New Mexico

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

New Mexico.

New Mexico.

New Mexico, bjergstat i det sydvestlige USA; 315.000 km2, 2,1 mio. indb. (2011), heraf 46% af spansk-mexicansk herkomst. Hovedstad: Santa Fe (68.000 indb.). Optaget i unionen i 1912 som den 47. stat. Tilnavn: The Land of Enchantment.

Til trods for en periodevis høj befolkningstilvækst efter 2. Verdenskrig er New Mexico en tyndtbefolket stat med mange fattige; hertil hører et mindretal på ca. 140.000 indianere, der fortrinsvis lever i reservater. Den øvrige befolkning bor især i byerne langs Rio Grande og den nord-syd-gående hovedvej I-25; største by er Albuquerque (484.000) efterfulgt af Las Cruces og Santa Fe.

Et vendepunkt i statens historie indtraf under 2. Verdenskrig, da Los Alamos (NV for Santa Fe) blev valgt som center for Manhattanprojektet. Hermed indledtes en periode med store føderale investeringer i form af forskningslaboratorier, militærbaser og testområder; bl.a. White Sands Missile Range ved Alamogordo, hvor den første atombombe blev prøvesprængt i juli 1945. I tilknytning til laboratorierne, der også omfatter forskning i bl.a. rumfart og solenergi, er opstået en række højteknologiske følgeindustrier; resten af industrien er mest relateret til landbrug og minedrift. Landbruget domineres af ekstensiv kvægavl foruden kunstvandingsbrug med bomuld, hvede og grøntsager (især chili). Vigtigste mineprodukter er olie og naturgas samt uran, kobber og kalium. Klimaet er tempereret og de fleste steder tørt og solrigt. Men variationen er stor, fra højsletter med busksteppe og ørken til skovklædte bjerge med kraftigt snefald om vinteren. De centrale og nordlige egne udgøres af Rocky Mountains (Wheeler Peak 4014 m); den østlige del, populært kaldet Little Texas, er et fladt prærieområde og en del af Great Plains.

I USA kendes New Mexico især for to årlige begivenheder: The Inter-Tribal Indian Ceremonial ved Gallup i NV, der er Nordamerikas største powwow, og The Albuquerque Balloon Fiesta, der samler deltagere og tilskuere fra hele verden i et gigantisk stævne for varmluftballoner. Til de faste turistmål hører drypstenshulerne i Carlsbad Caverns og skisportsstederne ved Santa Fe.

Historie

Området har været beboet i mere end 10.000 år og var indtil 1400-t. centrum for pueblokulturerne. De første spanske opdagelsesrejsende nåede hertil omkring 1540, og i 1610 anlagdes Santa Fe, den første permanente bosættelse. I 1821 blev området en del af republikken Mexico, men blev overtaget af USA ved erobring i 1848 og ved køb i 1853. New Mexico-territoriet blev etableret 1850 og omfattede tillige Arizona og det sydlige Colorado. Med udbredelsen af kvægbrug blev navajo- og apacheindianerne i slutningen af 1800-t. henvist til reservater.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+256030.601.svg (97.79 kB)

New Mexico.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
07/05/2012
christi@n
02/03/2012
Redaktionen
15/04/2010
Oprindelige forfattere
JSve
01/02/2009
LVang
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki