Trumandoktrinen, doktrin, der blev fremsat af præsident Harry S. Truman i en tale til Kongressen 12.3.1947; den kom til at udstikke de overordnede retningslinjer for USAs bestræbelser på at "inddæmme" Sovjetunionen og andre kommunistiske magter under den kolde krig (se containment). Doktrinens umiddelbare anledning var Den Græske Borgerkrig og et voksende sovjetisk pres mod Tyrkiet. Kongressen efterkom præsidentens ønske i talen om en bevilling på 400 mio. dollar til at styrke regeringerne i de to lande økonomisk og militært. Trumandoktrinen ændrede rammerne for USAs udenrigspolitik afgørende ved at erklære det for landets politik at støtte alle "frie folk, der kæmper mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra". Doktrinen brød således med Monroedoktrinen ved at fastslå, at konflikter i alle dele af verden var at betragte som potentielle trusler mod USAs sikkerhed og derfor kunne føre til amerikansk intervention.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki