Romerriget - litteratur

Den græske kulturpåvirkning

Den romerske litteratur er den første "afledte" litteratur eller rettere: den første litteratur, der har gennemreflekteret sin egen afhængighed af en anden litteratur, nemlig den græske. Grækerne måtte man tage som forbillede, man måtte efterligne dem og kappes med dem, om muligt overgå dem; aemulatio, dvs. hengiven konkurrence med forbilledet, blev set som vejen til mesterskab.

Anerkendelsen af de græske klassikere og bevidstheden om den én gang givne kanon er kendetegnende for romersk litteratur. Men dette betyder ikke, at den romerske skribent manglede selvbevidsthed, for "det er lettere at hugge køllen fra Herakles end et vers fra Homer" (Vergil). Den romerske digter var sig bevidst, at han havde skabt en ny poetisk organisme, og insisterede på, at det krævede den største kunst at integrere det fremmede heri. Men hvor godt kendte romerne den græske litteratur?

En romer, der havde gået i skole, havde normalt lært græsk, ofte førend han lærte latin. Sådan var det i flere hundrede år, og dette er en væsentlig forskel fra den ensprogede græske kultur, hvis litteratur dog til gengæld opviste en mangfoldighed af dialekter. I 300-t. e.Kr. gik det ned ad bakke med romernes tosprogethed, hvilket fik den vigtige følge, at man begyndte at stille det krav til oversættelser fra græsk, at de skulle være ordrette.

Men selv i klassisk tid gjaldt det for uklogt over for "almindelige mennesker" at skilte med sin græske dannelse, fx nedtonede Cicero i sine taler sin viden om græsk litteratur. Romerne havde et ambivalent forhold til grækerne: Deres følelse af kulturelt mindreværd opvejede de med en tro på karaktermæssigt mereværd; grækeren blev anset for levis, dvs. letsindig og let påvirkelig, romeren derimod var gravis, dvs. tung, vægtig, tungtvejende. I stedet for den saglige benævnelse graecus yndede romerne at bruge diminutiven graeculus, som er patroniserende: 'lille græker'.

Latin har en betydelig mængde af låneord fra græsk; talrige hører hjemme inden for feltet fornøjelser, luksus og udskejelser, og i modens verden herskede græske ord lige så uindskrænket, som de franske har gjort i 1900-t. (se også latin). Romersk selvbevidsthed dannedes altså i høj grad ved det, som psykologerne kalder projektion. Hvad der ikke tjente nytten, men kun nydelsen, betragtedes som typisk græsk; dette ses tydeligt, når talen falder på sex, sådan som det sker i nogle passager i patriotisk tonet romersk litteratur, der fordømmer den græske sport med dens blottede mandskroppe og hele den homoerotik, der stortrivedes på de græske sportspladser. Ligesom franskmændene havde (har) for vane at betegne homoseksualitet som "den engelske last", le vice anglais, kaldte romerne den for amor Graecus.

Projektion er imidlertid ikke det samme som tabuisering, og man må ikke få det indtryk, at romersk litteratur er "victoriansk". Hvad specielt homoseksualitet angår, har bl.a. Catul, Horats og Tibul skrevet passionerede digte til pubertetsdrenge. Med kristendommens komme ændres forholdet mellem litteratur og lyst dog radikalt.

Elegi og satire

Romerne mente om sig selv, at de vejede bedre til end grækerne, og der møder os virkelig store og egenartede personligheder i romersk digtning. De to genrer, hvor romerne nåede størst originalitet, er elegi (Gallus, Properts, Tibul og Ovid) og satire (Lucilius, Horats, Persius, Juvenal, jf. også Martials epigrammer). Satirens jeg lancerer af al kraft et image, og det kan spænde lige fra den fordømmende moralprædikant til den selvudleverende boheme, fra engagement til hygge. Nok leger satirikeren med sine egne masker, og for så vidt har hans værk et subjektivt, ja egensindigt præg; men der er også et objektivt ideal på færde i den romerske satire, idet der lægges den største vægt på afsløring af lave motiver, fx hos arvejægere, og udlevering af dårskaber, fx hos dødeligt forelskede. I kraft af dette sidste punkt kan satiren siges at være anti-elegisk. I mange elegier kæmper den personlighed, der er truet af sammenbrud under den elskedes dominans, for at finde vej ud af sin betagelse, idet den føles som en sygdom (morbus amoris); den frie mand er nedværdiget til en slavetilstand (servitium amoris). Elegikeren er henvist til den eneste ene som sin skæbne; det er derved, at hans poesi bliver personlighedsdigtning. Den livsform, som elegien priser — otium, forstået som frihed for politiske, militære eller forretningsmæssige gøremål — rummer ikke blot en provokation for filosofferne og deres lære om frihed og sjælefred, men også for den almindelige romer og hans tro på militær og politisk korpsånd. Også disse provokationer i elegien kræver personlig integritet af poeten.

