Mozambique - historie

Mozambique var oprindelig befolket af khoikoi- og sanfolk, som fortrængtes omkring 1000 e.Kr. af bantufolket og deres jernalder- og agerbrugskultur. Allerede før 1000 udvekslede afrikanske folkeslag langs kysten varer med arabiske købmænd, og fund af kinesisk porcelæn og arabiske mønter i regionens afrikanske kongeriger (ca. 1200-1600) vidner om et udstrakt handelsnet. I 1498 ankom Vasco da Gama til området, og to år efter påbegyndte portugiserne erobringen af arabiske handelsstationer ved kysten. I 1629 indledtes kolonisering af baglandet under prazosystemet, hvor tilflyttede portugisere mod en afgift fik jordret i tre generationer. Nybyggernes indtægter kom bl.a. fra salg af elfenben og guld, skatter fra de indfødte og slavehandel. Frem til 1850'erne blev 20.000-30.000 slaver årlig eksporteret fra Quelimane. I 1891 blev store dele af landet udlejet til tre private selskaber, mens den sydlige del skulle tjene de hastigt voksende sydafrikanske guldminer, dels gennem havnen i Maputo, dels ved at levere arbejdskraft.

Efter den fascistiske magtovertagelse i Portugal i 1926 dekreterede den nye diktator, Salazar, at de portugisiske kolonier skulle producere råvarer til bytte for moderlandets industriprodukter og tilvejebringe en praktisk løsning på det portugisiske overbefolkningsproblem. For Mozambique betød det, at den portugisiske udnyttelse af landet blev yderligere intensiveret. 500.000 sorte indbyggere arbejdede i nabolandene, og mange flere var migrant- eller tvangsarbejdere. Indvandringen af privilegerede, men fattige portugisere førte til fremvæksten af europæisk udseende byer og lokal industriproduktion af simple forbrugsvarer. Undertrykkelsen og det udbredte tvangsarbejde gav fra 1962 oprørsbevægelsen Frelimo (Frente de Libertação de Moçambique) vind i sejlene. Den indledte en væbnet befrielseskamp og tiltog sig kontrol over store områder i nord. Da kolonistyret i 1974 brød sammen, indsattes en overgangsregering under Frelimos ledelse. Nybyggerne forsøgte samme år et kup, som førte til blodige sammenstød mellem hvide og sorte, og ved selvstændigheden 25.6.1975 var halvdelen af den hvide befolkning flygtet. Før flugten saboterede de fleste deres industri- og plantageanlæg og efterlod et land i kaos. Efter sovjetisk forbillede omdannedes Frelimo fra 1977 til et kommunistisk parti, hvis leder automatisk var udpeget som præsident, og der indledtes en økonomisk kurs med vægt på planøkonomi, landbrugskollektiver og statsindustri. Samtidig skete der store fremskridt i udbygningen af sundheds- og skolevæsenet. Frelimo tillod Rhodesias og Sydafrikas sorte oprørsbevægelser at operere fra landet, hvorefter de militært overlegne hvide regimer indledte gengældelsesaktioner; broer, havne- og jernbaneanlæg blev ødelagt, og med deres oprettelse af femtekolonne-organisationen Renamo var Mozambique styrtet ud i en altødelæggende borgerkrig. Undervejs vandt Renamo støtte blandt bønderne. Ved afslutningen af borgerkrigen i 1992 var hovedparten af skoler, sundhedsklinikker og butikker ødelagt, ligesom enorme landbrugsområder lå øde hen, og store dele af industrianlæggene var ubrugelige. 1,7 mio. indbyggere var flygtet til nabolande, og 3,7 mio. til andre regioner i landet.

Ved det første demokratiske valg i 1994 vandt Frelimo under ledelse af Joaquim Chissano, og Frelimo fik flertal i parlamentet. Mozambique har siden fulgt en liberal økonomisk politik, der har ført til stærk økonomisk vækst og stigende social ulighed. Ved flerpartivalget 1999 genvandt Frelimo magten, om end sejren over oppositionspartiet Renamo var snæver, hvilket gav anledning til politisk uro med flere dræbte. Chissano trak sig i 2004 tilbage og overlod lederposten i Frelimo til Armando Guebuza, som efter Frelimos valgsejr ved valget i 2004 tiltrådte som præsident i februar 2005. Han genvandt præsidentposten ved valget i 2009, idet han fik over 75% af stemmerne.

Læs mere om Mozambique.