Iran-contra-affæren

Iran-contra-affæren, Irangate, politisk skandale i USA. I november 1986 afslørede en libanesisk avis, at præsident Ronald Reagans administration siden 1985 havde solgt våben og reservedele til Iran via private våbenhandlere og Israel i et forsøg på at få frigivet amerikanske gidsler, som blev holdt fanget af proiranske grupper i Beirut. Handelen, som også havde til formål at styrke USA's indflydelse på præstestyret i Teheran, var i direkte modstrid med våbenembargoen mod Iran og USA's erklærede politik om ikke at forhandle med gidseltagere. Senere undersøgelser viste, at overskuddet fra salget var blevet kanaliseret videre til de højreorienterede contraer, som bekæmpede sandiniststyret i Nicaragua. Det var en omgåelse af det såkaldte Bolandtillæg, som forbød enhver form for amerikansk støtte til at vælte regeringen i Nicaragua. Operationen blev ledet i største hemmelighed af Reagans nationale sikkerhedsrådgivere Robert McFarlane og John Poindexter samt Oliver North, der var Poindexters medarbejder. En intern regeringsundersøgelse og en kongresudredning kritiserede skarpt præsidentens håndtering af affæren, og 14 højtstående embedsmænd og privatpersoner blev anklaget for at have tilbageholdt oplysninger over for Kongressen, at have afgivet falsk vidnesbyrd samt at have begået skattesvig; 11 blev kendt skyldige. I 1992 benådede præsident George Bush seks embedsmænd, heriblandt McFarlane og forsvarsminister Caspar Weinberger. I januar 1994 konkluderede den særlige anklager, Lawrence Walsh, i sin afsluttende rapport, at ledende embedsmænd havde søgt at dække over affæren, men at der ikke forelå beviser for, at Reagan selv havde deltaget i kriminelle handlinger.