, at Eisenhower kunne indfri et valgløfte om at afslutte Koreakrigen, ligesom en vis normalisering af det amerikansk-sovjetiske forhold kom til udtryk ved Genèvekonferencen i 1955. Hans præsidentperiode var dog især præget af supermagternes rivalisering i den kolde krig. Eisenhower ønskede at konsolidere USA's lederrolle, men det krævede, at den isolationistiske højrefløj i Det Republikanske Parti, hvis hovedtalsmand var Robert A. Taft, blev pacificeret.

Det skete bl.a. gennem udenrigsminister John Foster Dulles' uforsonlige tone over for den kommunistiske verden og ved udarbejdelsen af en ny militær atomvåbenstrategi om "massiv gengældelse" af "kommunistisk aggression". Da atomvåbnene var billigere end konventionelle styrker, var det samtidig muligt at spare på statsbudgettet, men efter at Sovjetunionen i 1957 havde udviklet et interkontinentalt missil og i oktober opsendte Sputnik 1, steg forsvarsudgifterne atter. Samme år vedtog Kongressen Eisenhowerdoktrinen, og 1958 oprettedes rumfartsorganisationen NASA som svar på det succesfulde sovjetiske rumprogram.

Eisenhower blev tidligere betragtet som en svag præsident uden tilstrækkelig kontrol med sin administration. Denne opfattelse har imidlertid ændret sig, og nyere vurderinger fremhæver især hans forhandlingsevner. Han formåede desuden bedre end sine efterfølgere at fastholde en vis kontrol med det fremvoksende militær-industrielle kompleks.