Filosofi og sprog

Mellem traditionel romersk moral (mos maiorum) og hellenistisk-romersk filosofi har der været et vist værdisammenfald, idet den elegiske livsforms otium og amor byder såvel den traditionsbevidste romer som den kritiske filosof imod. Dog var forholdet mellem Rom og filosofien langtfra altid problemfrit; således hører vi allerede i republikkens tid om landsforvisninger af filosoffer (bl.a. i 173 og 161 f.Kr.). Epikuræisk filosofi var alt i alt fremmed for romersk mentalitet, som måtte afvise denne filosofis hedonisme og kvietisme. Derimod appellerede stoicismen, med sin fordring om aktive personligheder, til romersk tankegang. I kredsen omkring Scipio d.y. og andre aristokrater opbyggedes i 140'erne og 130'erne f.Kr. et åndeligt fællesskab mellem disse romerske statsmænd og grækere som Panaitios, den stoiske filosof, og Polybios, den romerske verdensmagts historiker. Vel er Cicero ikke ortodoks stoiker, men i skrift efter skrift fremstiller han hundrede år senere denne Scipio-kreds i et gyldent lys. Når verden aldrig har kunnet glemme idéen om den urokkeligt heroiske personlighed, som modgang ikke knækker, og medgang ikke blødgør, om den ånd, der aldrig kan blive slave, selvom fjenden binder den "på mund og hånd", skyldes det i høj grad den slagkraft, denne idé fik gennem Scipio-kredsens forening af stoisk og romersk. Stoicismen har fået en permanens i idéhistorien, som epikuræismen, dens konkurrent, trods betydelig indflydelse aldrig har opnået. Det skal nævnes, at visse forskere mener, at Scipio-kredsen mest af alt er et produkt af Ciceros idealiserende ønsketænkning.

De forfattere, der til senantikken og videre formidlede den stoiske lære om åndsatleten, der betvinger alle lidenskaber, og den vise, der står som en klippe i begivenhedernes hav, var i den græsktalende del af riget Epiktet og Marcus Aurelius; mod vest var det, ud over alle de stoiske passager i Ciceros filosofiske dialoger, først og sidst Seneca d.y.

Blandt de kristne forfattere, som var dybt fortrolige med såvel stoicismen som andre aspekter af den hedenske oldtid, kan nævnes Arnobius, som i Adversus nationes (Imod folkeslagene) med megen detailviden polemiserer mod de hedenske kulter. Arnobius' elev Lactantius bestræbte sig for at skrive så ciceroniansk som muligt. Vigtige passager fra Ennius (Euhemerus) og Cicero (De re publica) ville være gået tabt, hvis ikke Lactantius havde citeret dem. Mod slutningen af 300-t. skabte Hieronymus, som var elev af Vergil- og Terentskommentatoren Donatus, den latinske bibel, som siden 800-t. har heddet Vulgata. Det var Ciceros Hortensius, der omvendte den 18-årige Augustin til den filosofiske eksistensform.

Billedet af Rom

Den romerske litteratur er en del af den græsk-romerske kultur; den har fungeret som det væsentligste middel til udbredelse af denne kultur, på hvilken vestlig civilisation bygger. Det er gennem den romerske litteratur, at den græske blev kendt og værdsat i Europa.

Fra omkring 1800 indledte romantikerne en nedvurdering af romersk litteratur som uoriginal, da den jo imiterede grækerne, og de fandt den enten livsfjern, idet den var afledt af bøger, ikke af virkeligheden, eller alt for livsklog; her tænkte de på Tacitus' illusionsløse menneskesyn, som de jævnførte med Machiavellis. Dette syn på litteraturen hang sammen med en holdning til det latinske sprog, til romerånden og til Det Romerske Imperium som en overnational undertrykkelsesmagt. Grundtvig udtrykker det i digtet "Romer-Magten" således: "Verdens-Klogskab er mit Navn,/ Derfor stræber jeg at knytte/ Hele Verdens sande Gavn/ Til hver enkelts Egen-Nytte./ Glipper det, som let kan ske,/ Er det dog en stor Ide." Romermagten — det er den, der taler her hos Grundtvig — ses som en på egoisme og kold beregning byggende totalitær idé. Romermagten er imidlertid slet ikke brutal og blodtørstig, nej, "til Skole-Gang og Lov/ højt jeg havde Fred behov." Romermagten føler sig kaldet til at civilisere hele verden, og hos Grundtvig udtrykker den sin glæde over, at det latinske sprog er så vanskeligt og derfor så velegnet til at "gjøre Verden klog"; vi ser konturerne af den sorte skole. Dette syn på Imperium Romanum har hos Grundtvig o.a. front ikke kun mod oldtidens romere, men også mod paven i Rom, ja, mod Napoleon.

Fra romantikken og frem til nutiden har romersk litteratur og den sig heri åbenbarende romerånd altså fungeret som modbillede ved udformningen af diverse nationale bevidstheder, heriblandt den danske. Forud for romantikken havde romersk litteratur virket som fødselshjælper for den ene nationallitteratur efter den anden. Dette sidste overså romantikerne ikke; de betvivlede simpelthen værdien af denne uniformerende latinisering af Europas folk. Romantikernes syn på romerne og deres litteratur bed sig så fast, at arbejdet med at genvinde et uhildet syn på romersk litteratur endnu ikke er afsluttet.

Læs videre om teater i romerriget eller læs om Romerriget generelt.