italiske folk

italiske folk, fællesbetegnelse for folkeslag på Appenninerhalvøen, der talte de italiske sprog; etruskerne tilhørte derfor ikke de italiske folk. Latinere og faliskere menes at være indvandret før 1000 f.Kr. som de første italiske folk, men et nogenlunde sikkert etnografisk kort over Italien kan ikke tegnes før ca. 350 f.Kr. På det tidspunkt beboede faliskerne den højre Tiberbred nord for Rom, mens Rom og dets latinske fæller beherskede landskabet Latium. Umbrisk-oskiske dialekter blev talt i Mellem- og Syditalien af mange stammer, deriblandt hernikere, aequere, sabinere og volskere. Samnitterne fra Abruzzerne trængte frem i Campanien i 400-t. f.Kr., og i samme periode bredte lukanere og bruttiere sig i Syditalien. Denne ekspansion er blevet forklaret med den italiske skik "helligt forår", hvor en stamme lod alle, der var født i et bestemt år, udvandre. Samnitterne blev besejret af Rom efter tre blodige krige i 300- og 200-t. f.Kr., men var senere ledende i Forbundsfællekrigen mod Rom. De italiske stammer og deres sprog forsvandt gradvis efter tildelingen af romersk borgerret til alle indbyggere på Den Italiske Halvø efter Forbundsfællekrigens afslutning i 89 f.Kr.